fredag den 30. oktober 2009

Sløjt, men OK alligevel.

Rødtoppet Fuglekonge, Gedser Fuglestation, 30/10-2009
Fredag d. 30/10-2009
Torsdag og fredag tog undertegnede ned til stationen for at mærke. Torsdag var der ikke lagt op til det helt vilde grundet vejret, og dagen imponerede da heller ikke da blot 18 fugle fik ring på. Det blev til: 7 Rødhalse, 4 Solsorte, 3 Sangdrosler, 2 Fuglekonger, 1 Gærdesmutte og 1 Jernspurv.

Fredag så umiddelbart noget bedre ud, men antalsmæssigt blev det lidt ynk !
Stationshaven var stort set øde - selv om det vrimlede med Bogfinker, Kvækerfinker og Grønsiskner oppe på himlen. Men ned ville de altså ikke.
Dagen blev dog reddet af efterårets første Rødtoppede Fuglekonge (og årets 19. hos GFU)
Ialt 7 fugle fik ring på, dog fordelt på 6 arter, nemlig: 2 Fuglekonger, 1 Rødtoppet Fuglekonge, 1 Sortmejse, 1 Solsort, 1 Gærdesmutte og 1 Lille Gråsisken.
Overraskende nok, fik ingen nye Rødhalse ring på idag !
Desuden blev en Musvit mærket i stationshaven af Jesper Brinkmann i marts 2007, aflæst. Ikke langt den er kommet på 2½ år !
Tekst og foto: Brian

søndag den 25. oktober 2009

Familiedag på GFU i gråvejr, men med mange fugle




Søndag den 25. okt.
Dette var dagen, hvor man med den sibiriske jernspurv fra Skåne i baghovedet åbnede nettene med en vis spænding. Vi måtte vente en time senere end planlagt, da det fugtede lidt vel meget. Men op kom de, nettene, og der var et pænt leben af konger og halse med det samme.
Gert, Benny og jeg skulle stå for det fuglemæssige på "Vadefuglenes" familiedag i dag - ca. 35 forventningsfulde børn og deres forældre, og der var rigeligt at vise dem i form af Rødhalse, Gransangere, Fuglekonger og Gærdesmutter.
Efter en af netrunderne kom Gert brødebetynget og fortalte, at en Kernebider var røget ud af nederste lomme på et net lige før han nåede frem. Ærgerligt også, men han gjorde det godt igen på næste tur, hvor den måtte i posen. Jeg fik den tvivlsomme fornøjelse at tage den op, men den var nu ikke så aggressiv, som de ind imellem kan være. Det var en hun, den 4. mærkning i år på GFU. Slutstilling 147 fugle, hvor vi endda ikke havde alle nettene åbne.

Ellers stod den på pølser og snobrød over grill, en lille strandtur og lidt fugle på "røreafstand".

En dejlig dag sammen med søde mennesker!

Benny, Gert og Hans
Fotos: Carsten Olsen

torsdag den 22. oktober 2009

Højskolens Løvfaldskursus på besøg.

Efterårets 2. Lille Gråsisken
Torsdag den 22. okt.

Der ringmærkes pt. lidt mere sporadisk på Gedser Fuglestation. Det kniber i den grad med at skaffe kvalificerede ringmærkere, der ikke er arbejdsramt eller på anden måde forhindret i at tage en tørn på stationen.

Men i dag var vi 3, der tog imod Marielyst Højskole med de 36 kursister på deres Løvfaldskursus - meget aktuelt, for det blæste kraftigt fra øst, og sølvpoplerne havde netop i dag aftalt med hinanden, at bladene skulle smides, med det resultat, at vi efter 1. netrunde var nødsaget til at lukke 3-4 net, der allerede var helt fyldt med blade!

Inden de kom, kunne vi glæde os over hele 14 Røde Glenter, der kom flaksende lavt over fårefolden og trak ud, og mens besøget varede, kom der nogle flere, som alle fik set rigtig godt. Vi kunne også vise dem Rødhals, Fuglekonge, Gransanger, Grønsisken og Vindrossel i hænderne, heldigt nok, for det døde helt ud ved halv elleve-tiden.

Det blev til 27 nymærkninger i dag.

På Odden blev det til 24 Røde Glenter udtrækkende samt Blå Kærhøg og nogle Spurvehøge. Endvidere en Ride og blandt andet en flok på 60 Bjergænder, hvilket er mange trækkende i en flok på disse kanter.

Gert, Louis og Hans



søndag den 18. oktober 2009

En fin dag!


Det blev en fin dag på Gedser odde idag, da der fra morgenstunden var svag vind fra nord=optimale betingelser for ringmærkning! Der var da også en del rødhalse og gærdesmutter i nettene, og jeg satte grønsisken-kald på afspilleren ved hejsenettet. Der sad dog kun et par enkelte i siskner i nettet på de første runder, men da jeg kom til N6 længere henne på runden hang der hele 25 grønsiskner i nettet. Der kom også 3 dompapper i nettene hvilket vidst nok er de første her i efteråret. Lidt senere hang så 11 halemejser i N7, og en træløber uden ring hang i et net sammen med en af de tidligere mærkede.
En lille gråsisken var også ny art for året i nettene og en sen husrødstjert var også med til at gøre dagen god! Alt i alt blev 158 fugle mærket inden kæresten og jeg måtte hjemad igen. Lige inden vi skulle hjem kom Palle Rasmussen ind og fortalte om rastende storpiber og gulirisk ved sydstenen, men vi havde desværre ikke tid til at gå ud og se disse fugle!
Jesper Brinkmann

lørdag den 17. oktober 2009

Lidt men godt




Igår mærkede Brian og Benny i stationshaven i morgentimerne og fik skrabet 52 nymærkninger sammen. Jeg ankom til stationen sammen med min kæreste om eftermiddagen, og fik mærket yderligere 8 fugle om aftenen deriblandt nogle fine nordlige gransanger.

Nettene fik lov at blive oppe natten over i håb om uglefangst, men vejret var desværre ikke rigtigt med mig, og det blev da heller ikke til nogle ugler!

I morges blæste det temmelig kraftigt og der kom hele tiden byger ind over odden, hvilket lidt ødelagde fangstmulighederne. Senere blev det dog opholdsvejr og det lykkedes at lokke lidt grønsiskner i nettet. Om eftermiddagen fangede jeg først en træløber der er mærket hernede for nogle dage siden og i næste net sad sørme en korttået træløber!

Det var dog en af de lidt besværlige typer, for den virkede meget hvid og med kraftigt øjenbryn og havde også antydning af step i vingen. "Dråberne" på spidsen af svingfjerene passede dog på korttået og målene af næb og bagklo stemte også for korttået. Det er den 6. mærkede på odden i år, hvilket er rekord for arten! 5 halemejser fandt også vej til nettene, men der kommer vidst ikke mange af dem i år!

Fra odden meldte Gert og Louis om vildt dværgmåge-træk med over 1200 trækkende nordøst idag. En hvidnæbbet lom havde rastet helt tæt på kysten en del af dagen, men stationspersonalet blev desværre underrettet for sent:( På en af de sene runder kunne en solsort høres skrige højt fra et net, og med god grund for lige over den sad en fin skovhornugle på netstolpen og kiggede ned på den, så nu får uglerne endnu en chance i nat!
Jesper Brinkmann
Fotos: Marie-Sofie Søby og Jesper Brinkmann

torsdag den 15. oktober 2009

Formidling i skolernes efterårsferie

En Grønsisken beundres
Her får en Rødhals igen sin frihed
En af dagens "snurrebasser"
Her forklarer Hans forskellen på han og hun hos Grønirisker

Torsdag den 15. okt.

Også i dag havde vi - sammen med Det Sorte Museum - arrangeret fugletur på Gedser Odde formidling med trækfugle og ringmærkning. Kl 9 mødte de første 3 op, en far og to forventningsfulde unger fra Stevns. Vi gik straks i gang med en netrunde og ved hejsenettet, hvor vi havde grønsisken-kald kørende, var der straks gevinst med en Grønsisken. Det blev til lidt flere fugle fremad på ruten, bla. Rødhalse Fuglekonger og Gærdesmutter.
Tilbage ved huset kom der en familie fra Hovedstaden. De havde fulgt ringmærkningen i 3 timer forleden dag, og de ville gerne opleve mere. Der var ikke stort med fugle, men lidt flere siskener blev det da til samt en Træløber.
En halv time før arrangementet sluttede kom en gruppe på 10, og også de var da heldige at se fugle i hænderne.
Det var koldt, men kaffen varmede.
Vi siger tak til gæsterne for besøget!
Ialt 47 fugle mærket i dag.
Hans skrev, og Asbjørn tog billeder.

onsdag den 14. oktober 2009

Den første dag med frost.

Onsdag den 14/10 - 09 skulle blive den første dag med rimfrost i græsset, og stadigvæk frisk vind fra nord, dette måtte da give rigtig mange spændende fugle, men ak, det viste sig snart, at dette ikke var tilfældet. De fleste fugle på første runde, næsten alle Rødhalse, havde ring på og var fugle fra dagen før, eller lidt ældre, men der var dog også nogle snurretoppe: Gærdesmutter, og et par enkelte Jernspurve.
Lidt op af dagen kom der et lille fald af Solsort - Sangdrossel og Vindrossel og meget overraskende en Havesanger, de sad i nettene Ø3 og Ø4.
Allerede kl. 10.30 havde jeg den første 0 runde, men så var der tid til at nyde de mange Bramgæs, der trak i sydvestlig retning, og jeg fandt Hans´s teleskop frem og spejdede efter den Alm. Skråpe, der var meldt dagen før, men det blev kun til mange hundrede Ederfugle - lidt Knopsvaner og 5 rastende Knortegæs, og ved lågen i fårefolden sad en Stor Tornskade og holdt øje med et par Engpibere, der fouragerede i græsset.
Nettene blev lukket kl. 12.15, men jeg måtte dog brug næsten 20 min ved hejsenettet, der var fyldt med blade, øv øv. Det blev til 50 ringmærkede fugle: Fuglekonge - Rødhals - Jernspurv - Rørspurv - Havesanger - Bogfinke - Kvækerfinke - Grønirisk - Gærdesmutte - Blåmejse - Musvit - Solsort - Sangdrossel og Vindrosel.
Jeg havde besøg af Yvonne og Leif Clausen, som var med på en netrunde, de fik da set både Rødhalse og en enkelt Jernspurv, og da vi kom til frugthaven, kunne Yvonne ikke stå for de fine madæbler, så det blev til en pæn posefuld, som nok kunne bruges til en god portion æblekage.
Alle de spændende fugle udeblev, så det må være i morgen, at det første Bryn dukker op.

Benny

tirsdag den 13. oktober 2009

De gode takter fortsætter!

En rigtig kraftkarl
Det er bare med at holde rigtigt på fuglen, ellers . . . . . . .

En meget sen Lille Fluesnapper
Man-tir 12. og 13. okt.

I går mandag overtog Benny og Brian mærkningen: Godt 150 fugle blev det til, så der var ikke tømt helt ud efter gårsdagens store fangst. Næsten ingen Grønsiskener kunne fanges, men en Spurvehøg blev dog hængende længe nok til at kunne mærkes. Om eftermiddagen, kort før lukketid, sad der årets første Tårnfalk, en ad han, og stor var overraskelsen, da det viste sig, at den bar en HELSINKI-ring!
Tilbage på jobbet igen, med hjælp fra Gert, Asbjørn, Brian og Louis. Vi havde arrangeret fugletur med ringmærkning her i anledning af skolernes efterårsferie: 6 ad og 3 pull havde fundet frem til GFU i den friske, kolde nordenvind. Allerede inden de kom, havde Gert opdaget en Lille Fluesnapper i Ø4, såvidt jeg husker årets 5. Mens vi tog imod publikum ved den store P-plads, ringede Brian, og med begejstret røst kunne han berette om årets 3. Kernebider i nettet! Jeg fik den tvivlsomme ære at fiske kræet op af posen til stor underholdningsværdi for gæsterne, da den selvfølgelig bed mig i hånden! Men en dejlig fugl er det alligevel.
Sidste runde gav bl.a. en Korttået Træløber, den 5. ved stationen i år.
114 nye fugle fik ring på i dag, 17 arter.
Tekst: Hans
Fotos: Asbjørn










mandag den 12. oktober 2009

Mange fugle i garnene og et par sjove Rødhalse!

"Rødhalset Brillefugl"

Også en spøjs fætter!

Søndag den 11. okt.
Nettene var klar 06.15, Stig og jeg var klar til dagens dont, og Brian dukkede op kort tid efter. I den gryende morgen var der ret få fugle, men man kunne dog høre Rødhalsenes og Gærdesmutterne tikke. 1. runde var gennemført, og halvvejs inde i den næste besluttede vi at lukke nogle net ned, for der var pludselig fald af Rødhalse, Gærdesmutter mm. Gert blev hidkaldt, og ved 9-tiden kom også Benny til hjælp, så vi igen kunne åbne de 8 lukkede net.

Der var rigeligt at lave, men dog ingen direkte sved på panden, for fuglene kom i en lind, jævn strøm. Kl. halv elleve var der pludselig leben ved hejsenettet: 27 Grønsiskener havde slået sig ned i nettet. Vi besluttede at sætte grønsiskenkald på, her efter den standardiserede tid, og det gav virkelig pote: 116 stk i alt, heraf 1 med STAVANGER-ring!

Vi holdt ud helt til ved 19-tiden med resultatet: 556 fugle, den højeste dagstotal til dato i 2009.

Fangsten var domineret af Rødhals (167), Fuglekonge (162) og Grønsisken (116), men osse en del Gærdesmutter og Gransangere. Øvrige arter: Sangdrossel, Solsort, Bogfinke, Rørspurv, Jernspurv Vindrossel og Grønirisk.

Vi havde lørdag og søndag et par sjove Rødhalse med hvide fjer.
Gert, Benny, Brian, Stig og Hans

lørdag den 10. oktober 2009

Så trak alle aflæsningerne og nye småfugle ankom. Nu med lidt info om dagens obs - NU INFO OM DEN HVIDE EDERFUGL




Fingrene væk!


Ny mærkeart.



Frisure i medvind.




Det er ikke kun fugle vi fanger i nettene.

Alle de mange aflæsninger i går benyttede sig af relativt gunstige vindforhold til at trække videre i nat.
Da nettene var sat kl. 06:15 var det stort set kun fugle uden ring der gik i nettene - til stor glæde for os alle. Brian ankom lige før første netrunde og fortalte at der havde været sådant en mylder af småfugle på vejen det sidste stykke før fyret, at han havde måtte sætte farten ned til 10 km/t. Det styrkede optimismen.
Så massivt et ryk-ind oplevede vi dog ikke ved nettene, men vi fangede da i et overkommeligt tempo 136 fugle indtil 12:00, hvor vi klappede nettene, da Hans måtte forlade fuglestationen.
Ringmærkningen blev idag fordelt på 10 arter og var domineret af 76 rødhalse, 21 gærdesmutter og 19 fuglekonger.
Dagens oplevelse var mærkningen af en stor tornskade, der sad i Ø2. Vi havde ikke set den før, men vi havde set dens efterladenskaber og gik bare og ventede på at der stod et net i vejen for dens plyndringstogt.
Dagens sidste mærkning var en 2K+ han spurvehøg - rå styrke på bare 152 gram - og hvor var den smuk.
Gennem det meste af formiddagen har der foregået et konstant træk mod pynten af svaler, siskener, lærker og finker. I tusindevis. Desværre øver stationshaven og alle dens smukke bær ikke den store tiltrækning på disse fuglearter.
Stig Jürgensen



Lidt om dages observationer fra Gedser Odde.


Lad det være sagt med det samme, det var en meget god dag, vi kunne således nyde pibeand 11.500, ederfugle 38.900, dværgmåger 877, finker 29.000 og ikke mindst tranerne var meget populære og vi fik samlet ca. 1.500 sammen i vores notesbøger.
Desuden bød Odden også på sølvhejre 3, mallemuk 1, sule 1, og en storkjove - sidste nævnte fire arter er bestemt ikke hverdagskost på Odden. Af anden kuriositet var en hel hvid ederfugl som Ole Jensen fandt! Se dogme foto herunder.



Klaus, Ole, Ann, Asbjørn og Louis
Opdatering:
Og samme dag kl. 0725 trak en hvid ederfugl forbi ved Brantevik i SØ Skåne (Sverige) se her:
http://www.artportalen.se/birds/gallery_imageinfo.asp?obsid=16868107

Hvis det er samme individ og hvis den har fløjet "snore lige" så har den fløjet ca. 185 km på seks timer hvilket ca. er 30 km i timen!


fredag den 9. oktober 2009

Så kom uglerne


En smuk lille skabning.


En god måde at starte dagen på.


Det var endnu mørkt, da vi åbnede nettene, men allerede inden alle net var oppe sad den første gærdesmutte der. Få øjeblikke senere fangede pandelampen en meget større fugl i Ø11. Skovhornuglen var ankommet. Hvilket prægtigt syn lige før daggry.

Formiddagen var igen tilbage til normale tilstande og der blev tid til varme drikke i pauserne mellem runderne. Oktoberkulden havde også meldt sig med kun +8c da dagen begyndte. Det blev til fugle fra mange hylder og lidt ekstra spændende senere på dagen.

Samme skovhornugle gik senere i P2 og gav 'eleverne' en ekstra mulighed for at øve sig i at håndtere en fugl der kan give skrammer, hvis man ikke ved hvad man er oppe imod.

En spurvehøg gav os de samme muligheder, idet den i dagens løb gik i 3 forskellige net.

Først på eftermiddagen gik en korttået træløber i N6. Den blev taget med til fuglestationen og behørigt målt og bestemt, og der var ingen tvivl om bestemmelsen. Svensson var helt enig med os. Det var stationens 4. i år.

Da der skulle være eftermiddagsmøde på fuglestationen blev vi enige om at holde nettene åbne resten af dagen og så forsøge os endnu engang med uglefangst, nu vi vidste at der er ugler i området. Det var en god disposition, for allerede på første netrunde efter mørkefald sad der en ny skovhornugle i P2.

De dominerende mærkearter var igen idag jernspurv og gærdesmutte med hver 24 mærkninger og rødhals med 10 mærkninger. De resterende 13 arter kunne alle tælles på en hånd med ialt 28 mærkninger.

Vi aflæste en svensk mærket fuglekonge samt en sen gærdesanger og en sen tornsanger, som vi selv har mærket tidligere i år.

Det blev en lang ringmærkningsdag med nettene åbne fra 06:15 til 23:00, men resultaterne gjorde det værd.

Ved 16-tiden trak 2 bølger af traner over stationen i stor højde mod Rügen. I alt ca. 250 traner i smukke bånd og kiler og med masser af 'intern kommunikation'. Det er majestætisk fugletræk, der vil noget. Alle der oplever det bliver berørt på en eller anden måde.

I samme store højde kredsede samtidig 3 røde glenter og 2 spuvehøge og alle forsvandt ud over Østersøen.

Eftermiddagen gav flokke af grågæs og bramgæs samt en enlig blisgås, og der er fortsat gang i svaletrækket af alle 3 svalearter hele dagen.

Stig Jürgensen

torsdag den 8. oktober 2009

Der var fangst i alle net


En anderledes jernspurv. Måske angrebet af svamp.


Situationen kl. 10 ved Ø4.


Uglefangsten i går nat bød kun på smutugler.

Vi stod op til svag nordlig vind og overskyet og havde nogle forventninger om en dag med flere fugle end i de foregående dage. Men første runde ved 7-tiden begyndte forsigtigt. Vi hørte kun de velkendte 'kniks' fra få morgenduelige rødkælke.

Efterhånden som vi bevægede os gennem 1. netrunde stod det imidlertid klart, at der var optræk til noget usædvanligt, og vi måtte fortsætte direkte ud i anden runde uden pause, da der efterhånden var fugle i de fleste net.

Ved 7:30-tiden var hele stationshaven et summende virvar af småfugle og der var fugle i alle nettene. Mange fugle. I flere net sad der 15-20 fugle og selvom vi var 3 ringmærkere på banen, så skal der kun et par rundtossede gærdesmutter til at lave forsinkelser, der er svære at indhente. Der var efterhånden så mange fugle, at Hans seponerede målig af vinger. Der var simpelthen ikke tid.

Ved 10-tiden blev vi nødt til at klappe halvdelen af nettene for at komme på omgangshøjde. Der blev ved at komme fugle, men ved 11-tiden begyndte presset at løje af og vi satte alle net igen. Ved 12-tiden forsvandt fuglene ligeså pludseligt, som de var kommet i morges. Derefter fangede vi stort set kun fugle til aflæsning og kl. 14 lukkede vi forretningen. En smule forpustede men også opstemte efter en morgen, hvor det var en oplevelse at være ringmærker.

Andre fuglestationer har sikkert større ringmærkningsdage, men her på Gedser fuglestation var vi glade og tilfredse med at mærke 340 fugle - årets største ringmærkningsdag. Fuglene var fordelt på bare 15 arter og det var få arter, der stjal showet.

Gransanger 119, Jernspurv 63, Gærdesmutte 47, Rødhals 34 og fuglekonge 33.

Der var ingen sjældenheder og ingen fremmede genfangster, men dagen blev krydret med 1 sen gærdesanger og 2 spurvehøge.

I krattet ved fårefolden hørte og så vi 1 ringdrossel, der absolut ikke kunne finde nærmeste net.

Om formiddagen var der hele tiden småflokke af bog- og kvækerfinker, grønsiskener, stillitser m.fl. over stationshaven. Og en stor tornskade var en overgang en hård modspiller. Igen idag var der rød glente.

Vi hørte ikke nyt fra pynten idag, men fra stationshaven kunne vi igen se flokke af edderfugle trækkende mod vest - dog ikke så mange som i de foregående dage.

Var selv på pynten kl. 16 og så bl.a. småflokke af trækkende sandløber samt mange trækkende landsvaler og grønsisken. Der er virkelig gang i fugletrækket i disse dage.

Stig Jürgensen


onsdag den 7. oktober 2009

En stille regnvejrsdag med få fugle


Det støvregnede og blæste 10 m/sek da nettene skulle sættes. Vi blev hurtigt enige om kun at sætte de net, der stod i rimelig vindlæ. Der var iøvrigt ikke meget 'liv' i buskadset fra morgenstunden og de første fangster var næsten forudseelige aflæsninger. De første 3 timer gav flere aflæsninger end mærkninger og denne tendens fortsatte indtil vi klappede nettene igen ved 14-tiden.
Det blev ialt til 24 mærkninger fordelt på 7 arter og 23 aflæsninger. Vigtigste 3 arter var jernspurv (7), rødhals (6) og gransanger (4).

Intet nyt fra pynten, men fra stationshaven har vi set at det kraftige, vestgående edderfugletræk vi så i går, fortsatte idag. Selvom vi kun lejlighedsvis så ud over havet, så tør vi sige at der var edderfugle i tusindevis. Der var kun få spurvehøge i dagens løb samt småflokke af bogfinker og grønsisken.

Kl. 19 satte vi igen nettene og vil indtil midnat forsøge at få ugler i garnet - at foretrække for ugler i mosen, men en mosehornugle kunne være en festlig afslutning på denne regnvejrsdag.

Hans Lind og Stig Jürgensen

tirsdag den 6. oktober 2009

Stadig Gransangerdominans


Tirsdag den 6. okt.

Klokken 06.20 var 3 mand høj klar til dagens rykind af småfugle i nettene. Det begyndte med 3 genmeldinger, hvilket ikke tydede for godt for et stort mærketal. Det bedrede sig dog lidt hen ad vejen, og der var da fugle i alle nettene de første 2 runder. Som sædvanlig ebber det hurtigt ud, men dog ingen nul-runder indtil lukketid ved 14-tiden.
Der trak mange finker hen over haven, men ned - det ville de ikke. Vi nåede op på 85, hvoraf hele 34 var Grans, og resten fordelt på 11 alm. arter.

Enkelte Misteldrosler og en Hedelærke fløj over haven, og på havet boltrede Mallemukkerne sig!!! (mindst 2). Det bliver de første på Dof-basen for Storstrøms amt.

Teksten i dag ved Stig Jürgensen og Hans Lind

mandag den 5. oktober 2009

Efter stormen

Vindroslens smukke underside!
Mandag den 5. okt.

Efter weekendens storm og regn var det forventet, at nattrækkerne stod på spring for at komme videre, og det afspejlede sig da også her på Gedser Odde. Ikke så mange drosler, men dog efterårets første Vindrossel kunne forsynes med ring. Så venter vi bare på Ringdroslerne!

Ellers var der pænt med Rødhals, Jernspurv og Gransanger, blandet med enkelte Munke, Grønirisker og Rørspurve. Fuglekonge, Skovspurv og Bogfinke dog kun enkeltvis. Totaltal i dag ca. 125, så det er godkendt!

På obs-siden var der gang i Ederfuglene, og stormen havde også bragt en Ride, en Alm. Skråpe og endnu en Sule (imm) langt ind i Østersøen. Ja, man overraskes en gang imellem. Envidere et par Bjerglærker kunne krydre dagen for dem, der så dem!

HLI.

søndag den 4. oktober 2009

Specielt vejr - specielle fugle








I denne weekend er jeg nede og tage mærkningen for Hans! Kom herned fredag aften sammen med en ven og satte straks net op. Selvom der var mærket 119 om morgen fik jeg ca 20 mere på en time om aftenen, hvoraf det bedste var en spurvehøg.

Lørdag havde jeg aftalt med Gert at vi skulle til Maribo og mærke ænder, for vejret tegnede bestemt ikke til netfangst i haven. Vi blev dog noget skuffede i Maribo, for det eneste udbytte blev en enekelt gråand.

Om natten stormede det så for fuld hammer, så besluttede at gå på stranden med ketcher og lygte! Lige da jeg kom ned fra trappen til stranden kunne jeg se noget i vandet, så listede hurtigt nærmere og lidt efter, havde jeg Gedser Oddes 1. mærkede gråand nogensinde i hænderne!

Lidt efter stod der to ryler på tangen. Den ene nåede at flyve, men den anden fik jeg fat i, og hermed endnu en ny mærkeart for Gedser Odde og samtidigt ny mærkeart for mig selv! Lidt efter blev en fed ung strandhjejle nettet og efter det endnu en almindelig ryle og så nok en strandhjejle og så sluttede jeg showet af med en ederfugl, hvilket dermed blev dagens 3. nye mærkeart for Gedser!

Jesper Brinkmann
Foto: Jesper Brinkmann

fredag den 2. oktober 2009

Nok et par fine dage

Ung Husrødstjert
Rødhalsen med den kobberfarvede ring
30. sep til 2. okt.
Efter en stor dag - fuglemæssigt - kommer en lidt mindre, og det var også tilfældet den sidste septemberdag, hvor vi nåede op åpå 176: Denne dag var det ikke Jernspurv, der dominerede, men Rødhals og Gransanger, og igen en masse drosler på de første runder. Mest bemærkelsesværdigt var en Rødhals med ring, som Gert kom ind med og fortalte, at de ikke kunne aflæse. Det var ikke så sært, for det var en kobberfarvet stuefuglering uden indgraveringer! Den blev pillet af og skiftet ud med en af ZM's.
1. oktober var vi tilbage på lidt under 40 fugle, men dagen blev reddet af en Storkjove, som Louis opdagede trækkende vestpå, og som Brian og jeg nåede at se ud for stationen. Det er ikke hverdagskost på Gedser Odde!

Og endelig i dag med ret koldt vejr, der fik sat gang i fuglene, så dagen sluttede med, at vi havde 119 ringmærkninger, igen med Rødhals, Sangdrossel og Gransanger som topscorerne.

Stadig ingen Bryn eller andet spændende i garnene, og nu skal vi have rigtig regn og rusk.

Tekst: Hans Lind
Fotos: Asbjørn Jensen og Hans Lind