Jeg har i mange år haft lyst til at mærke nogle vandstære. I år er Lars Lindgren og jeg så endelig kommet i gang med det! Vi har besøgt en lang række lokaliteter i Københavnsområdet samt Nordsjælland, og det største problem har faktisk været at finde nogle vandstære.
Vi har i alt fundet 11 fugle og de 10 af disse er blevet fanget og ringmærket. Desværre har der endnu ikke været nogle fugle med ringe fra tidligere, men det kommer nok jo længere vi kommer hen på vinteren.
Da de få fugle, vi kan få fat i, ikke rigtigt kan bruges til det helt vilde, kunne det være rigtigt spændende om det kunne blive til et fælles vinter-projekt, hvor ringmærkere i forskellige dele af landet dækker deres vandstære-lokaliteter, og får ringmærket fuglene her. Det vil give et bedre overblik over, hvor mange vandstære der er rundt omkring samt, hvad der gemmer sig af fremmede ringe rundt omkring.
Det er utroligt nemt at fange og ringmærke vandstære, og jeg hjælper gerne med råd og vejledning til dem, der skulle have mod på det. Vandstær er også nemme at aldersbestemme da 2k+ fugle har brede og nærmest firkantede håndsvingfjer, mens 1k fugle har spidse og trekantede håndsvingfjer som også oftest ender i en lys spids.
Jeg håber også, at fuglekiggerne vil hjælpe til og jeg høre meget gerne fra folk der har observeret vandstære rundt omkring. Send mig gerne en mail eller tast ind på dofbasen.dk
Håber at dette indlæg kan få flere ud og kigge på vandstære samt få nogle ringmærkere i gang med at ringmærke denne spændende art!
Jesper Brinkmann