søndag den 31. oktober 2010

Nu er det rigtigt blevet efterår..

I går mærkede jeg 48 fugle på en ganske fin dag uden noget bemærkelsesværdigt.. Der var endda tid til at spise de basser som Per Bo Hansen så generøst havde medbragt. Jeg gav kaffen og vi fik en snak om "gamle dage" i blåvand... - Dengang der var havfugle til..
I dag har der ikke været tid til dagdrømmeri, tværtimod. Dagen startede med ca. 10 mærkninger af vindrossel og lidt solsorte. De første fuglekonger vimsede omkring og dagens 44 mærkninger af de små fjerbolde bidrog fint til at få tallene i vejret. Lidt op af formiddagen ringede Søren Klarskov for at fortælle, at han havde fanget en hvidbrynet løvsanger hjemme i haven. Nu må det da snart være tid til en af dem hernede også...
Om morgenen havde Jens Lind og Jørgen Munk lusket lidt rundt og kom forbi og spurgte om der var gang i biksen. - Der var fint gang i løjerne, og pludselig sad der 35 gråsiskener i det nye hejsenet. Efter at have tømt hejsenettet og et par andre kom Gert gående og sagde; " der hænger masser af fugle i det nye hejsenet"... - "Jamen, jeg har da lige tømt det", sagde jeg. Nå, endnu 40 gråsiskener kunne mærkes til glæde for DOF København, der kom forbi og fik set lidt fugle i hånden.
I alt blev der mærket 182 fugle på en rigtig fed efterårsdag på odden...

Dagens mærketal kan ses her.

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

fredag den 29. oktober 2010

Silkehaler hiver dagstotalen op...

Efter et par dage med arbejde på ringmærkningscentralen er jeg atter tilbage på Odden. Jeg vidste godt, at det havde været sløvt de seneste dage, men jeg håbede alligevel på en gennemsnitlig god dag, selvom det havde været sydvesten-dræber (vind) henover natten.
Kun lidt solsorte, et par enkelte rødhalse og en gransanger blev mærket de første mange timer. Op af formiddagen kom Gert med lidt isenkram, der skulle sættes op, hvilket vi klarede sammen imellem netrunderne. Der havde holdt en stor flok silkehaler til på omkring 60 fugle i de store udgåede træer i naboens have og de fløj tit ud for at fange insekter på bedste fluesnapper-manér. Ind imellem skete det, at de kom for tæt på nettet og i alt blev 8 silkehaler mærket i dag, hvilket bragte årstotalen for denne herlige art op på 24 ringmærkede fugle.

Benny kom forbi lige inden lukketid og fik med stort smil sat ring om en benet på en silkehale. Han havde to nye "Fugle i felten" med til GFU fra skovdistriktet - sådan!

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

torsdag den 28. oktober 2010

Få fugle i garnene, men dog et lyspunkt.

Rødtoppet FK han.
Torsdag d. 28.10. 2010.
Alene på stationen i dag, uden de store forhåbninger om ret meget at fange. Det kom desværre til at holde stik, selvom lydanlægget også i dag kom på arbejde ved hejsenettet. Da jeg snakkede med Benny ved 13-tiden, lige efter netlukning, kunne han lige netop slå mig med en enkelt fugl: 13-12! Senere nåede han helt op på 25, og det er ganske pænt for Ovstrup Skov.
Men min dag blev alligevel reddet, idet den ene af mine var en rødtoppet fuglekonge, den 8. på Gedser Odde i år.
Mellem netrunderne havde jeg gang i trillebøren: Stabilgrus blev hentet ved vores parkeringsplads og fyldt i de værste smathuller på kørevejen.
De næste dage kan kun blive bedre end de 2 foregående.
Tekst og foto: HLI

onsdag den 27. oktober 2010

Ned på - og i jorden igen!

Gert i gang med spaden
Onsdag den 27. okt. 2010.

Da Rune skal på ZM de næste dage, er jeg vikar på ringmærkningen. Det var dog ikke de største forventninger, jeg havde til dagens fangster, idet det blæste 10-15 sekundmeter fra syd, ikke den bedste retning, og det var svært at finde læ. Flere net måtte lukkes ned, da de konstant blev fyldt med blade. Efter den første times fangst var der ikke kommet mere end 7-8 fugle på bogen, så noget måtte gøres: På med grønsisken- og gråsiskenkald fra vores nye compterstyrede lydanlæg, og det hjalp da en smule på fangsten, men med dagens resultat på 23 stk. er der stadig et lille stykke vej til de 18.000 på Gedser Odde i år.
Pludselig stod Gert i døren, og mens flokke af finker og silkehaler strøg rundt over haven, enedes vi om at gøre noget ved de lydkabler, der endnu lå oven på jorden. Et par spader og et par timers arbejde i regnvejret, og så var den klaret! Nu mangler vi bare et beslag på en stolpe, så højttaleren kan hænges op.
Dagens mærkninger:
Fuglekonge 2
Gransanger 1
Rødhals 3
Gærdesmutte 1
Gråsisken 4
Grønsisken 8
skovspurv 1
Kvækerfinke 1
Bogfinke 1
Solsort 1

GFU-blog/HLI

I morgen ser ikke for spændende ud


tirsdag den 26. oktober 2010

En blandet landhandel landede en god dagstotal..

Alle net var sat 07.15 og Hans Lind dukkede op og var med fra første runde, som vi havde aftalt. Det havde nemlig været svag nordvestenvind henover natten og og erfaringen siger os, at det giver fyldte net. De første runder gik også hæderligt med en del rødhalse, lidt tidlige drosler og pludselig sad 12 skovspurve i H5. Gråspurven er ret sjælden herude, men midt på formiddagen var en hun strøget i Ø8 og kunne mærkes som stationens 13. i år.
Det var også dagen, hvor der gik papegøje eller kanariefugl i den. - Det startede med de nok mest farvestrålende fugle på vore breddegrader nemlig stillits - I alt blev 6 flotte farvelade-fugle mærket. Sidst på dagen, gik der for alvor papegøje i den da de 2 røde lorier, der var set tidligere på ugen, gav lyd fra sig fra æblehaven. Jeg forsøgte hurtigt at afspille kaldet på rød lori ved vores 2 hejsenet, men det lod ikke til at interessere de australske burfugle.

Takket være vores nye lyd-system kunne der sættes ring på 40 grønsiskener, hvilket trak mærketallene drastisk i vejret. Med en nymærkning af stor flagspætte før lukketid kom dagstotalen op på 193 fordelt på hele 25 forskellige arter. Se dagens mærkninger her.

GFU blog v. / Rune S. Tjørnløv

mandag den 25. oktober 2010

Så er der gang i den igen efter et par magre dage.

Mandag d. 25. okt.
Rune og jeg havde i går aftalt, at han skulle ringe, hvis der var brug for hjælp, så jeg sad parat til at svinge mig i cykelsadlen. Ved 9-tiden ringede han, og da jeg lidt efter var fremme, gik jeg straks i gang med mærkningen. Ved det nye hejsenet var der udover nogle mejser, rødhalse og fuglekonger også 2 skovskader, men den ene sad meget højt oppe, så den nåede at undslippe. Blåmejserne begyndte at trænge sig lidt på, ikke faretruende, men vi lukkede nogle net efter tømningen. Da jeg ville lukke H5, efter at den på forrige runde havde givet 9 skovspurve, sad der en fin kernebider hun, så nettet blev ikke lukket alligevel.

Kernebider hun, fugleverdenens "boltsaks"

Dagens overraskelser var endnu ikke forbi, for udover at aflæse en svenskmærket blåmejse lykkedes det, ved hjælp af det nye lydanlæg, at få lokket efterårets 2. silkehale i nettet!

Anders Zuschlag dukkede op om formiddagen og troede, at han kun skulle tage backup af databasen, men computeren ville ikke, som han ville, og så kunne han lige så godt hjælpe til med at plukke mejser - go' træning!

Topscorer i dag blev Blåmejse og Rødhals, hver med 81 stk, efterfulgt af Fuglekonge , Gærdesmutte og Skovspurv.
I alt 249 mærkninger af 22 arter, nærmere detaljer her

GFU'blog: HLI og RTJ

I morgen sker det - håber vi!

lørdag den 23. oktober 2010

Ny mærkeart for stationen

Det blæste 16-18m/s fra vest da jeg åbnede døren kl. 06.30 her til morgen og jeg havde ikke særligt store forventninger til dagen. Alligevel blev det en dag, jeg sent vil glemme, med en ny
mærkeart for stationen og så en flot gammel han i vinterdragt.

Bjergvipstjert 2k+ han. Foto: Philip Madsen med Runes kamera.
Jeg har haft besøg nogle dage af Philip Madsen, fra mit gamle stamhold på biologi, og han var den eneste udover jeg selv, der kunne nyde denne smukke fugl. Fuglen var hoppet i det nederste fag i N1 på bagsiden af pilehegnet og udgjorde GFU's mærkeart nr. 98 i år, hvilket er en tangering i artsantal af det tidligere rekord-år 2007.
Sidst på formiddagen ankom Gert til stationen, og sammen kom vi videre med at lave en permanent lyd-løsning ved begge hejsenet. Lyden kan styres fra en komputer fra stationen og nu kan vi spille stemmer ved begge hejsenet samtidig. Lyden går klart igennem og det "sparker røv" i forhold til den gamle model, hvor et billigt stereoanlæg skulle bæres ud i en sort plasticsæk, kun for at man kunne finde ud af, at cd'en havde sat sig i klemme i afspilleren. - Det bliver man hurtigt rød i hovedet af.
Mange tak til Clausjannic Labuz, der var hernede onsdag/torsdag og fik sat lydsystemet op, så der endelig kom gang i fuglekvidren ved nettene. Det skal nok give nogle siskener her sidst på sæsonen.
GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv

fredag den 22. oktober 2010

Trækfugletur

Fredag den 22/10 blev der afholdt trækfugletur med indlagt forevisning af ringmærkning. Omkring 18 personer var mødt op til et 3-timers arrangement, der startede i stationshaven, hvor ringmærkede fugle blev vist frem for publikum. Blandt de fremmødte, var bl.a. en tidligere ringmærker fra Gilbjerg fuglestation og hans kone. Der kunne fremvises både grønsisken og Dompap og pludselig var en skovskade (nr. 7 mærket i år) gået i nettet Ø4. Efter ringmærkningsdelen, gik Hans Lind og Louis med turdeltagerne ud på Odden for at se på træk. Udover de mange flokke af Bramgæs, blev en sortgrå ryle set stående på en af de mange bunkers udfor sydspidsens kyst. Helt ekstraordinert blev to ikke hjemmehørende røde papegøjer - 2 røde lorier set trække ud over havet fra spidsen.

Hvad gæsterne ikke nåede at opleve, var en silkehale, der var fløjet i det nye hejsenet og kunne ringmærkes først på morgenen, alt imens en havørn fløj lavt forbi over fårefolden.

GFU blog v. / Rune S. Tjørnløv

tirsdag den 19. oktober 2010

Opklaring ved middagstid gav 2 svenske mejser.

I morges var den helt gal med vejret. Det piskede ned og middelvinden lå vel på 15m/s fra sydvest, så det eneste jeg kunne gøre var at tage lygte og ketcher med på stranden for at fange vade- og andefugle. Stranden var bare helt tom, så jeg gik tilbage og fik et tiltrængt morgenbad - en luksus, der ikke havde været tid til længe. Derefter fik jeg tastet alle mine aflæsninger ind fra de store dage, så nu er jeg helt med igen med indtastningsarbejdet.

Lidt over middag skinnede solen pludselig og vinden havde lagt sig lidt, så jeg åbnede 8-9 net. I løbet af 3 timer, blev det til 73 fugle:

Gærdesmutte 1
Rødhals 3
Blåmejse 62
Musvit 3
Grønsisken 4

Imellem alle de umærkede mejser, sad også 2 fugle med svenske ringe. Oplysningerne er sendt til Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum.

Et andet og også meget spændende genfund, er den tidligere omtalte træløber, der bar en fremmed ring. - Fuglen blev mærket på Omø den 13/10 2010 og er så på præcis 4 dage fløjet til Gedser Odde, hvor den sad i nettet Ø8 på sidste netrunde.

Årstotalen for Odden lyder nu på 16647 mærkninger. - Uha, der er ikke langt til de 20kg.

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

mandag den 18. oktober 2010

Den største og farligste tornskade på besøg i nettet F4 - Av

Er den ikke flot som den sidder dér i hånden? - Og uskyldig ser den ud, den store tornskade. Jeg kan imidlertid røbe, at det kun blev til dette ene billede af hele fuglen, for dyret angreb nemlig mine stakkels klaverfingre ved først givne lejlighed og jeg var derfor nødt til at skille mig af med den i en vældig fart. Dette gjorde dog ikke oplevelsen mindre, men indgød en vis grad af respekt. Det er den første Store tornskade, der ringmærkes på stationen i år og fuglen udgjorde også en længe ventet ny mærkeart for mig, nr. 203 på WP-mærkelisten.

Om morgenen havde jeg haft besøg af Jesper Johannes Madsen fra Ringmærkningscentralen på Zool. Museum, og han gik med rundt og så til, at alt gik ordentligt for sig. Efter den første netrunde, hvor jeg indtil videre havde overlevet inspektionen fra øverste myndighed, begyndte der at komme blåmejser ned fra himlen. Jesper fik så lejlighed til selv at vise sit værd, og vi fik hurtigt tømt nettene sammen. I alt blev der mærket 66 blåmejser. Blandt dagens øvrige mærkninger var bl.a. stor og lille gråsisken samt endnu en træløber. I går mærkede jeg 5 træløbere og aflæste en træløber med fremmed dansk ring. Jeg har på fornemmelsen, at den kunne være fra Benny's have ved Ovstrup Skov, men uanset hvor den er fra, er det meget få aflæsninger, der findes på træløbere i DK.

Andre steder i landet er der i dag ringmærket eller set fuglekongesangere - sibiriske sangere, der er røget ud af kurs. Det kunne være rigtig sjovt, om der sad sådan en herude i morgen..

GFU blog v./Rune S. Tjørnløv

lørdag den 16. oktober 2010

Regnvejr, vadefugle og grill-pølser

Allerede natten til i dag var det begyndt at regne, og jeg havde heller ikke de store forventninger til morgenmærkningen, da DMI lovede regn, regn og mere regn. Det viste sig også hurtigt ved et vejr-tjek kl. 6, at det bedst kunne betale sig at kravle ned under dynen igen. Jimmy Skat gik på Odden for at tælle trækfugle og der kom rigtig mange fugle ud i regnvejret. Bl.a. fjeldvåge 88, rød glente 51, dværgfalk 4, blå kærhøg 7, rørhøg 1, trane 32 og ikke mindre end 11 rider, hvilket er meget usædvanligt på disse kanter. Af andre gode fugle, blev der set nordisk lappedykker, lapværling, pibesvane 25, lille fluesnapper og stor tornskade.

Kl 9 ankom foreningen vadefuglene + børnebørn, der måtte kæmpe sig vej igennem kraftige regn - og haglbyger. Heldigvis var der varm kaffe på kanden og foreningen havde selv medbragt kanelgifler og andre gode sager. Hans Lind forklarede vidt og bredt om de mange nye tiltag på Gedser Fuglestation, herunder webcam i redekasser, ny folder m.m. samt om sæsonens vilde ringmærkningstal.

Gert tømte sommerfuglefælden, der står i stationshaven, og fandt dette meget flotte eksemplar af Aprilgrøn ugle Griposia aprilina - en natsværmer, der trods navnet flyver om efteråret.

Omkring kl. 10 klarede det op og det væltede ud med finker, duer og rovfugle. Vi satte lidt net op og kunne hurtigt fremvise spurvehøg, træløber (3), gærdesmutte, rødhals, jernspurv og lille gråsisken. Vejret blev så godt, at der blev tændt op i grillen og alle fik sig en pølse med brød. De fremmødte stimlede sammen om grillen og fik varmet fingrene på en råkold, blæsende og regnfuld oktoberdag.

GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv

torsdag den 14. oktober 2010

Fint besøg, fjeldvåger og sjove net-fangster.

Efter et par arbejdsdage i København på Zoologisk Museum er jeg igen tilbage på Odden. Man tør jo ikke andet, når Hans Lind disker op med natravn og andre gode fugle, når jeg er væk et kort øjeblik. - Så må jeg nøjes med at savle over billederne og glæde mig til det bliver min tur.

Jeg havde fået besøg af Søren Klarskov fra Sydvestsjællands-gruppen, der skulle være med til dagens ringmærkning.
Morgenen startede noget søvnigt, og der var ikke det store morgentræk af småfugle igennem haven, men derimod blev 2 engpibere, 3 skovskader og en misteldrossel mærket først på morgenen. - Begge meget fåtallige arter i nettene, der lunede på en kold morgen. Også en ivrigt kaldende og fritsiddende lille fluesnapper løb med opmærksomheden. Louis forsøgte at optage fluesnapperens kald, men den var vist ikke meget for at bruge mikrofonen.

Allerede fra tidligt på morgenen kom der rigtig mange fjeldvåger ud over Odden og imponerende 244 individer blev bogført af observatører Jimmy Skat og Preben Berg på Odden. Det er første gang her i efteråret, at der for alvor ses fjeldvåger på Odden. De er på vej til deres overvintringsområder i Mellem- og Øst-Europa. En Havørn og en Vandrefalk trak ud i løbet af dagen og op imod 40 røde glenter, en blå kærhøg og en dværgfalk sås trække forbi haven på en meget speciel dag, hvor der tydeligvis er sket et markant skifte af arter og antal.

Omkring kl. 13.30 startede dagens arrangement med foredrag om fuglestationen og det videnskabelige arbejde. Det meget interesserede publikum var 4 grupper á ca. 15 embedsfolk bl.a. fra den kommunale miljøafdeling, der først var en tur i fyret for at nyde udsigten udover Sydfalsters storslåede natur.
Alle 4 grupper fik forevist spurvehøg i hånden (3 forskellige fugle), samt et udsnit af årstidens trækfugle såsom rørspurv, gærdesmutte og fuglekonge.

Det har været sjovt at se, hvordan sammensætningen af fugle ændrer sig henover efteråret, men også bare fra den ene dag til den næst-følgende. Gad vide hvad morgendagen bringer...

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

onsdag den 13. oktober 2010

Stationens 3. natravn mærket - Nu med billeder!

Onsdag d. 13/10 2010: Jeg er selv på farmen, men med mulighed for asssistance med at mærke eventuelle fugle. Jeg satte 9 net til en start - overvejede bla. F4, men gjorde det alligevel. Det viste sig lidt senere at være en god disposition!

Anders Prehn dukkede op lige ved daggry, og han ville godt med på første runde. F3 gav en aflæsning af en rødhals fra i går, og i F4 sad der noget, der på afstand lignede en drossel, så ganske roligt hen og pille den ud. MEN - det var ikke en drossel, men derimod stationens tredie natravn gennem tiderne - og min fjerde! Tilmed en meget sen fugl, den 4. seneste ifølge DOF-basen.


De nærmeste ornitologer på Odden blev orienteret, og hurtigt ankom Gert, der hermed fik sin første natravn på Lolland-Falsterlisten. Vi slap fuglen i nærheden af nogle udgåede træer, men nej, den fløj den anden vej og forsvandt over huset. En halv time senere fandt vi den siddende på det sammenrullede Ø11, men kun kortvarigt, for den forsvandt mod de høje sølvpopler. Asbjørn dukkede op lidt efter, og han ville kigge efter den i træerne, mens der blev ringmærket videre.

Ved 9-tiden kom et ægtepar fra Roskilde, og de havde på Odden hørt om natravnen, så den ville de da gerne se. Da jeg ikke vidste, hvor den lige nu befandt sig, fik de tilbud om at gå med på en runde, og minsanten om den ikke IGEN sad i F4!!! Alle, også Asbjørn, var glade, og efter et par fotos mere fløj den op og satte sig i en død elm i fyrhaven, desværre kun et halvt minut, hvorpå den forsvandt længere ind i haven.
Fuglen var uden hvide pletter på vinger og hale, men med antydning af et par lyse pletter på struben.



Resten af dagen gik stille og fredeligt, med 4-5 glenter overflyvende og en masse bramgæs og blisgæs.
Små 80 fugle mærket i dag. Udover natravnen var det almindeligheder, men dog en spurvehøg og til sidst en ringdue i Ø11.

Der opdateres senere med fotos fra dagen.

Hans Lind - gruppens natravnemærker! :-)

tirsdag den 12. oktober 2010

Mosehornugle på afveje

Skovskade 1k - med uregelmæssige striber i det blå felt

2 misteldrosler - ny mærkeart for Brian! :-)

Tirsdag den 12/10 2010.
Vi havde set frem til en kanon-dag med svag vind fra nord, mosekonebryg og den første nattefrost. Vejret var stille, og det var fuglene osse: Kun enkelte rødhalse tikkede fra buskene. De 8 åbnede net blev hurtigt til flere, og Rune kunne rolig køre til ZM ved 9-tiden. Ingen sved på panden, bare helt stille og roligt i det skønne efterårsvejr.
Alligevel blev det en dag, som Brian og jeg ikke glemmer lige med det samme. De trækforsøgende skovskader gik ind imellem faretruende lavt over haven, og pludselig var der bid - bogstavelig talt: En skovskade hang i Ø6 ret kort tid efter, at en spurvehøg hun kunne hentes i N8.
Næste runde var mere nervepirrende, idet der pludselig lettede en mosehornugle foran os, mens vi var på vej hen imod den nye hejsenet - og hvad skete: Den røg i nettet øverst oppe for et kort øjeblik efter lige så elegant at forlade det igen! Øv -øv - øv! Det ville ellers have været ny mærkeart på Gedser Odde. Den sidste jeg havde fat i, var på Kroghage i 1988, da Rolf og Kasper tilbragte et helt ringmærkningsefterår i Gedser.
Nå, vi får den måske i morgen!
Kl. 12.30 besluttede vi at gå på lukkerunde, og det var ikke helt ringe, for i det gamle hejsenet N3 kunne Brian plukke 2 misteldrosler - en tredie fløj selv ud af nettet. Det er forøvrigt første gang, at vi har kunnet mærke mere end 1 mistel på en sæson, i dette efterår er det blevet tilhele 3! Mens han var ved at mærke dem, kunne jeg stille og roligt pille en af dagens mange blåmejser ud af selvsamme net, og det var sørme én med svensk ring!
Dagens fangster i uddrag:
149 nymærkninger, 20 arter: Blåmejse 43, rødhals 38, gransanger 15 samt korttået træløber 1, skovskade 1 og misteldrossel 2.
Desuden aflæste vi en Lille Flue, som Stig havde mærket her for en uge siden.

GFU-blog v/HLI og BMP
Fotos: HLI (mobiltelefon)

mandag den 11. oktober 2010

Russisk juvel på visit i Gedser!

Blåstjert 1k (I skopet blev der set "drosselpletter" på de store dækfjer). Foto: Hans Lind

Her er den i lidt bedre lys. Foto: Frants Korczak

Lørdag den 9/10 2010 blev en mærkedag af de helt store: Beskedne 161 nymærkninger, men det, der overstrålede det hele var, at Ole og Ann mødte op på GFU ved middagstid og kunne meddele, at de havde set en helt sikker BLÅSTJERT lige nord for Gedser Lystbådehavn! Vi gik straks i gang med at lukke net, så vi kunne genfinde fuglen - en art, som jeg har drømt om at se i mange år.
Ved Vesterhave, hvor den var set kl. 11.15, stod vi ca. 12 håbefulde ornitter og spejdede i øst og vest. Undertegnede var på et tidspunkt ca. 100 m nord for gruppen, da de råber, at nu er den fremme i en udgået hyld. Pga. modlys ser jeg den ikke, det gjorde derimod alle de andre, og jeg måtte nøjes med at savle lidt over Bennys dogmefoto af fuglen. Der gik så yderligere en time, og da kom den igen ud på grusvejen adskillige gange og lod sig beundre af de nu 25 fremmødte. Denne gang blev jeg ikke snydt for det smukke syn, og den stationære fugl blev set fint resten af eftermiddagen. Det er blot det 13. fund i Danmark og det første her på Sydhavsøerne.
Vi siger tak til Ole og Ann for deres flotte indsats med at finde denne perle og dele oplevelsen med os andre. Stjerten blev ikke fundet den følgende dag, selvom mange var mødt frem ved Vesterhave.

På grund af overvældende store fangster kun denne korte dagbog for de sidste 4 dage, største tal og lidt usædvanlige fangster:

fredag 8/10: 868 mærkninger, 16 arter: Fuglekonge 247, Blåmejse 184, Gransanger 182 og Grønsisken 163.

lørdag 9/10: 161 mærkninger, 19 arter: Fuglekonge 75, Blåmejse 29 Skovhornugle 1.

søndag 10/10: 714 mærkninger, 13 arter: Fuglekonge 485, Blåmejse 77, Rødhals 62. Vi havde trækfugletur med 8 deltagere, der fik vist en masse fugle, bla. godt rovfugletræk

mandag 11/10: 376 mærkninger, 22 arter: Rødhals 105, Fuglekonge 99, Blåmejse 59, en sen Tornsanger og 3 Træløber. I dag var Højskolen Marielyst igen på besøg med et lille hold trofaste kursister.

GFU-blog v/Hans Lind.

torsdag den 7. oktober 2010

07.10 Det begyndte langsomt

Græsset var endnu vådt da nettene blev sat, men regnen var stilnet af allerede ved 4-tiden. Vinden var kun en skygge af sig selv, så vi kunne se hen til en dag uden alt for mange blade i netposerne.

Der var ikke meget liv i buskene ved daggry - kun en enkelt rødhals kniksede - eller rettere en i hver ende af haven.
De første runder gav ikke meget, men der var en tendens til at vi ville få et uventet forbrug af p-ringe. Da standarttiden udløb kl. 11:30 havde jeg brugt 60 p-ringe af 76 mærkninger. Alt sammen på fuglekonger og gransangere. Det var tilsvarende for Hans, der kunne supplere med efterårets 8. lille fluesnapper samt en træløber.
Hen på formiddagen fik vi så lidt støvregn, og vi lukkede de fleste af nettene, så vi kørte med laveste standart.

Over middag dukkede Brian op. Regnen var hørt op forlængst, og han var opsat på at genåbne nogle net og håbe på miraklerne. Disse udeblev dog, men ved 14-tiden blev stationshaven pludselig angrebet af et par flokke grønsiskener, der syntes at de absolut trængte til en tur i 'hængekøjen'. I de næste par timer ringmærkede vi omkring 130 grønsiskener, der hovedsagelig havde lagt sig til hvile i N2 og N3. Heldigvis er grønsiskenen er samarbejdsvillig fugl, så operationen gik let og ubesværet. Men det var et par travle timer.
Da vi lukkede nettene kl. 16:30 turnerede flokke af grønsiskener stadigvæk i og over stationshaven.
Vinden var helt nede på 2 m/sek. Vi har forventninger til imorgen.

I dagens løb var der et stort træk af småfugle mod sydpynten. Fortsat mange landsvaler og sværme af grønsiskener. Observatøren på sydpynten melder om ca. 10.000 trækkende grønsiskener, ca. 30.000 bogfinker og 500 hvid vipstjert. Desuden 1 sølvhejre og 1 havørn - blandt mange andre arter.

Dagens mærketal:
Gærdesmutte 2
Jernspurv 1
Rødhals 1
Rødstjert 1
Sangdrossel 2
Gransanger 42
Løvsanger 3
Fuglekonge 104
Lille Fluesnapper 1
Blåmejse 31
Musvit 2
Træløber 1
Bogfinke 2
Grønsisken 150
----------------------------------
14 arter 344


Stig Jürgensen
C-160
Brian Maar
C-797
Hans Lind
A-

onsdag den 6. oktober 2010

06.10 Så kom der fugle igen

Efter et par mindre produktive ringmærkningsdage p.g.a. den vedvarende hårde blæst (10-13 m/sek) fra sydøst, så vendte fuglene idag tilbage til Gedser Fuglesstation. Men vi kom til at vente det meste af formiddagen før der skete noget.

Og dog - for natten var dårligt blevet til skumring før der sad en lille fluesnapper i Ø04. Den eneste fugl på dagens første runde. Det tydede jo godt, men de næste runder indtil kl. 09 gav stort set ingen fugle, udover en smuk spurvehøg han 1k. Så forventningerne til dagen var ikke for høje.
De næste par timer gik det kun trevent fremad, men til gengæld blev vi belønnet med endnu en lille fluesnapper og endnu en spurvehøg. Og så kom dagens måske mest spændende fugl - en ung rødrygget tornskade. En krigerisk skønhed med et bid, der kan mærkes. Vi slog op i stationens analer og fandt at dette var den seneste rødryggede tornskade, der nogensiden er fanget på Gfu. Det var vi svært tilfredse med.

I samme periode fangede vi en svensk mærket blåmejse.

Ved 12-tiden begyndte det så at vælte ind med mejser. Først en flok halemejser på 7 stk, der senere blev til 9. Og så var der bare blåmejser overalt. De kom - som altid - lige ud af den blå himmel uden varsel. Heldigvis havde vi kun åbnet 11 af nettene - og heldigvis ankom mejserne løbende hen over eftermiddagen. Så vi havde travlt uden på noget tidspunkt at være presset. Fra kl. 13 til kl. 16 fangede vi udelukende blåmejser til mærkning, samt enkelte kendinge af andre arter til aflæsning.
Vi lukkede nogle af nettene efterhånden som de blev tømt for fugle og kl. 16 besluttede vi at lukke de sidste net. Vi kunne ikke rumme flere blåmejser på en dag.

Dagens ringmærkninger:
Spurvehøg 2
Jernspurv 1
Rødhals 1
Sangdrossel 2
Munk 2
Gransanger 5
Løvsanger 4
Fuglekonge 10
Lille fluesnapper 2
Halemejse 9
Blåmejse 167
Musvit 7
Rødrygget tornskade 1
Bogfinke 2
Kvækerfinke 1
Grønsisken 7
-------------------------------
16 arter 223


Stig Jürgensen
C160
Brian Maar
C-797

mandag den 4. oktober 2010

Mejser og skærmtrolde

Endnu en gang var nettene sat kl. 06.20 i håbet om at en skovhornugle ville udnytte den sidste nattetime til at jage i haven. Skovhornuglen udeblev og dagen startede i det hele taget meget sløvt. Derfor blev der tid til at tænde vores nye skærme i mødelokalet, der er koblet til webcams i 2 forskellige redekasser monteret på husvæggen og minsandten om der ikke allerede var gået en spurv i kassen, få dage efter opsætningen. Det var en skovspurv, og den bruger flittigt den ene af kasserne, der sidder på husets langside. Det er rigtigt sjovt at følge med, når spurven begynder at vågne om morgenen og skal ud af fjerene...
Efter de første stille timer, skete der pludselig noget. - Spurvehøgene begyndte at flyve i spurvehøgenettene og der kunne mærkes imponerende 8 fugle. Ellers løb mejserne med al opmærksomheden med dagens 99 mærkede blåmejser. Dagens total sluttede på 143, hvilket er ganske godkendt her midt i sydøsten-stormen.
GFU blog v. /Rune Skjold Tjørnløv

søndag den 3. oktober 2010

Misteldrossel, skovskader og finsk spurvehøg

Efter nogle vilde dage med store mængder af fugle, er vinden gået i sydøst og antallet af mærkninger ligger nu på et noget mere beskedent niveau.
I stedet for store mængder af trækfugle, har flere usædvanlige arter løbet med opmærksomheden. Den 29/9 blev der mærket en ung Misteldrossel helt tidligt om morgenen -en ud af mange overflyvende mistler, der var gået ned i haven.

Rune med Misteldrossel 1k. Foto: Hans Lind.

Ringmærkningstotalen den 29/9 var også helt forrygende med 606 mærkninger, herunder en skovhornugle, som Hans Lind kom ind med under armen, da han ankom til stationshaven på cykel kl. 06.30.
På den sidste dag i september, blev der også mærket mange fugle. Efterdynningerne fra de store trækdage gav endnu en god mærkedag med 199 mærkede fugle, her iblandt en lille gråsisken. Desværre ville nr. 200 ikke flyve i, inden nettene blev pakket sammen.
Oktober startede brat med en Lille fluesnapper på allerførste runde, der gjorde sit til at kick-starte endnu en god måned. Dagen sluttede med 161 ringmærkninger, hvilket også er ganske pænt, men i forhold til de helt store dage med omkring 800-1000 mærkninger, synes det ganske lidt. - Ja, man bliver hurtigt godt forvent.
Fredag eftermiddag fik vi besøg af Åse og Jørgen, der har gæstet stationen flere gange i år. - De kunne jo se på bloggen, at der var gang i løjerne, og hvem vil ikke gerne opleve det på nærmeste hånd. En gruppe fra Dof-Vestsjællands ungdom havde booket en guidet tur og de fik fuld valuta for pengene, da 3 skovskader pludselig kunne fremvises. Det er bestemt ikke hverdagskost med skovskader i nettene, men der er gode chance for at mærke flere af disse meget smukke fugle, da der er invasionsagtige tendenser i gang i Skandinavien. Da vi sad og ringmærkede skovskader, kom Gert pludselig ind med et stort smil om munden og en stor spurvehøg hun i den ene hånd. - Det var en flot fugl, men det der virkelige lunede på en kold efterårsdag, var det faktum, at fuglen bar en finsk ring om benet. - Se billeder af den finske spurvehøg og skovskaderne i GFU's galleri.

GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv

fredag den 1. oktober 2010

Nybyvej 51. September måned.


Denne måned har været super, selvom jeg har været en tur i Jylland, og har hjulpet til, nogen få dage på fuglestationen. Det er blevet til hele 21 arter, fordelt på: Musvit 71 - Blåmejse 34 - Skovspurv 56 - Rødhals 49 - Munk 31 - Dompap 2 - Spætmejse 7 - Sumpmejse 4 ( nr. 87 - 88 - 89 - 90 mærket på matriklen ) - Havesanger 4 - Kernebider 1 - Bogfinke 4 - Grønirisk 7 - Sortmejse 2 - Løvsanger 2 - Broget Fluesnapper 1 - Rødstjert 2 - Tornsanger 1 - Gransanger 11 - Stor Flagspætte 1 - Sangdrossel 1 og Gærdesmutte 1.
I alt 292 ringmærkede fugle og kun 11 fugle er blevet aflæst.
Jeg undre mig over, at der har været så mange nye Spætmejser, så de må havde haft et godt år, og det er ligeledes fantastisk, at kunne mærke 90 forskellige Sumpmejser, på denne lille matrikkel, enda med næsten ingen genmeldinger.
Min specielle Havesanger med Belgisk ring, har jeg ikke set noget til, men til gengæld har jeg haft besøg af fluesnappere - Rødstjert og Tornsanger.
Her i sidste del af måneden, har der været godt besøg af rastende Ringdue, få Hulduer har kunne ses i flokkene, mange Sangdrosler og helt op til 5 Misteldrosler har også rastet, for derefter straks næste morgen, at fortsætte deres tur sydover.
Det vildeste var, at kunne sidde i haven, høre og ses over 3000 Bramgæs trække sydvest, fantastisk.

Benny.