torsdag den 22. oktober 2009

Højskolens Løvfaldskursus på besøg.

Efterårets 2. Lille Gråsisken
Torsdag den 22. okt.

Der ringmærkes pt. lidt mere sporadisk på Gedser Fuglestation. Det kniber i den grad med at skaffe kvalificerede ringmærkere, der ikke er arbejdsramt eller på anden måde forhindret i at tage en tørn på stationen.

Men i dag var vi 3, der tog imod Marielyst Højskole med de 36 kursister på deres Løvfaldskursus - meget aktuelt, for det blæste kraftigt fra øst, og sølvpoplerne havde netop i dag aftalt med hinanden, at bladene skulle smides, med det resultat, at vi efter 1. netrunde var nødsaget til at lukke 3-4 net, der allerede var helt fyldt med blade!

Inden de kom, kunne vi glæde os over hele 14 Røde Glenter, der kom flaksende lavt over fårefolden og trak ud, og mens besøget varede, kom der nogle flere, som alle fik set rigtig godt. Vi kunne også vise dem Rødhals, Fuglekonge, Gransanger, Grønsisken og Vindrossel i hænderne, heldigt nok, for det døde helt ud ved halv elleve-tiden.

Det blev til 27 nymærkninger i dag.

På Odden blev det til 24 Røde Glenter udtrækkende samt Blå Kærhøg og nogle Spurvehøge. Endvidere en Ride og blandt andet en flok på 60 Bjergænder, hvilket er mange trækkende i en flok på disse kanter.

Gert, Louis og Hans



Ingen kommentarer: