3096432 holder vinterferie i Tyskland
I sidste uge skrev Mathias Haupt så til mig, at han havde aflæst en blishøne med dansk ring i Hamburg, og om det kunne være min. Jeg genkendte straks ringserien, og efter et hurtigt tjek i basen kunne jeg konstatere, at det var en høne jeg havde mærket som 2k han i Damhussøen i juli 2012. Super fedt at få sådan et genfund og endda fra en lokalitet som jeg selv besøgte sidste vinter for at aflæse fugle. Og som i måske husker aflæste Gert og Hans sidste år en blishøne ved Maribo, som faktisk var mærket næsten samme sted, hvor en af mine høns nu holder vinterferie: http://blesshuhn.wordpress.com/.
Yngler i Damhussøen, men her fotograferet i Hamburg
Idag kom der så endnu et genfund på en af mine blishøns som har forsøgt at flygte fra kulden. Denne havde jeg mærket som en ikke-flyvefærdig unge i Degnemosen sidste sommer. Den var nået til Jungshoved inden dens flugt fra kulden endte drastisk, da den kom lidt for tæt på sigtekornet fra en jægers gevær. Men dejligt at jægeren sender ringen ind, så vi kan udvide vores kendskab til denne arts træk, hvor vi altså i disse dage kan konstatere at de har travlt med at flygte fra den danske vinterkulde!
Håber også at dette kan lokke folk ud at aflæse, for hvem ved om blishønen i din lokale dam bærer en ring om benet?
Jesper Brinkmann
Fotos: Martina Born
Ingen kommentarer:
Send en kommentar