søndag den 23. november 2008

Perleinvasionen fortsætter!







Natten til idag så meget god ud til uglefangst så lod nettene stå åbne og satte lyd på af spurveugle og perleugle! Allerede på første runde sad der en fin 1k han af skovhornugle, så forventningerne var store til natten! Klokken 21.30 ankom Sigrid fra Århus i håb om en god uglenat, men lettere skuffede kunne vi konstatere, at vi ikke fangede nogle ugler på de næste runder. Klokken 3 lykkedes det så, da der sad en perle i drosselnettet ved båndoptageren. Den var allerede mærket ved Falsterbo og glæden var stor!
På næste runde sad der endnu en perle i drosselnettet og igen var den mærket ved Falsterbo! Efter at have aflæst denne ugle gik vi lige ud for at tjekke de sidste net og sørme om der ikke var røget en ny perle i nettet ved siden af drosselnettet, mens vi var indenfor! Denne gang var det en nymærkning!
Om morgenen var der en del trækkende gråsiskner og ca. 20 kunne ringmærkes, men derudover var der temmelig stille i haven. Om eftermiddagen opdagede Jens en hel flok solsorte der fløj rundt i krattet lige udenfor huset, så vi gik derud og opdagede hurtigt en perleugle der sad og stirrede ned på os!
Det lykkedes Jens at fange den med hånden, og vi kunne konstatere, at det var den ugle vi havde mærket om natten! Uglen var yderst samarbejdsvillig resten af dagen, hvilket glædede en del twitchere!

Nettene er stadig oppe og vejret er rigtigt ugle-vejr, så vi håber på endnu en perle-nat i Gedser!

Jesper Brinkmann Foto: ASJ og Ulla Brandt