onsdag den 25. november 2009

Parkmærkning!
























Efter at jeg er startet på dyrlægestudiet er der ikke megen tid til at tage til Gedser og ringmærke desværre! Der er generelt ikke tid til meget andet end studiet, men dog har jeg fået for vane at have kikkert (og nogle gange ringe) med i skoletasken, så kan man altid lige stoppe ved damhussøen på vejen hjem!


Der er nemlig masser af spændende fugle i de københavnske parker. Der er også rigtigt mange fugle med ring på, da der er nogle meget aktive ringmærkere i området! Jeg har derfor også allerede aflæst masser af mærkede fugle, selvom det ikke er blevet ordentlig vinter endnu, for det er først når det bliver rigtigt koldt, at mågerne især opsøger parkerne i håb om en bid brød!


Den art jeg har aflæst flest af er knopsvanen hvor jeg har aflæst 130 ringmærkede. Den sjoveste er nok en fugl der blev mærket tilbage i 1985, så det er en ældre herre efterhånden! Grågås har jeg aflæst 43 af, hvor den ældste var 21 år gammel. Og desuden har jeg også aflæst en med ring fra en vildtplejestation. Selvom hættemågerne ikke for alvor er begyndt at komme ind i parkerne endnu er det alligevel blevet til 68 aflæste fugle af dem, hvoraf 7 svenske og 1 finsk. Blandt de få sølvmåger jeg har aflæst var der en russisk mærket, der var mærket 1600km nord for københavn. En anden sølvmåge var mærket tilbage i 1989 og den har sørme stadig sin farvering fra dengang på! En enkelt kaspisk måge er det også blevet til.


Det er efterhånden også blevet til en hel del mærkninger, hvor gråand er topscore med 95 mærkede. Det er også blevet til 12 grågæs og en enkelt canadagås. Af måger er det til nu blevet til 2 sølv og 4 hætte, men det skal nok blive til flere når det bliver koldt!


I dag fik jeg ny mærkeart i form af en fiskehejre, der var lidt for nysgerrig. Håber på at kulden snart kommer, så det forhåbentligt kan blive til en masse spændende aflæsninger og mærkninger i løbet af vinteren!

Jesper Brinkmann

Ingen kommentarer: