fredag den 10. december 2010

Tid til aflæsninger

Kong vinter er over landet og Gedser Fuglestation har gjort det de fleste andre ringmærkningsgrupper kun drømmer om - nemlig at runde 20.000 mærkede fugle på et år! Derfor kan vi nu også bruge vores kræfter på andre ting, og med det specielle vejr vi har for tiden er det meget vigtigt at så mange danske ornitologer som muligt trækker huen godt ned over ørerne og begiver sig ud i vinterkulden for at aflæse ringmærkede fugle! For selve mærkningen af fuglene er kun en del af jobbet, vi behøver også i den grad at fuglene bliver aflæst, for at finde ud af hvordan de bevæger sig, og hvordan de klare sig og hvor gamle de bliver!
Denne kaspiske måge er mærket i november 2010, men endnu ikke aflæst - bliver du den første der aflæser den?

Alle kan aflæse fugle! Det er primært de større fugle som svaner, gæs, ænder og måger folk kan aflæse med deres kikkert. Der er de senere år (og også de sidste par uger) mærket rigtigt mange af disse arter både i Danmark og i vores nabolande! Så der er masser af fugle at gå igang med!
Denne bramgås kan nemt aflæses hvis blot man har en kikkert eller et teleskop!

Der er masser af ornitologer der ser mærkede fugle hver eneste dag, men desværre har folk det med ikke at skrive ringnumrene op eller at glemme at sende dem ind. Formentlig skyldes dette at folk tænker at der nok også er andre der ser den pågældende fugl og at de derfor ikke behøver sende den ind. Imidlertidigt vil vi gerne have så mange aflæsninger som muligt på fuglene, og desuden er der meget få der sender aflæsninger ind, så det er en dårlig undskyldning for ikke at sende ind.

At man engang imellem kan finde noget virkelig spændende beviste Asger idag, hvor han igen besøgte Universitetsparken i Århus. Her havde han nemlig set en mærket gråand igår.
Igår havde han dog ikke fået aflæst nummeret, så han måtte afsted igen idag. Det viste sig, at anden var mærket i Belgien, så selv blandt "parkænderne" kan der altså gemme sig noget sjovt!

Der findes forskellige hjemmesider med lidt hjælp til når man er ude og aflæse. En af disse er
www.holmer.nl/birdrings.htm hvor man kan se eksempler på metalringe brugt rundt omkring i verden. Hvis det er farveringe kan man besøge siden http://www.cr-birding.be/, hvor man kan se alle farvemærkningsprojekterne i Europa.
Alle aflæste fugle skal genmeldes til zoologisk museum, hvilket blandt andet kan gøres her: www.zmuc.dk/ring/genmeldingsform.asp

Så på med huen og kom ud og aflæs fugle!

Jesper Brinkmann

onsdag den 8. december 2010

20.000 for Gedser Odde er nu en realitet... Og hvilken én...

Her til morgen, var vi naturligvis spændte på, hvad fugl nr. 20.000 for Gedser Odde skulle vise sig at blive......
Hvad gemmer der sig mon i posen? Fotos: Stig Jürgensen.
Da vi havde sat nettene, stod jeg som så mange gange før og satte kaffe over i køkkenet. Ud af vinduet kunne jeg se en stor finke med kraftigt næb hoppe rundt ude ved foderpladsen. - Det var en kernebider og den var ved at gå ind under det hjemmelavede sænkenet, som jeg få dage forinden havde hængt op. Stig kom ind med en silkehale, som fik ring på som nr. 19.999 - En flot 1k hun.
Kernebider-fangsten var ved at udvikle sig til et spændingsdrama og Stig og jeg tog plads ved hvert vores vindue. Jeg råbte ud til Stig; " har den røven indenfor?" Ja, det havde den og vupti blev fælden udløst og fangede kernebideren! Fugl nr. 20.000 mærket på Gedser Odde i 2010 og samtidig den første fugl, jeg nogensinde har fanget i mit sænkenet.


Ring nr. 20.000 sættes på.. Det havde kunnet ses på ringmærkerens brede smil, men det kunne simpelhen ikke være på billedet. Fotos: Stig Jürgensen.

I løbet af dagen blev der mærket pænt med grå- og grønsiskener, nogle dompapper, solsorte og grønirisker. Alt i alt en rigtig flot dag med alsidig fangst af vinterfugle - dagens mærketal endte på 47 og kan ses i dofbasen.

Gedser Fuglestation er rigtig glade og stolte over at være kommet med i "klub 20.000" - Det er mange år siden, at der er mærket så mange fugle på et år, et sted i Danmark. Det er resultatet af et rigtig godt år, med masser af fugle, god dækning og en stor og stærk gruppe omkring Gedser Fuglestation, der har gjort dette muligt.

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

tirsdag den 7. december 2010

13..12..11..10..9..8..7..6..5..4..3..2..

Tallene taler for sig selv.. Vi mangler stadig 2 fugle for at nå de 20kilo for stationshaven, selvom vi blev ved det meste af dagen... I stedet blev 8 net taget ind for vinteren og hængt til tørring på loftsrummet og er dermed klar til reperation inden de skal ud og arbejde igen til foråret.

Både Benny, Stig og Gert har været hernede i dag, men lige meget hjalp det... - Vi mangler stadig 2 fugle, men mon ikke de 20kilo realiseres indenfor første time i morgen...

Hvilken fugl får ring på som nr. 20.000? - Følg med på bloggen.

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

mandag den 6. december 2010

God fangstdag giver håb om runde tal i morgen...

I morges da jeg vågnede skinnede solen, og det blæste næsten ikke, så jeg fik hurtigt hevet højttaleren frem og sat grønsisken og gråsisken på ved begge hejsenet. Det gav hurtigt pote og allerede på første runde sad der 35 gråsiskener i det nye hejsenet. Også en flot han kvækerfinke blev mærket og i løbet af dagen kom mærkningstallene op på hele 70 fugle. - Så nu er jagten på de 20.000 mærkninger for stationshaven (Gedser Odde) i 2010 for alvor gået ind.

Faktisk er vi nu så tæt på, at det kan ske hvert øjeblik... Der mangler bare 13 fugle, så det må siges at være meget overkommeligt.

Bliver de 20.000 nået for stationshaven i morgen? - Følg med på bloggen....

GFU blog v./ Rune Skjold Tjørnløv

onsdag den 1. december 2010

Nybyvej 51. November måned 2010


Det har været lidt op og ned, i denne måned, nogen dage med få fugle og andre dage med over 30, men det er da blevet til lidt, 370 fugle ringmærket: Musvit 124 - Blåmejse 67 - Skovspurv 45 - Skovspurv/Gråspurv 1 - Solsort 4 - Grønirisk 46 - St. Flagspætte 2 - Bogfinke 44 - Fuglekonge 1 - Rødhals 9 - Kvækerfinke 7 - Sortmejse 5 - Dompap 9 - Spætmejse 1 - Gærdesmutte 1 - Lille Gråsisken 1 - Grønsisken 1 - Munk 1 ( meget sen fugl ) - Gulspurv 1.
Ialt 370 mærkninger. Jeg har aflæst 33 fugle, de 32 var egne fugle, men 1 svensk Blåmejse, havde fundet vej til haven.
Jeg er meget forundret over de mange nye Dompap i haven, til gengæld har der næsten ikke været nogen Gulspurve, er de virkelig gået til sidste år, eller vil de først komme, når de ikke kan finde mere føde, ude i det åbne land.
I de aller sidste dage i måneden, blev det også til ringmærkning af Lille Gråsisken og Grønsisken, de har godt nok hver dag fløjet over huset, men ikke før fundet vej til foderpladsen.
Mærkning af Munk, den 30/11 høre vel også til sjældenhederne, men alt kan jo ske her ude i skoven. Nu mangler jeg bare, at der også dukker Kernebider op, der har godt nok rastet 4 - 6 i de store Egetræer og Fuglekirsebær tæt på huset, men ind til videre kan de nøjes med knopperne derfra, men på et tidspunkt får de vel igen smag for Solsikkefrø, så jeg får mulighed for at få et par stykker i garnene.
Nu er det så blevet vinter, det bliver spændende at set hvad December kan give, af sjove fugle.
Benny.

fredag den 26. november 2010

Første milepæl i hus.. **20kilo**

I dag skete det, som vi alle har gået og håbet på - og så endda en hel måned før deadline. De 20.000 mærkede fugle blev nået! Det er aldrig sket tidligere i Gedser Fuglestations historie, den tidligere rekord var på omkring 14.400 og fra år 2007.
Den 24/11 havde jeg mærket 36 fugle, og der manglede nu bare 137 fugle for at runde de 20 kilo på Gedser Fuglestations område.
I morges da jeg vågnede ved 8-tiden havde Hans sat lidt net op og lyden kørte, så det var bare med at komme ud af fjerene og hjælpe til med at plukke grønsiskner ud af nettene. Benny kom kort efter og sammen kunne vi gå i gang med den ene flok grøn- og gråsiskner efter hinanden, der sad klistret omkring hver højttaler ved de to hejsenet.
Det lykkedes også at mærke 41 grønirisker, der havde fundet vej til foderpladsen og efterfølgende til H2.
I alt blev der mærket imponerende 332 fugle på en kølig, men fantastisk flot november-dag, der skriver sig ind i GFU's historiebøger. Når man ikke har så meget tid at give af, må man jo bare være effektiv, når der ind imellem skal mærkes fugle.

Gedser Fuglestations område: 20.195 mærkninger.
Stationshaven, GFU: 19.911 mærkninger.

- Vi mangler nu bare 89 mærkninger for at runde de 20kilo for haven alene, og med en måned tilbage er det vel næsten uundgåeligt.

De arter, der er mærket flest af er ....

Rødhals 2871
Løvsanger 2512
Blåmejse 2459
Fuglekonge 1685
Grønsisken 1658
Musvit 948
Gransanger 868
Jernspurv 765
Gråsisken 576
Tornsanger 538
Gærdesanger 534
Havesanger 495
Munk 461
Kvækerfinke 401
Gulbug 376
Rødstert 374
Bogfinke 337
Broget fluesnapper 297
Gærdesmutte 217
Skovpiber 157
Spurvehøg 75

Eller med andre ord - Der har været helt vildt mange af næsten alle arter..

I morgen er der årsmøde i ringmærkerforeningen, så der er hviledag, men så skal de 20kilo. for stationshaven også nåes i dagene efter.. Følg med på bloggen... Måske fanges der en perleugle om lidt... - Der er i hvert fald net op og gang i lydanlægget...

GFU blog
v./ Rune Skjold Tjørnløv

onsdag den 24. november 2010

Spansk rødhals

Så har også jeg fået min første genmelding. Fra den spanske rødhals vi (HLI og jeg) på GFU fangede og aflæste d. 29. marts 2010. Rune genfangede den for øvrigt nogle dage senere.

Art: Robin - Erithacus rubecula
Køn: Unknown
Alder: Born in 2006
dato: 9/10 2006
Sted: Illa de Buda, Sant Jaume D'enveja, Tarragona, Spain
Koordinater: 40.42N-00.43E

Afstand: 1754 km (25 gr. NNE)
Tid: 3 år, 5 måneder og 20 dage (1267 dage)

Og af alle steder - ringmærket på Ebro-deltaet, hvor jeg har været adskillige gange og ynder at afholde mine sommerferier. Verden er sandelig lille!
Måske endda ringmærket af Iben eller Cristian?

Clausjannic

mandag den 22. november 2010

Ikke flere "små grå" til den herre.. - kun grønne...

I dag var der lovet opfriskende vind fra nordøst, og allerede fra morgenstunden blæste der en jævn vind. Jeg satte ca. 10 af de bedste net op, men det skulle vise sig at næsten alle dagens 55 mærkninger sad omkring højttaleren ved det gamle hejsenet. Hele 50 ud af dagens 55 mærkninger var grønsiskener. - De reagerer meget kraftigt på de afspillede kald og så sætter de sig gerne i toppen af nogle elletræer, hvor de tager for sig af retterne - elleraklerne.

I dag blev der gjort klar til vinterfodringen og dermed vinterfangst, idet DMI lover dagsfrost senere på ugen. - Jeg har selv travlt med at skrive BA-projekt, så mærkningen er åben for den/de ringmærkere, der måtte have lyst.

Dagen blev afsluttet med en svensk mærket blåmejse, en 1k hun. - Dem har vi snart haft nogle stykker af.

Nedtælling:

GFU's område: 19.829
Stationshaven, GFU: 19.543

GFU blog
v./ Rune S. Tjørnløv

søndag den 21. november 2010

Nu er der ikke langt igen...

Jeg er atter tilbage til stationen efter nogle dage med arbejde på Zoologisk Museum og fest for Biologisk Institut. Det var rart at se, at der stadig er en verden udenfor Gedser Fuglestation, selvom det stadig er på GFU, at det virkelig rykker...
Svag nordenvind lovede godt, men de store fangster udeblev til omkring klokken 9, hvor 15 silkehaler var fløjet i F4 på én gang. I alt fik 18 af disse fantastiske fugle ring på i dag, og hele dagen var der en stor flok i haven, der gik faretruende lavt henover toppen af nettene.

Omkring klokken 10 skete der endelig noget, og herfra gik det stærkt med at pille grøn- og gråsiskener ud af de to hejsenet. Gert kom som så ofte før og gav en hjælpende hånd. I alt blev der mærket 212 fugle, hvilket igen, igen er helt vildt i november, men det er vi ligeglade med her på Gedser...

Vi er nu meget tæt på at runde de magiske 20.000 ringmærkede fugle på 1 år.

Nedtællingen er begyndt..... her kommer lidt årstotaler:

GFU's område (inklusiv Gedser by): 19.774 mærkninger
Stationshaven, Gedser Fuglestation: 19.488 mærkninger

Følg med på bloggen og vær med til nedtællingen mod de 20kg.

Se dagens øvrige mærkninger i Dofbasen.

GFU blog v. / Rune Skjold Tjørnløv

lørdag den 20. november 2010

Den gode og den onde

Adult han silkehale
Årets 2. mærkede stor torn
Lørdag d. 20. november. Endnu et par dage er gået med regn og blæst, men i aftes stilnede det af, og i morges var det stort set vindstille - med andre ord, perfekte rammer for fuglefangst. 20 minutters siskenkald var nok til at fylde N2 og N3 med 130 fugle, så Gert blev hidkaldt, og Benny indfaldt sig også lidt senere.
I første omgang var det udelukkende grønsisken, der blev fanget, men silkehalerne havde kig på områdets røde bær, og minsandten om der ikke var bid i Ø3: 10 stk på én gang.
Lidt senere var det gråsisken, der dominerede fangsten. På et tidspunkt kom der en stor tornskade til den ene ende af N2, hidlokket af grønsiskenerne, men den gik ikke i maskerne. Det gjorde den derimod et par timer senere nøjagtig samme sted og blev dermed sæsonens - og årets - anden mærkede "slagterfugl".
Dagens resultat:
silkehale 10
grønsisken 171
gråsisken 65
rødhals 4
jernspurv 1
stor tornskade 1
i alt 252
Den stationære flok bramgæs på ca. 800 lavede flyveopvisning over hovederne på os, krydret med en rød glente, en blå kærhøg og en hvid vipstjert.
HLI

tirsdag den 16. november 2010

Standardperioden slut for i år, men mærkningen fortsætter.....

Vores lydanlæg har gjort sin virkning: Ca. 85 siskener i maskerne!

16. november.
Efter 3 dage med masser af regn og blæst, der umuliggjorde al fangst p Odden, var vejret igen OK i dag. Rune havde sat de fleste af garnene og blæste lidt kald af grøn-og gråsisken ud over haven. Til at begynde med uden ret mange fugle, men en fuglekonge med MATSALU-ring varslede dog en god dag forude. Han måtte hurtigt derpå ringe efter forstærkning, og da jeg lidt efter var på pletten, var de to hejsenet og nabonettene godt fyldte. Lidt blåmejser, der dog ikke optrådte i betænkelige mængder, samt især grøn - og gråsisken var det, der prægede billedet. Gert ankom kort tid efter og hjalp med fuglene.


En af de mere sjove gråsiskener - leucistisk og ganske smuk!

Det blev til 440 fugle i dag, så nu mangler vi ca. 700 stk. i at nå de 20.000 ved GFU i år. Jeg tror vi når det! Yderligere to svenske kontroller i dag: Blåmejse og Gråsisken, og det gav desuden et par silkehaler.
GFU-blog/v. Rune og Hans




onsdag den 10. november 2010

Hvidsisken og østlig gransanger..

Efter 3 dage med vigtige møder på dagsordenen kunne jeg atter koncentrere mig fuldt ud om ringmærkningen. Jeg havde fået besøg af min gode fugleven fra biologistudiet, Thomas Boilesen, der har fået en x-licens og er under oplæring i ringmærkning. I går var der bare 6 fugle, så vi håbede på en god dag med stille vejr, så vi kunne have mange net oppe. Morgenen startede stille, men fint med flere mærkninger af stor dompap, nogle fuglekonger, en sangdrossel og enkelte gråsiskener. Ved 10-tiden rundede vi fårefolden og gik tilbage langs det vestlige læhegn ud imod Frisenfeldts marker. Pludselig fløj en fugl op med helt rent hvid overgump. Jeg fik kikkerten på og kunne konstatere, at det var en rigtig flot hvidsisken - en gammel fugl med helt hvid overgump. Den hvide farve gik langt op af ryggen og det lille næb og øje gav et kineser-udtryk i ansigtet. Fuglen fløj desværre lige henover nettet H4 og forsvandt ind i nogle høje granner og blev ikke set siden. Vi var nødt til at gå på netrunde og i N2 og N3 hang der da også 85 fugle, der skulle plukkes ud og have ring om benet. Det var gråsiskener og grønsiskener - ca. halvt af hver.
Gert var imellemtiden ankommet for at twitche vores hvidsisken, men han hjalp pænt med at tømme net. I N1 hang der pludselig en gransanger, der var meget brun på kinden og sandfarvet på ryggen, havde knaldsorte ben, gule undervingedækfjer og intet gult i dragten i øvrigt. Alt dette samt fuglens "kyllinge-kald" peger på en østlig oprindelse. Der er tale om en såkaldt tristis-type...
Her følger en række billeder... Kommentarer er velkomne.

.


Gfu blog v. /Rune S. Tjørnløv

tirsdag den 9. november 2010

En hilsen fra de varme lande


Den 1/9 i år mærkede jeg blandt andet 3 spurvehøge på Gedser Odde. Det er en god dag så tidligt på sæsonen, men det skulle vise sig at den ene af høgene var noget særligt.

Idag kom der nemlig besked fra ringmærkningscentralen at 7087605 var blevet aflæst ikke mindre end 1560km fra Gedser Odde i Spanien!

Dette er meget usædvanligt da der ifølge Danmarks ringmærkningsatlas kun er 6 andre genfund af danskmærkede spurvehøge fra Spanien, hvoraf de 4 er mærket som redeunger. Det er desuden også mit første genfund fra spanien, hvilket bare gør det hele endnu mere fedt!

Billedet er taget da den blev aflæst i spanien!

Jesper Brinkmann

mandag den 8. november 2010

Det er slet ikke slut endnu...

For mit vedkommende gik lørdagen med møde i Dof's ungdoms-udvalg, men der blev heldigvis stadig mærket fugle på Odden. Brian Maar havde lovet at tage vikar-tjansen på en dag han nok sent vil glemme. Indtil middagstid havde han bare mærket 15 fugle og han var så småt ved at lukke net, da der skete noget helt uventet. Ud af den blå luft dumpede flokke af blåmejser og gråsiskener ned fra en skyfri himmel og Brian kunne med hjælp fra Gert og Hans mærke mere end 170 fugle på lukkerunden, altså i de 7 sidste net, der endnu var åbne. Det affødte gode forventninger til søndagens mærkning, og Jesper, der var kommet sent lørdag aften, og jeg kunne mærke 157 fugle på en dejlig vindstille efterårsdag med høj solskin.
Kl. 15 startede Gedser Fuglestations styregruppemøde, og Jesper og jeg skiftedes til at gå net-runder i løbet af mødet, da vi havde planer om uglemærkning henover aftenen.
Nettene blev holdt åbne til kl. halv 10, og på sidste runde sad der minsandten en 1k hun skovhornugle. Vi havde spillet perleugle-sang og kald 2 steder i haven, men det er ikke kun perleugler, der reagerer på dette, også skovhornugler bliver tiltrukket af lyden, der på en klar aften kan høres flere kilometer væk.

GFU blog v. / Rune S. Tjørnløv

fredag den 5. november 2010

Ét dusin i blæsten


Fredag d. 5/11. Efter et par dage ugen fangstmuligheder - regn, regn og atter regn - måtte jeg prøve, om der ikke kunne komme et par fugle. Det blæste 13-14 sekundmeter fra vest, men jeg kunne da sætte 10 net i nogenlunde læ. Der var dog ikke meget, der rørte sig oven på nattens regnvejr. De 5 standardtimer kunne dog gennemføres med det lidt magre resultat: 12 fugle!
Opløftende var det dog, at de to af dem var gamle spurvehøge-hanner med skifergrå ryg og orange øjne.
Simon dukkede op til en kop kaffe, og han var lige med på en netrunde, inden han skulle på Odden og kigge. Senere på formiddagen fandt han 2 Nilgæs ved Fiskebæk Sø.
Rottemanden kom og skiftede foder i blikæskerne, så kan de bare komme an, de bæster!
Tekst og foto: Hans.

mandag den 1. november 2010

Nybyvej 51 oktober måned 2010


Det er dog nok den vildeste måned, jeg har haft i al den tid, jeg har ringmærket på matriklen. Der er ringmærket 554 fugle, fordelt på 20 arter: Musvit 208 - Blåmejse 71 - Rødhals 35 - Skovspurv 70 - Gransanger 30 - Munk 18 - Sumpmejse 3 ( nr. 91 - 92 - 93 ) - Fuglekonge 8 - Grønirisk 53 - Gærdesmutte 4 - Bogfinke 31 - Sortmejse 7 - Spætmejse 2 - St. Flagspætte 2 - Sangdrossel 1 - Træløber 2 - Kvækerfinke 6 - Solsort 1 - Dompap 1 og Vindrossel 1.
Der er aflæst 26 fugle, de 25 var alle fugle som er ringmærket her, den sidste, en Musvit var mærket på Gedser Fuglestation, af Rune.
Det store antal Musvitter, har overrasket mig meget, de har faktisk været her hele måneden, men ikke en eneste med udenlandsk ring, det er lidt underligt. 30 Gransangere er også mange i min lille have, og så 3 Sumpmejser mere, hvor kommer de dog fra, det bliver næsten et helt jubileum, den dag jeg runner 100 mærkninger.
Det har været måneden, hvor der er trukket mange hunderede Bramgæs sydover, en hel del Ringduer er det også blevet til. Ravnene har ladet høre fra sig, og de små Korsnæb, viser sig næsten hver dag. Jeg har hørt/set de første Sjagger og på den sidste dag i måneden, rastede der Silkehaler i træerne omkring huset.
Men en Hvidbrynet Løvsanger eller Rødtoppet Fuglekonge kunne godt finde vej til Nybyvej, det er snart længe siden.
Ellers bliver det spændende at se, hvad næste måned kan bringe.

Benny

søndag den 31. oktober 2010

Nu er det rigtigt blevet efterår..

I går mærkede jeg 48 fugle på en ganske fin dag uden noget bemærkelsesværdigt.. Der var endda tid til at spise de basser som Per Bo Hansen så generøst havde medbragt. Jeg gav kaffen og vi fik en snak om "gamle dage" i blåvand... - Dengang der var havfugle til..
I dag har der ikke været tid til dagdrømmeri, tværtimod. Dagen startede med ca. 10 mærkninger af vindrossel og lidt solsorte. De første fuglekonger vimsede omkring og dagens 44 mærkninger af de små fjerbolde bidrog fint til at få tallene i vejret. Lidt op af formiddagen ringede Søren Klarskov for at fortælle, at han havde fanget en hvidbrynet løvsanger hjemme i haven. Nu må det da snart være tid til en af dem hernede også...
Om morgenen havde Jens Lind og Jørgen Munk lusket lidt rundt og kom forbi og spurgte om der var gang i biksen. - Der var fint gang i løjerne, og pludselig sad der 35 gråsiskener i det nye hejsenet. Efter at have tømt hejsenettet og et par andre kom Gert gående og sagde; " der hænger masser af fugle i det nye hejsenet"... - "Jamen, jeg har da lige tømt det", sagde jeg. Nå, endnu 40 gråsiskener kunne mærkes til glæde for DOF København, der kom forbi og fik set lidt fugle i hånden.
I alt blev der mærket 182 fugle på en rigtig fed efterårsdag på odden...

Dagens mærketal kan ses her.

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

fredag den 29. oktober 2010

Silkehaler hiver dagstotalen op...

Efter et par dage med arbejde på ringmærkningscentralen er jeg atter tilbage på Odden. Jeg vidste godt, at det havde været sløvt de seneste dage, men jeg håbede alligevel på en gennemsnitlig god dag, selvom det havde været sydvesten-dræber (vind) henover natten.
Kun lidt solsorte, et par enkelte rødhalse og en gransanger blev mærket de første mange timer. Op af formiddagen kom Gert med lidt isenkram, der skulle sættes op, hvilket vi klarede sammen imellem netrunderne. Der havde holdt en stor flok silkehaler til på omkring 60 fugle i de store udgåede træer i naboens have og de fløj tit ud for at fange insekter på bedste fluesnapper-manér. Ind imellem skete det, at de kom for tæt på nettet og i alt blev 8 silkehaler mærket i dag, hvilket bragte årstotalen for denne herlige art op på 24 ringmærkede fugle.

Benny kom forbi lige inden lukketid og fik med stort smil sat ring om en benet på en silkehale. Han havde to nye "Fugle i felten" med til GFU fra skovdistriktet - sådan!

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

torsdag den 28. oktober 2010

Få fugle i garnene, men dog et lyspunkt.

Rødtoppet FK han.
Torsdag d. 28.10. 2010.
Alene på stationen i dag, uden de store forhåbninger om ret meget at fange. Det kom desværre til at holde stik, selvom lydanlægget også i dag kom på arbejde ved hejsenettet. Da jeg snakkede med Benny ved 13-tiden, lige efter netlukning, kunne han lige netop slå mig med en enkelt fugl: 13-12! Senere nåede han helt op på 25, og det er ganske pænt for Ovstrup Skov.
Men min dag blev alligevel reddet, idet den ene af mine var en rødtoppet fuglekonge, den 8. på Gedser Odde i år.
Mellem netrunderne havde jeg gang i trillebøren: Stabilgrus blev hentet ved vores parkeringsplads og fyldt i de værste smathuller på kørevejen.
De næste dage kan kun blive bedre end de 2 foregående.
Tekst og foto: HLI

onsdag den 27. oktober 2010

Ned på - og i jorden igen!

Gert i gang med spaden
Onsdag den 27. okt. 2010.

Da Rune skal på ZM de næste dage, er jeg vikar på ringmærkningen. Det var dog ikke de største forventninger, jeg havde til dagens fangster, idet det blæste 10-15 sekundmeter fra syd, ikke den bedste retning, og det var svært at finde læ. Flere net måtte lukkes ned, da de konstant blev fyldt med blade. Efter den første times fangst var der ikke kommet mere end 7-8 fugle på bogen, så noget måtte gøres: På med grønsisken- og gråsiskenkald fra vores nye compterstyrede lydanlæg, og det hjalp da en smule på fangsten, men med dagens resultat på 23 stk. er der stadig et lille stykke vej til de 18.000 på Gedser Odde i år.
Pludselig stod Gert i døren, og mens flokke af finker og silkehaler strøg rundt over haven, enedes vi om at gøre noget ved de lydkabler, der endnu lå oven på jorden. Et par spader og et par timers arbejde i regnvejret, og så var den klaret! Nu mangler vi bare et beslag på en stolpe, så højttaleren kan hænges op.
Dagens mærkninger:
Fuglekonge 2
Gransanger 1
Rødhals 3
Gærdesmutte 1
Gråsisken 4
Grønsisken 8
skovspurv 1
Kvækerfinke 1
Bogfinke 1
Solsort 1

GFU-blog/HLI

I morgen ser ikke for spændende ud


tirsdag den 26. oktober 2010

En blandet landhandel landede en god dagstotal..

Alle net var sat 07.15 og Hans Lind dukkede op og var med fra første runde, som vi havde aftalt. Det havde nemlig været svag nordvestenvind henover natten og og erfaringen siger os, at det giver fyldte net. De første runder gik også hæderligt med en del rødhalse, lidt tidlige drosler og pludselig sad 12 skovspurve i H5. Gråspurven er ret sjælden herude, men midt på formiddagen var en hun strøget i Ø8 og kunne mærkes som stationens 13. i år.
Det var også dagen, hvor der gik papegøje eller kanariefugl i den. - Det startede med de nok mest farvestrålende fugle på vore breddegrader nemlig stillits - I alt blev 6 flotte farvelade-fugle mærket. Sidst på dagen, gik der for alvor papegøje i den da de 2 røde lorier, der var set tidligere på ugen, gav lyd fra sig fra æblehaven. Jeg forsøgte hurtigt at afspille kaldet på rød lori ved vores 2 hejsenet, men det lod ikke til at interessere de australske burfugle.

Takket være vores nye lyd-system kunne der sættes ring på 40 grønsiskener, hvilket trak mærketallene drastisk i vejret. Med en nymærkning af stor flagspætte før lukketid kom dagstotalen op på 193 fordelt på hele 25 forskellige arter. Se dagens mærkninger her.

GFU blog v. / Rune S. Tjørnløv

mandag den 25. oktober 2010

Så er der gang i den igen efter et par magre dage.

Mandag d. 25. okt.
Rune og jeg havde i går aftalt, at han skulle ringe, hvis der var brug for hjælp, så jeg sad parat til at svinge mig i cykelsadlen. Ved 9-tiden ringede han, og da jeg lidt efter var fremme, gik jeg straks i gang med mærkningen. Ved det nye hejsenet var der udover nogle mejser, rødhalse og fuglekonger også 2 skovskader, men den ene sad meget højt oppe, så den nåede at undslippe. Blåmejserne begyndte at trænge sig lidt på, ikke faretruende, men vi lukkede nogle net efter tømningen. Da jeg ville lukke H5, efter at den på forrige runde havde givet 9 skovspurve, sad der en fin kernebider hun, så nettet blev ikke lukket alligevel.

Kernebider hun, fugleverdenens "boltsaks"

Dagens overraskelser var endnu ikke forbi, for udover at aflæse en svenskmærket blåmejse lykkedes det, ved hjælp af det nye lydanlæg, at få lokket efterårets 2. silkehale i nettet!

Anders Zuschlag dukkede op om formiddagen og troede, at han kun skulle tage backup af databasen, men computeren ville ikke, som han ville, og så kunne han lige så godt hjælpe til med at plukke mejser - go' træning!

Topscorer i dag blev Blåmejse og Rødhals, hver med 81 stk, efterfulgt af Fuglekonge , Gærdesmutte og Skovspurv.
I alt 249 mærkninger af 22 arter, nærmere detaljer her

GFU'blog: HLI og RTJ

I morgen sker det - håber vi!

lørdag den 23. oktober 2010

Ny mærkeart for stationen

Det blæste 16-18m/s fra vest da jeg åbnede døren kl. 06.30 her til morgen og jeg havde ikke særligt store forventninger til dagen. Alligevel blev det en dag, jeg sent vil glemme, med en ny
mærkeart for stationen og så en flot gammel han i vinterdragt.

Bjergvipstjert 2k+ han. Foto: Philip Madsen med Runes kamera.
Jeg har haft besøg nogle dage af Philip Madsen, fra mit gamle stamhold på biologi, og han var den eneste udover jeg selv, der kunne nyde denne smukke fugl. Fuglen var hoppet i det nederste fag i N1 på bagsiden af pilehegnet og udgjorde GFU's mærkeart nr. 98 i år, hvilket er en tangering i artsantal af det tidligere rekord-år 2007.
Sidst på formiddagen ankom Gert til stationen, og sammen kom vi videre med at lave en permanent lyd-løsning ved begge hejsenet. Lyden kan styres fra en komputer fra stationen og nu kan vi spille stemmer ved begge hejsenet samtidig. Lyden går klart igennem og det "sparker røv" i forhold til den gamle model, hvor et billigt stereoanlæg skulle bæres ud i en sort plasticsæk, kun for at man kunne finde ud af, at cd'en havde sat sig i klemme i afspilleren. - Det bliver man hurtigt rød i hovedet af.
Mange tak til Clausjannic Labuz, der var hernede onsdag/torsdag og fik sat lydsystemet op, så der endelig kom gang i fuglekvidren ved nettene. Det skal nok give nogle siskener her sidst på sæsonen.
GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv

fredag den 22. oktober 2010

Trækfugletur

Fredag den 22/10 blev der afholdt trækfugletur med indlagt forevisning af ringmærkning. Omkring 18 personer var mødt op til et 3-timers arrangement, der startede i stationshaven, hvor ringmærkede fugle blev vist frem for publikum. Blandt de fremmødte, var bl.a. en tidligere ringmærker fra Gilbjerg fuglestation og hans kone. Der kunne fremvises både grønsisken og Dompap og pludselig var en skovskade (nr. 7 mærket i år) gået i nettet Ø4. Efter ringmærkningsdelen, gik Hans Lind og Louis med turdeltagerne ud på Odden for at se på træk. Udover de mange flokke af Bramgæs, blev en sortgrå ryle set stående på en af de mange bunkers udfor sydspidsens kyst. Helt ekstraordinert blev to ikke hjemmehørende røde papegøjer - 2 røde lorier set trække ud over havet fra spidsen.

Hvad gæsterne ikke nåede at opleve, var en silkehale, der var fløjet i det nye hejsenet og kunne ringmærkes først på morgenen, alt imens en havørn fløj lavt forbi over fårefolden.

GFU blog v. / Rune S. Tjørnløv

tirsdag den 19. oktober 2010

Opklaring ved middagstid gav 2 svenske mejser.

I morges var den helt gal med vejret. Det piskede ned og middelvinden lå vel på 15m/s fra sydvest, så det eneste jeg kunne gøre var at tage lygte og ketcher med på stranden for at fange vade- og andefugle. Stranden var bare helt tom, så jeg gik tilbage og fik et tiltrængt morgenbad - en luksus, der ikke havde været tid til længe. Derefter fik jeg tastet alle mine aflæsninger ind fra de store dage, så nu er jeg helt med igen med indtastningsarbejdet.

Lidt over middag skinnede solen pludselig og vinden havde lagt sig lidt, så jeg åbnede 8-9 net. I løbet af 3 timer, blev det til 73 fugle:

Gærdesmutte 1
Rødhals 3
Blåmejse 62
Musvit 3
Grønsisken 4

Imellem alle de umærkede mejser, sad også 2 fugle med svenske ringe. Oplysningerne er sendt til Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum.

Et andet og også meget spændende genfund, er den tidligere omtalte træløber, der bar en fremmed ring. - Fuglen blev mærket på Omø den 13/10 2010 og er så på præcis 4 dage fløjet til Gedser Odde, hvor den sad i nettet Ø8 på sidste netrunde.

Årstotalen for Odden lyder nu på 16647 mærkninger. - Uha, der er ikke langt til de 20kg.

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

mandag den 18. oktober 2010

Den største og farligste tornskade på besøg i nettet F4 - Av

Er den ikke flot som den sidder dér i hånden? - Og uskyldig ser den ud, den store tornskade. Jeg kan imidlertid røbe, at det kun blev til dette ene billede af hele fuglen, for dyret angreb nemlig mine stakkels klaverfingre ved først givne lejlighed og jeg var derfor nødt til at skille mig af med den i en vældig fart. Dette gjorde dog ikke oplevelsen mindre, men indgød en vis grad af respekt. Det er den første Store tornskade, der ringmærkes på stationen i år og fuglen udgjorde også en længe ventet ny mærkeart for mig, nr. 203 på WP-mærkelisten.

Om morgenen havde jeg haft besøg af Jesper Johannes Madsen fra Ringmærkningscentralen på Zool. Museum, og han gik med rundt og så til, at alt gik ordentligt for sig. Efter den første netrunde, hvor jeg indtil videre havde overlevet inspektionen fra øverste myndighed, begyndte der at komme blåmejser ned fra himlen. Jesper fik så lejlighed til selv at vise sit værd, og vi fik hurtigt tømt nettene sammen. I alt blev der mærket 66 blåmejser. Blandt dagens øvrige mærkninger var bl.a. stor og lille gråsisken samt endnu en træløber. I går mærkede jeg 5 træløbere og aflæste en træløber med fremmed dansk ring. Jeg har på fornemmelsen, at den kunne være fra Benny's have ved Ovstrup Skov, men uanset hvor den er fra, er det meget få aflæsninger, der findes på træløbere i DK.

Andre steder i landet er der i dag ringmærket eller set fuglekongesangere - sibiriske sangere, der er røget ud af kurs. Det kunne være rigtig sjovt, om der sad sådan en herude i morgen..

GFU blog v./Rune S. Tjørnløv

lørdag den 16. oktober 2010

Regnvejr, vadefugle og grill-pølser

Allerede natten til i dag var det begyndt at regne, og jeg havde heller ikke de store forventninger til morgenmærkningen, da DMI lovede regn, regn og mere regn. Det viste sig også hurtigt ved et vejr-tjek kl. 6, at det bedst kunne betale sig at kravle ned under dynen igen. Jimmy Skat gik på Odden for at tælle trækfugle og der kom rigtig mange fugle ud i regnvejret. Bl.a. fjeldvåge 88, rød glente 51, dværgfalk 4, blå kærhøg 7, rørhøg 1, trane 32 og ikke mindre end 11 rider, hvilket er meget usædvanligt på disse kanter. Af andre gode fugle, blev der set nordisk lappedykker, lapværling, pibesvane 25, lille fluesnapper og stor tornskade.

Kl 9 ankom foreningen vadefuglene + børnebørn, der måtte kæmpe sig vej igennem kraftige regn - og haglbyger. Heldigvis var der varm kaffe på kanden og foreningen havde selv medbragt kanelgifler og andre gode sager. Hans Lind forklarede vidt og bredt om de mange nye tiltag på Gedser Fuglestation, herunder webcam i redekasser, ny folder m.m. samt om sæsonens vilde ringmærkningstal.

Gert tømte sommerfuglefælden, der står i stationshaven, og fandt dette meget flotte eksemplar af Aprilgrøn ugle Griposia aprilina - en natsværmer, der trods navnet flyver om efteråret.

Omkring kl. 10 klarede det op og det væltede ud med finker, duer og rovfugle. Vi satte lidt net op og kunne hurtigt fremvise spurvehøg, træløber (3), gærdesmutte, rødhals, jernspurv og lille gråsisken. Vejret blev så godt, at der blev tændt op i grillen og alle fik sig en pølse med brød. De fremmødte stimlede sammen om grillen og fik varmet fingrene på en råkold, blæsende og regnfuld oktoberdag.

GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv

torsdag den 14. oktober 2010

Fint besøg, fjeldvåger og sjove net-fangster.

Efter et par arbejdsdage i København på Zoologisk Museum er jeg igen tilbage på Odden. Man tør jo ikke andet, når Hans Lind disker op med natravn og andre gode fugle, når jeg er væk et kort øjeblik. - Så må jeg nøjes med at savle over billederne og glæde mig til det bliver min tur.

Jeg havde fået besøg af Søren Klarskov fra Sydvestsjællands-gruppen, der skulle være med til dagens ringmærkning.
Morgenen startede noget søvnigt, og der var ikke det store morgentræk af småfugle igennem haven, men derimod blev 2 engpibere, 3 skovskader og en misteldrossel mærket først på morgenen. - Begge meget fåtallige arter i nettene, der lunede på en kold morgen. Også en ivrigt kaldende og fritsiddende lille fluesnapper løb med opmærksomheden. Louis forsøgte at optage fluesnapperens kald, men den var vist ikke meget for at bruge mikrofonen.

Allerede fra tidligt på morgenen kom der rigtig mange fjeldvåger ud over Odden og imponerende 244 individer blev bogført af observatører Jimmy Skat og Preben Berg på Odden. Det er første gang her i efteråret, at der for alvor ses fjeldvåger på Odden. De er på vej til deres overvintringsområder i Mellem- og Øst-Europa. En Havørn og en Vandrefalk trak ud i løbet af dagen og op imod 40 røde glenter, en blå kærhøg og en dværgfalk sås trække forbi haven på en meget speciel dag, hvor der tydeligvis er sket et markant skifte af arter og antal.

Omkring kl. 13.30 startede dagens arrangement med foredrag om fuglestationen og det videnskabelige arbejde. Det meget interesserede publikum var 4 grupper á ca. 15 embedsfolk bl.a. fra den kommunale miljøafdeling, der først var en tur i fyret for at nyde udsigten udover Sydfalsters storslåede natur.
Alle 4 grupper fik forevist spurvehøg i hånden (3 forskellige fugle), samt et udsnit af årstidens trækfugle såsom rørspurv, gærdesmutte og fuglekonge.

Det har været sjovt at se, hvordan sammensætningen af fugle ændrer sig henover efteråret, men også bare fra den ene dag til den næst-følgende. Gad vide hvad morgendagen bringer...

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

onsdag den 13. oktober 2010

Stationens 3. natravn mærket - Nu med billeder!

Onsdag d. 13/10 2010: Jeg er selv på farmen, men med mulighed for asssistance med at mærke eventuelle fugle. Jeg satte 9 net til en start - overvejede bla. F4, men gjorde det alligevel. Det viste sig lidt senere at være en god disposition!

Anders Prehn dukkede op lige ved daggry, og han ville godt med på første runde. F3 gav en aflæsning af en rødhals fra i går, og i F4 sad der noget, der på afstand lignede en drossel, så ganske roligt hen og pille den ud. MEN - det var ikke en drossel, men derimod stationens tredie natravn gennem tiderne - og min fjerde! Tilmed en meget sen fugl, den 4. seneste ifølge DOF-basen.


De nærmeste ornitologer på Odden blev orienteret, og hurtigt ankom Gert, der hermed fik sin første natravn på Lolland-Falsterlisten. Vi slap fuglen i nærheden af nogle udgåede træer, men nej, den fløj den anden vej og forsvandt over huset. En halv time senere fandt vi den siddende på det sammenrullede Ø11, men kun kortvarigt, for den forsvandt mod de høje sølvpopler. Asbjørn dukkede op lidt efter, og han ville kigge efter den i træerne, mens der blev ringmærket videre.

Ved 9-tiden kom et ægtepar fra Roskilde, og de havde på Odden hørt om natravnen, så den ville de da gerne se. Da jeg ikke vidste, hvor den lige nu befandt sig, fik de tilbud om at gå med på en runde, og minsanten om den ikke IGEN sad i F4!!! Alle, også Asbjørn, var glade, og efter et par fotos mere fløj den op og satte sig i en død elm i fyrhaven, desværre kun et halvt minut, hvorpå den forsvandt længere ind i haven.
Fuglen var uden hvide pletter på vinger og hale, men med antydning af et par lyse pletter på struben.



Resten af dagen gik stille og fredeligt, med 4-5 glenter overflyvende og en masse bramgæs og blisgæs.
Små 80 fugle mærket i dag. Udover natravnen var det almindeligheder, men dog en spurvehøg og til sidst en ringdue i Ø11.

Der opdateres senere med fotos fra dagen.

Hans Lind - gruppens natravnemærker! :-)

tirsdag den 12. oktober 2010

Mosehornugle på afveje

Skovskade 1k - med uregelmæssige striber i det blå felt

2 misteldrosler - ny mærkeart for Brian! :-)

Tirsdag den 12/10 2010.
Vi havde set frem til en kanon-dag med svag vind fra nord, mosekonebryg og den første nattefrost. Vejret var stille, og det var fuglene osse: Kun enkelte rødhalse tikkede fra buskene. De 8 åbnede net blev hurtigt til flere, og Rune kunne rolig køre til ZM ved 9-tiden. Ingen sved på panden, bare helt stille og roligt i det skønne efterårsvejr.
Alligevel blev det en dag, som Brian og jeg ikke glemmer lige med det samme. De trækforsøgende skovskader gik ind imellem faretruende lavt over haven, og pludselig var der bid - bogstavelig talt: En skovskade hang i Ø6 ret kort tid efter, at en spurvehøg hun kunne hentes i N8.
Næste runde var mere nervepirrende, idet der pludselig lettede en mosehornugle foran os, mens vi var på vej hen imod den nye hejsenet - og hvad skete: Den røg i nettet øverst oppe for et kort øjeblik efter lige så elegant at forlade det igen! Øv -øv - øv! Det ville ellers have været ny mærkeart på Gedser Odde. Den sidste jeg havde fat i, var på Kroghage i 1988, da Rolf og Kasper tilbragte et helt ringmærkningsefterår i Gedser.
Nå, vi får den måske i morgen!
Kl. 12.30 besluttede vi at gå på lukkerunde, og det var ikke helt ringe, for i det gamle hejsenet N3 kunne Brian plukke 2 misteldrosler - en tredie fløj selv ud af nettet. Det er forøvrigt første gang, at vi har kunnet mærke mere end 1 mistel på en sæson, i dette efterår er det blevet tilhele 3! Mens han var ved at mærke dem, kunne jeg stille og roligt pille en af dagens mange blåmejser ud af selvsamme net, og det var sørme én med svensk ring!
Dagens fangster i uddrag:
149 nymærkninger, 20 arter: Blåmejse 43, rødhals 38, gransanger 15 samt korttået træløber 1, skovskade 1 og misteldrossel 2.
Desuden aflæste vi en Lille Flue, som Stig havde mærket her for en uge siden.

GFU-blog v/HLI og BMP
Fotos: HLI (mobiltelefon)

mandag den 11. oktober 2010

Russisk juvel på visit i Gedser!

Blåstjert 1k (I skopet blev der set "drosselpletter" på de store dækfjer). Foto: Hans Lind

Her er den i lidt bedre lys. Foto: Frants Korczak

Lørdag den 9/10 2010 blev en mærkedag af de helt store: Beskedne 161 nymærkninger, men det, der overstrålede det hele var, at Ole og Ann mødte op på GFU ved middagstid og kunne meddele, at de havde set en helt sikker BLÅSTJERT lige nord for Gedser Lystbådehavn! Vi gik straks i gang med at lukke net, så vi kunne genfinde fuglen - en art, som jeg har drømt om at se i mange år.
Ved Vesterhave, hvor den var set kl. 11.15, stod vi ca. 12 håbefulde ornitter og spejdede i øst og vest. Undertegnede var på et tidspunkt ca. 100 m nord for gruppen, da de råber, at nu er den fremme i en udgået hyld. Pga. modlys ser jeg den ikke, det gjorde derimod alle de andre, og jeg måtte nøjes med at savle lidt over Bennys dogmefoto af fuglen. Der gik så yderligere en time, og da kom den igen ud på grusvejen adskillige gange og lod sig beundre af de nu 25 fremmødte. Denne gang blev jeg ikke snydt for det smukke syn, og den stationære fugl blev set fint resten af eftermiddagen. Det er blot det 13. fund i Danmark og det første her på Sydhavsøerne.
Vi siger tak til Ole og Ann for deres flotte indsats med at finde denne perle og dele oplevelsen med os andre. Stjerten blev ikke fundet den følgende dag, selvom mange var mødt frem ved Vesterhave.

På grund af overvældende store fangster kun denne korte dagbog for de sidste 4 dage, største tal og lidt usædvanlige fangster:

fredag 8/10: 868 mærkninger, 16 arter: Fuglekonge 247, Blåmejse 184, Gransanger 182 og Grønsisken 163.

lørdag 9/10: 161 mærkninger, 19 arter: Fuglekonge 75, Blåmejse 29 Skovhornugle 1.

søndag 10/10: 714 mærkninger, 13 arter: Fuglekonge 485, Blåmejse 77, Rødhals 62. Vi havde trækfugletur med 8 deltagere, der fik vist en masse fugle, bla. godt rovfugletræk

mandag 11/10: 376 mærkninger, 22 arter: Rødhals 105, Fuglekonge 99, Blåmejse 59, en sen Tornsanger og 3 Træløber. I dag var Højskolen Marielyst igen på besøg med et lille hold trofaste kursister.

GFU-blog v/Hans Lind.

torsdag den 7. oktober 2010

07.10 Det begyndte langsomt

Græsset var endnu vådt da nettene blev sat, men regnen var stilnet af allerede ved 4-tiden. Vinden var kun en skygge af sig selv, så vi kunne se hen til en dag uden alt for mange blade i netposerne.

Der var ikke meget liv i buskene ved daggry - kun en enkelt rødhals kniksede - eller rettere en i hver ende af haven.
De første runder gav ikke meget, men der var en tendens til at vi ville få et uventet forbrug af p-ringe. Da standarttiden udløb kl. 11:30 havde jeg brugt 60 p-ringe af 76 mærkninger. Alt sammen på fuglekonger og gransangere. Det var tilsvarende for Hans, der kunne supplere med efterårets 8. lille fluesnapper samt en træløber.
Hen på formiddagen fik vi så lidt støvregn, og vi lukkede de fleste af nettene, så vi kørte med laveste standart.

Over middag dukkede Brian op. Regnen var hørt op forlængst, og han var opsat på at genåbne nogle net og håbe på miraklerne. Disse udeblev dog, men ved 14-tiden blev stationshaven pludselig angrebet af et par flokke grønsiskener, der syntes at de absolut trængte til en tur i 'hængekøjen'. I de næste par timer ringmærkede vi omkring 130 grønsiskener, der hovedsagelig havde lagt sig til hvile i N2 og N3. Heldigvis er grønsiskenen er samarbejdsvillig fugl, så operationen gik let og ubesværet. Men det var et par travle timer.
Da vi lukkede nettene kl. 16:30 turnerede flokke af grønsiskener stadigvæk i og over stationshaven.
Vinden var helt nede på 2 m/sek. Vi har forventninger til imorgen.

I dagens løb var der et stort træk af småfugle mod sydpynten. Fortsat mange landsvaler og sværme af grønsiskener. Observatøren på sydpynten melder om ca. 10.000 trækkende grønsiskener, ca. 30.000 bogfinker og 500 hvid vipstjert. Desuden 1 sølvhejre og 1 havørn - blandt mange andre arter.

Dagens mærketal:
Gærdesmutte 2
Jernspurv 1
Rødhals 1
Rødstjert 1
Sangdrossel 2
Gransanger 42
Løvsanger 3
Fuglekonge 104
Lille Fluesnapper 1
Blåmejse 31
Musvit 2
Træløber 1
Bogfinke 2
Grønsisken 150
----------------------------------
14 arter 344


Stig Jürgensen
C-160
Brian Maar
C-797
Hans Lind
A-

onsdag den 6. oktober 2010

06.10 Så kom der fugle igen

Efter et par mindre produktive ringmærkningsdage p.g.a. den vedvarende hårde blæst (10-13 m/sek) fra sydøst, så vendte fuglene idag tilbage til Gedser Fuglesstation. Men vi kom til at vente det meste af formiddagen før der skete noget.

Og dog - for natten var dårligt blevet til skumring før der sad en lille fluesnapper i Ø04. Den eneste fugl på dagens første runde. Det tydede jo godt, men de næste runder indtil kl. 09 gav stort set ingen fugle, udover en smuk spurvehøg han 1k. Så forventningerne til dagen var ikke for høje.
De næste par timer gik det kun trevent fremad, men til gengæld blev vi belønnet med endnu en lille fluesnapper og endnu en spurvehøg. Og så kom dagens måske mest spændende fugl - en ung rødrygget tornskade. En krigerisk skønhed med et bid, der kan mærkes. Vi slog op i stationens analer og fandt at dette var den seneste rødryggede tornskade, der nogensiden er fanget på Gfu. Det var vi svært tilfredse med.

I samme periode fangede vi en svensk mærket blåmejse.

Ved 12-tiden begyndte det så at vælte ind med mejser. Først en flok halemejser på 7 stk, der senere blev til 9. Og så var der bare blåmejser overalt. De kom - som altid - lige ud af den blå himmel uden varsel. Heldigvis havde vi kun åbnet 11 af nettene - og heldigvis ankom mejserne løbende hen over eftermiddagen. Så vi havde travlt uden på noget tidspunkt at være presset. Fra kl. 13 til kl. 16 fangede vi udelukende blåmejser til mærkning, samt enkelte kendinge af andre arter til aflæsning.
Vi lukkede nogle af nettene efterhånden som de blev tømt for fugle og kl. 16 besluttede vi at lukke de sidste net. Vi kunne ikke rumme flere blåmejser på en dag.

Dagens ringmærkninger:
Spurvehøg 2
Jernspurv 1
Rødhals 1
Sangdrossel 2
Munk 2
Gransanger 5
Løvsanger 4
Fuglekonge 10
Lille fluesnapper 2
Halemejse 9
Blåmejse 167
Musvit 7
Rødrygget tornskade 1
Bogfinke 2
Kvækerfinke 1
Grønsisken 7
-------------------------------
16 arter 223


Stig Jürgensen
C160
Brian Maar
C-797

mandag den 4. oktober 2010

Mejser og skærmtrolde

Endnu en gang var nettene sat kl. 06.20 i håbet om at en skovhornugle ville udnytte den sidste nattetime til at jage i haven. Skovhornuglen udeblev og dagen startede i det hele taget meget sløvt. Derfor blev der tid til at tænde vores nye skærme i mødelokalet, der er koblet til webcams i 2 forskellige redekasser monteret på husvæggen og minsandten om der ikke allerede var gået en spurv i kassen, få dage efter opsætningen. Det var en skovspurv, og den bruger flittigt den ene af kasserne, der sidder på husets langside. Det er rigtigt sjovt at følge med, når spurven begynder at vågne om morgenen og skal ud af fjerene...
Efter de første stille timer, skete der pludselig noget. - Spurvehøgene begyndte at flyve i spurvehøgenettene og der kunne mærkes imponerende 8 fugle. Ellers løb mejserne med al opmærksomheden med dagens 99 mærkede blåmejser. Dagens total sluttede på 143, hvilket er ganske godkendt her midt i sydøsten-stormen.
GFU blog v. /Rune Skjold Tjørnløv

søndag den 3. oktober 2010

Misteldrossel, skovskader og finsk spurvehøg

Efter nogle vilde dage med store mængder af fugle, er vinden gået i sydøst og antallet af mærkninger ligger nu på et noget mere beskedent niveau.
I stedet for store mængder af trækfugle, har flere usædvanlige arter løbet med opmærksomheden. Den 29/9 blev der mærket en ung Misteldrossel helt tidligt om morgenen -en ud af mange overflyvende mistler, der var gået ned i haven.

Rune med Misteldrossel 1k. Foto: Hans Lind.

Ringmærkningstotalen den 29/9 var også helt forrygende med 606 mærkninger, herunder en skovhornugle, som Hans Lind kom ind med under armen, da han ankom til stationshaven på cykel kl. 06.30.
På den sidste dag i september, blev der også mærket mange fugle. Efterdynningerne fra de store trækdage gav endnu en god mærkedag med 199 mærkede fugle, her iblandt en lille gråsisken. Desværre ville nr. 200 ikke flyve i, inden nettene blev pakket sammen.
Oktober startede brat med en Lille fluesnapper på allerførste runde, der gjorde sit til at kick-starte endnu en god måned. Dagen sluttede med 161 ringmærkninger, hvilket også er ganske pænt, men i forhold til de helt store dage med omkring 800-1000 mærkninger, synes det ganske lidt. - Ja, man bliver hurtigt godt forvent.
Fredag eftermiddag fik vi besøg af Åse og Jørgen, der har gæstet stationen flere gange i år. - De kunne jo se på bloggen, at der var gang i løjerne, og hvem vil ikke gerne opleve det på nærmeste hånd. En gruppe fra Dof-Vestsjællands ungdom havde booket en guidet tur og de fik fuld valuta for pengene, da 3 skovskader pludselig kunne fremvises. Det er bestemt ikke hverdagskost med skovskader i nettene, men der er gode chance for at mærke flere af disse meget smukke fugle, da der er invasionsagtige tendenser i gang i Skandinavien. Da vi sad og ringmærkede skovskader, kom Gert pludselig ind med et stort smil om munden og en stor spurvehøg hun i den ene hånd. - Det var en flot fugl, men det der virkelige lunede på en kold efterårsdag, var det faktum, at fuglen bar en finsk ring om benet. - Se billeder af den finske spurvehøg og skovskaderne i GFU's galleri.

GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv

fredag den 1. oktober 2010

Nybyvej 51. September måned.


Denne måned har været super, selvom jeg har været en tur i Jylland, og har hjulpet til, nogen få dage på fuglestationen. Det er blevet til hele 21 arter, fordelt på: Musvit 71 - Blåmejse 34 - Skovspurv 56 - Rødhals 49 - Munk 31 - Dompap 2 - Spætmejse 7 - Sumpmejse 4 ( nr. 87 - 88 - 89 - 90 mærket på matriklen ) - Havesanger 4 - Kernebider 1 - Bogfinke 4 - Grønirisk 7 - Sortmejse 2 - Løvsanger 2 - Broget Fluesnapper 1 - Rødstjert 2 - Tornsanger 1 - Gransanger 11 - Stor Flagspætte 1 - Sangdrossel 1 og Gærdesmutte 1.
I alt 292 ringmærkede fugle og kun 11 fugle er blevet aflæst.
Jeg undre mig over, at der har været så mange nye Spætmejser, så de må havde haft et godt år, og det er ligeledes fantastisk, at kunne mærke 90 forskellige Sumpmejser, på denne lille matrikkel, enda med næsten ingen genmeldinger.
Min specielle Havesanger med Belgisk ring, har jeg ikke set noget til, men til gengæld har jeg haft besøg af fluesnappere - Rødstjert og Tornsanger.
Her i sidste del af måneden, har der været godt besøg af rastende Ringdue, få Hulduer har kunne ses i flokkene, mange Sangdrosler og helt op til 5 Misteldrosler har også rastet, for derefter straks næste morgen, at fortsætte deres tur sydover.
Det vildeste var, at kunne sidde i haven, høre og ses over 3000 Bramgæs trække sydvest, fantastisk.

Benny.

tirsdag den 28. september 2010

D' helt vildt... Og det fortsætter...

Gårsdagen havde budt på 317 mærkninger inden nettene blev slået sammen, da flere praktiske gøremål haltede gevaldigt efter rekorddagen. Der skulle handles ind, tilses net og udstyr og ikke mindst tastes ringmærkninger ind. - Lidt ærgeligt, da man snildt havde kunne runde 500 mærkninger.
I dag har der også været helt vildt mange fugle, både i luften, men så sandelig også i nettene. Antallet af mærkninger var igen i dag skyhøjt med ca. 830 fugle. Den klart domierende art var igen rødhals, men også de sidste sylviasangere, rødstjerter og en enkelt broget fluesnapper fik ring. Dagens "hit" må siges at være en 1k lille fluesnapper og en bynkefugl, der begge blev mærket. Af fritflyvende fugle opdagede vi en 1k sorthovedet måge, der gled langsomt nord ind imod Gedser Havn og 1 gøg og en stor tornskade sad pludselig i haven.
Igen i dag har der været vildt mange fugle i luften. - Traner, Bramgæs, Knortegæs, Misteldrosler, grønsiskener, bogfinker i et virvar. - Jeg har aldrig set noget lignende igennem min fuglekarriere. - Det er virkelig helt vildt...

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

søndag den 26. september 2010

Åbent hus og dagsrekord på samme dag

Søndag den 26/9 var min første ringmærkningsdag på Odden efter et 3 ugers ophold på Ottenby Fuglestation. Det var samtidig dagen, hvor der skulle være åbent hus og vi kunne forvente at de første gæster ville melde deres ankomst omkring kl. 8. Stig Jürgensen, Asger og jeg åbnede de fleste net og kunne godt se på vejret, at der kunne komme pænt med fugle. Det blæste godt nok lidt, men luften var lettere fugtig og der lå en hinde af dis over Odden.
Allerede på første runde blev der mærket et par hundrede fugle, men nu var også Hans, Brian, Gert og Benny dukket op, så vi fik mærket en masse fugle inden de første gæster kom for at se ringmærkning og fugletræk. Imens Hans og Benny foreviste fugle i hånden og fortalte vidt og bredt om årstidens trækfugle, blev der i kulisserne mærket et uhørt højt antal fugle. Dagens mest spændende fangster blev taget med tilbage til fremvisning, alt imens kaskader af bogfinker, kvækerfinker og grønsiskener væltede udover Odden i et tykt bælte til glæde for de fremmødte.
Dagen bød også på indvielse af de nyinstallerede fuglekasser med webcam og tilhørende skærme i mødelokalet. Morten fra Skov og Naturstyrelsen viste stolt SNS's nye informationsfolder frem, hvorefter det blev Hans Linds tur til at reklamere for Gedser Fuglestations nye folder om stedets fugletræk, ringmærkning m.m..
Da dagen var omme kunne vi ikke vente med at gøre status, da vi alle godt vidste, at der var gode mulighed for at slå den flotte dagsrekord på 935 fugle fra sidst i august i år. Efter en tids summen kunne vi konstatere at rekorden var blevet slået med 124 fugle og den nye ringmærkningsrekord lyder altså på imponerende 1059 fugle.

Den 26/9 er blevet en dag vi nok aldrig glemmer. - Heldigvis var der mange interesserede mennesker, at dele oplevelserne med. Gedser Fuglestation håber at de fremmødte har haft en rigtig god dag med mange spændende fugleoplevelser.

GFU blog v./ Rune Skjold Tjørnløv

Rekorddagens mærkninger:
Skovpiber 3
Gærdesmutte 2
Jernspurv 30
Rødhals 681 - ny dagsrekord
Rødstjert 30
Stenpikker 1
Sangdrossel 14
Græshoppesanger 1
Rørsanger 1
Gulbug 1 - en af dk's seneste observationer nogensinde
Gærdesanger 5
Tornsanger 3
Havesanger 8
Munk 19
Gransanger 58
Løvsanger 19
Fuglekonge 79
Grå Fluesnapper 2
Broget Fluesnapper 4
Rødrygget Tornskade 1
Bogfinke 73 - ny dagsrekord
Kvækerfinke 1
Grønsisken 22
Rørspurv 1

I alt 1059 fugle af 24 arter

lørdag den 25. september 2010

Småsnapper igen og Rødtop

En rigtig fin dag med både pænt antal i fangsten og hele to sjældenheder. Stig og jeg havde en udmærket morgen med ca. 100 mærkede fugle inden for de 5 standardiserede timer. Der var en del fugt i luftenen tidligt på dagen, hvilket nødvendiggjorde, at vi gik runde mere eller mindre konstant, indtil vejret klarede op, og det blev rigtig lækkert og lunt vejr. På anden runde kom dagens første belønning i form af en smuk, ung han Rødtoppet Fuglekonge, som samtidig var efterårets første. Arten har været ret sjælden i fangsten i år og denne var således "kun" årets sjette mod normalt tre gange så mange. Præcis kl. 12 hang der sørme igen en Lille Fluesnapper i nettet. Jeg troede derfor, at det var fuglen fra i går, men den var forbløffende nok uden ring - altså årets fjerde Småsnapper og den anden på to dage! Hele 8 gæstende fuglekiggere, der obsede fra Odden, fik også set den. Der var et generelt et flot træk i dag, hvoraf især hele 29 Røde Glenter er bemærkelsesværdigt.

Da det klarede op på formiddagen begyndte Grønsisknerne at trække i stort tal ud mod spidsen. Jeg hang derfor min telefon med dens beskedne højtalere med kald af arten op ved hejsenettet, og inden dagen var omme havde det resulteret i 87 nymærkede Grønsiskner! Dagens total endte på 192, som udover sisknerne var domineret af Gransangere, Blåmejser og Munke.

Ellers blev dagen brugt på at lave forberedelser til morgendagens åbenthus-arrangement, og jeg fik slået lidt græs. Om aftenen vendte Rune tilbage til stationen efter tre fede uger på Ottenby Fuglestation, hvor han bl.a. mærkede Prærieløber!

Asger

fredag den 24. september 2010

GFU igen i mediernes søgelys

Dagen startede med masser af fugle i luften, men ret få i krattene. På anden runde begyndte der at komme lidt mejser, og da der pludselig sad 11 i Ø6, troede jeg, at det kunne blive til rigtigt mange. Men det ebbede hurtigt ud, så det blev ikke til mere end 25 i dag. På næste runde kunne jeg pille en fed, ung Lille Fluesnapper ud af N9 (årets tredje) og dermed give Stig en fornem vækning, efter han havde været til fest i København i aftes. Resten af dagen var nettene dog ret tomme, så vi endte på 71 nymærkninger, heraf to spurvehøge. Rødhalse, Munke og Rødstjerter var de dominerende skikkelser i fangsten.


Lille Fluesnapper 1k. Antydning af afgrænset gullig strube og relativt gråt nakkebånd kunne tyde på, at det drejer sig om en han.



Det lykkedes os også igen at skabe medieeksponering til fuglestationen, idet vi fik besøg af et filmhold fra Guldborgsund Kommune, som gerne ville optage lidt film af ringmærkningen på Gedser Fuglestation. De fik optaget os mærke en del fugle, mens vi fortalte om ringmærkning generelt, så det bliver spændende at se, hvad resultatet bliver. Planen er, at det skal udgives sammen med en række andre klip om egnens herligheder i en lille film. De er altid dejligt med noget opmærksomhed omkring stationens arbejde, og vi ser da også meget gerne, at DR og resten af Danmarks medier også lægger vejen forbi Danmarks sydspids.


En af dagens Blå Kærhøge - en 1k-fugl

Asger

Fotos: Asbjørn Jensen

Havterne flyver en million km!

(Arkiv foto)

Havterne (GFU galleri:her) vejer mellem 90 og 120 g, og hvert år foretager de en fantastisk flyvetur mellem deres ynglested f.eks. Rødsand udfor Gedser til Antarktis (definition).

Dette individ som yngler i det sydlige England har i nu mere end tredve år fløjet til Antarktis.
Den Engelske sproget nyhed er her:
(historie)



GFU

torsdag den 23. september 2010

Mejseinvasion i vente?

Efter gårdsdagens storfangst var dagens mærkning nede på et noget mere normalt niveau. Da jeg ankom til stationen lidt over middag havde Stig og Hans mærket omtrent 100 fugle. Herefter overtog jeg nettene, og frem til solnedgang lykkedes det at presse dagens total op på 140 fugle, hvilket udgør en ganske pæn dag. Igen i dag var Rødhalsen den dominerende art, der stod for knap halvdelen af dagens fugle. Det er kun dejligt, da vi manglede en hel del kælke i forhold til normalen på denne tid af efteråret. Jernspurv og Blåmejse fangedes også i pæne tal. Det lader til, at vi har en mindre mejseinvasion i vente de kommende dage, idet Falsterbo har meldt om tusindvis af udtrækkende Blåmejser de seneste dage. Ellers skal hele fire mærkede Spurvehøge bemærkes fra dagens fangst heraf to i hejsenettet på én gang.

Det var dejligt at være tilbage på Odden igen, og i det utroligt lækre og lune danske sensommervejr kunne vi nyde et himmelrum konstant fyldt op med trækkende fugle. Luften var tyk af svaler, og dagens total skal nok tælles i fem cifre. Finkerne væltede også sydover i titusindevis, men kun ganske få lod sig indfange. Derimod skuffede rovfuglene, og især glenterne. Dagens ca. 15 glenter er vand sammenlignet med Falsterbos knap 600 i går. Sidst på eftermiddagen kom der et større influks af insekter, som fik en kæmpe sværm af måger til at hvirvle rundt helt lavt over haven og fårefolden kun få centimeter fra nettene.

Imorgen ser ud til at blive mere af samme skuffe. Hvis nattrækkerne skuffer, så vil mejserne forhåbentlig kunne redde morgendagens total. Jeg glæder mig i hvert til at få en masse fugle igennem hænderne igen.

Asger

onsdag den 22. september 2010

22.09.2010 540 er dagens melding

Det blev en dag lidt ud over det sædvanlige.
Vejrudsigten havde godt nok forberedt os på muligheden for en god ringmærkningsdag, så vi havde på forhånd hentet assistance ved Benny og Gert, og det viste sig at være en klog disposition.

Allerede mens vi slog nettene op i den sorte, stjerneklare nat, gik de første to rødhalse i N03, og der var liv i buskene. Overalt hørte vi rødhalsenes kniksen og da vi gik den første runde umiddelbart efter nethejsning kl. 05:55, så var der rødhalse i alle net.
Det blev i det hele taget rødhalsenes dag med 379 mærkninger.

Der var dog lidt for enhver smag. Gert havde en af de sædvanlige diskussioner med en gærdesmutte, der forsøgte at 'bygge rede' i et af nettene. Iøvrigt efterårets første gærdesmutte.
Vi fik også idag de første meget tidlige kvækerfinker samt en forløber for fuglekongerne.

Sidst på formiddagen aftog presset og vi fik tid til at gøre status. Nøjagtig 400 mærkninger. Og så blev der tid til en halv kop kaffe.
Vi fortsatte runderne indtil kl. 14, og 14:30 var nettene klappet og nogle trætte ringmærkere kunne tage hjem. Stor tak til Benny og Gert for dagens indsats.

Hans og jeg kunne så endelig gøre regnskabet op, og vi nåede den meget acceptable sum på 540 mærkninger. En dag i top-5, som Hans udtrykte det.

Over stationshaven så vi i dagens løb 7 skovskader på træk, hedelærke og ravn. Og ude på odden boltrer vore 3 svalearter sig sammen i tæt og festlig leg langs sydskrænten.

Dagens mærkninger:
Rødhals 379
Rødstjert 9
Gærdesmutte 4
Skovpiber 1
Rørspurv 1
Kvækerfinke 4
Bogfinke 6
Jernspurv 16
Blåmejse 15
Stillits 1
Fuglekonge 1
Gransanger 58
Løvsanger 6
Munk 23
Havesanger 3
Gærdesanger 7
Sangdrossel 6
--------------------------------
17 arter 540


Stig
c-160

Gedser Fuglestion i TV2

Lokalt kendt, men næsten også verdens berømt

Igen er det lykkedes, at få Gedser Fuglestion i medierne - denne gang - eller atter er det Hans Lind ved Gedser Fuglestion der har været fremme i medierne.
Se her:
http://vejret.tv2.dk/artikel/id-33732922:n%C3%A6rvejret-gedser-odde.html


Her Hans Lind (til venstre på foto) ved en anden lejlighed (et arrangement).



GFU

tirsdag den 21. september 2010

21.09.2010 En forsinket nattergal

Dagen begyndte med en genmeldt sangdrossel, og så var tonen ligesom slået an. Troede vi, men det var heldigvis en narresut.
Der var ankommet fugle hen over natten og allerede inden kl. 8 havde vi mærket flere fugle end i går og fordelt på flere arter.

Efter kl. 8 begyndte spurvehøgene at melde deres ankomst. Først kredsende over stationen, men snart efter også jagtende i lav højde gennem stationshaven. Ofte flere samtidig og man kunne ikke lade være med at beundre spurvehøgens kombination af jagtinstinkt og flyvefærdighed. Akrobatik af høj klasse. Men det måtte jo ende galt. De første par spurvehøge slap ud af nettene før vi nåede derhen, men de småmaskede net har svært ved at holde på så store fugle. Kort efter var der fangst i uglenettet og kort efter var der igen fangst i uglenettet og drosselnettet samtidig. Og så lige en til i uglenettet. 4 smukke spurvehøge blev det til idag. Og 9, der undslap fra de småmaskede net.

Dagens fugl var dog nok en nattergal, der blev mærket på stationen den 13.9. Den har åbenbart givet sig god tid med trækket sydover, men den kan nå det endnu. Og med den gældende vejrudsigt har vi sikkert set den for sidste gang i år.

Dagens øvrige fangst var en gang blandede 'bolcher'. Bortset fra jernspurven, der havde en rigtig god dag, så var det lidt af 'det hele', som vi kunne forvente. Grønsisken er nu ankommet i små flokke.
Ingen hits i nettene.
Men ude på sydpynten trak en ung havørn mod Tyskland ad et par gange og gav fornem flyveopvisning for de mange fotografer, der stod derude idag.

TV2 gæstede stationen i dag i forb.m. den 'gode historie' til aftenens vejrudsigt. Desværre ankom tv-holdet midt på dagen, og da var det var blevet småt med fangsten, men Hans var i fortællehumør (som nogle måske allerede har set på TV2) og behøvede kun et par fugle til at udfylde programmet.
En uventet og alternativ måde at få eksponeret Gfu over hele landet. Mon ikke det smitter af på fremmødet til åbent hus-dagen på søndag? - og giver lidt goodwill de 'rigtige' steder.

Dagens mærkninger:
Munk 2
Havesanger 3
Tornsanger 3
Gransanger 9
Løvsanger 3
Bogfinke 5
Rødhals 6
Jernspurv 41
Grå fluesnapper 3
Rødstjert 5
Blåmejse 14
Grønsisken 3
Skovpiber 1
Sangdrossel 1
Spurvehøg 4
-----------------------
15 arter 103

mandag den 20. september 2010

20.09.2010 Det blæser på odden


Det susede i buskadet, da jeg stak hovedet ud i nattemørket. Det var også den eneste lyd, der kunne høres, så det tegnede til en tynd dag allerede inden solen stod op. Det holdt desværre stik.
Det er sjældent et godt tegn, når dagens første fugl er en genfangst.
Hen over formiddagen passerede flere byger med støvregn, men ikke noget, der kunne genere fuglefangsten. Iflg. DMI har vi fået under 1mm regn iløbet af hele dagen.
Hver runde gav fra 0 til få fugle og kl. 12:30 klappede vi nettene igen, da blæsten fortsatte uændret på 12m/sek.
To spurvehøge var i nettene, og begge undslap ubesværet, da jeg nærmede mig. Nettene var som trampoliner.

På og omkring Gfu så vi 2 dværgfalke, 4 spurvehøge samt en del tårnfalke, der i dagens blæst ikke behøvede at 'muse' for at stå stille i luften. Det var nok at sprede vingerne. Interessant at se hvorledes vingerne konstant søger balance med minimale horisontale bevægelser. Et studie i finmotorik.

Dagens ringmærkninger:
Rødhals 7
Jernspurv 3
Grå fluesnapper 2
Gransanger 3
Tornsanger 2
Rødstjert 1
Gærdesanger 1
Løvsanger 1
Sangdrossel 1
------------------------
21

Stig
C-160

I løbet af formiddagen var der besøg fra skovdistriktet: Der skulle opsættes et par kasser med indbygget web-cam - infrarødt - så vi kan se det på et par nye skærme i mødelokalet. Nu håber vi bare på, at skovspurve eller måske musvitter vil finde kasserne attraktive, så vi kan følge med i deres privatliv.
Begge kasser blev anbragt på østgavlen og nordsiden af huset - med mulighed for at flytte dem til nærtstående træer. Vi får se . . . . :-)
Også et helt nyt skilt kom op ved P-pladsen.
Hans

søndag den 19. september 2010

Blæsende dage på Odden.

Jeg havde aftalt med Hans, at tage en tørn på stationen, fredag og søndag, men havde glemt at tage vejrguderne med i den aftale. Da jeg tog hjemme fra, kunne jeg fornemme, at det vil blive dage med meget vind.
Da jeg ankom til fuglestation, både fredag og søndag, var det næsten værre en jeg havde anet, og jeg kunne straks se, at det kun var muligt, at åbne en del af nettene og jeg kunne konstantere, at det nye hejsenet var væltet.
Om fredagen var første runde meget stille, der var slet ikke noget leben i bevoksninge, det kunne kun blive en katastrofe, men så begyndte Rødhalsene at knitre og der kom gang i Rødstjerterne og få Løvsanger gav sig til kende, med deres blide kalden, så der blev alligevel lidt at ringmærke, 18 fugle i alt, flest Rødstjerte.
Over station var der et leben af Grønsisken - Bogfinke - Hvid Vipstjert - Skovspurve, jeg observerede de første trækkende Kvækerfinker og alle de småfugle trak en hel del Spurvehøge til, som selvfølgelig var glade for den serverede madpakke. En enkelt Dværgfalk blandede sig i selskabet, den ville også tage del i festlighederne.
I dag søndag, var næsten en gentagelse af fredagen, måske med lidt mindre vind, samme antal netmeter blev sat, jeg tog mod til mig og prøvede det gamle hejsenet, i håb om at fange, nogen af
de mange Grønsisken - Bogfinker og Kvækerfinker der forsøgt at trække ud, men straks efter kom tilbage igen, for derefter at søge mod vest.
Det var lidt andre fugle, der gav lyd fra sig i dag, især Jernspurve og Gransangere var aktive, og det var da også dem, der var årsagen til, at jeg nåede op hele 27 ringmærkede fugle.
Spurvehøge var der også i dag en del af, det var jo samme recept som fredag, frokosten var klar, så de kunne bare tage for sig af retterne. En to - tre stykker fandt vej til netmaskerne, men hoppede slev ud, en enkelt 1k han, der ikke havde lært fidusen, blev hængende til jeg kom forbi, så den fik sit helt eget personnummer på højre ben, fik målt vingerne og derefter straks sluppet fri igen.
To vindblæste dage på stationen var slut.

Benny

lørdag den 18. september 2010

MEGA rovfugledag på Gedser Odde


2 af dagens mange spurvehøge
Lørdag d. 18. september vil gå over i GFU' annaler som en helt speciel dag: Rent ud sagt et lor..-vejr med 14-15 sekundmeter vind fra vest og krydret med jævnlige hidsige byger af kort varighed. De var dog lige akkurat så lange, at de trækkende bogfinker slog sig ned i haven, hvilket var et eldorado for spurvehøgene: Man så konstant en god håndfuld lavt over stationshaven, jagtende på livet løs.
Det resulterede i ny stationsrekord for spurvehøg, fanget og ringmærket på én dag: 15 stk! De 4 var hunner, men det er ganske normalt, at man fanget flest hanner.
Ellers var der god spredning i arterne:
Spurvehøg 15
Skovpiber 2
Jernspurv 4
Rødhals 4
Rødstjert 3
Gærdesanger 2
Havesanger 2
Munk 2
Gransanger 1
Løvsanger 1
Broget fluesnapper 1
Bogfinke 7
Gulspurv 1
En Lille Fluesnapper blev fundet af Gert ved hejsenettet, men den holdt sig pænt på afstand af netmaskerne - øv-

Jes Graugaard og Jan Bolding Kristensen er på besøg på stationen i weekenden, og de fik også deres sag for med at holde styr på rovfugletrækket: Mindst 345 spurvehøge trak ud på ca 4 timer, sammen med 89 tårnfalke, det er nogle fantastiske tal! Også en lærkefalk, 8 dværgfalke og 3 bjergvipstjerter blev noteret.

Gad vide, hvad morgendagen bringer?

HLI

Ubudne men velkomne nattegæster

Igen har der været overnatning i haven!!



STORT gab! Det er tidlig morgen, det er knapt begyndt at lysne, men sovegenet er indstillet på A-menneske så kan lige så godt stå op. Går forbi vinduet ud mod baghave - hmm der ligger to "klumper" i haven!

Dette er kl. 0610 så de første fotos bliver rystet grundet de ringe lysforhold, først hen i mod kl. 0650 er der lys til ISO 3200 og lukketid på 1/50 så apparatet kan holdes bare nogenlunde stille.

Det er en ung hun og han der har overnattet.

Efter daggrys (og nattens) drøvtyggeri - er det tid til frisk græs og nedfaldne æbler.

video

Tekst, fotos og video, v./Lah

mandag den 13. september 2010

Fed fangstdag med højskolebesøg.


Mandag d. 13. sep.

Benny, Gert og jeg havde sat hinanden stævne på GFU i morges, da vi skulle have et formidlingsarrangement med Højskolen Marielyst. Det havde regnet ret kraftigt fra søndag aften og til ved 3-tiden, så jeg var spændt på, om der havde været noget nattræk. Vinden var svag, men ved netopsætningen i halvmørket var der ikke andet at høre end natuglen fra fyrhaven, så måske udeblev fuglene. Men på første runde sad der pænt med fugle i garnene.

Da vi kom ned til Ø1, gik vi i gang med at mærke de 4-5 fugle fra den ene ende. Glædeligt var det, da jeg kunne pille efterårets første Lille Fluesnapper ud af maskerne!

Senere på runden blev vi også lidt overrasket over en temmelig sen Nattergal. Fuglene blev ved med at komme i en lind strøm til et stykke over middag, så der var rigeligt at vise frem til kursisterne.

Det hele blev krydret af et par Røde Glenter, der lavede flyveopvisning lige over hovedet på os sammen med en lille skrue Hvepsevåger og pænt med Spurvehøge.
130 fugle ringmærket, 18 forskellige arter, domineret af løvsanger, rødhals og gærdesanger, samt efterårets første fuglekonge!

Billeder fra arrangementet kan ses på fuglestationens hjemmeside.
HLI
Foto: Gert JJ.