mandag den 28. september 2009

Ringmærkningens Åbent Hus

26. til 28. sep.
Lidt opdatering på ovennævnte periode: Om lørdagen havde jeg Benny til at tage mærkningen, da jeg skulle med vores støtteforening "Vadefuglene" til Koldkrigsmuseet på Stevns. Benny fik hjælp af Clausjannic Labuz, der skulle være her de næste 3 dage som ringmærkerlærling. Rimelig stille vejr, og det gav da godt 50 fugle, hovedparten Grans.
Om søndagen var der åbent hus: Solskin og sydvestenvind, og stort set ingen fugle - surt show! De 22 nymærkninger skete næsten alle inden kl. 8, hvor de første gæster ankom, så der var ingen at vise Spurvehøgen til. Men det flaskede sig alligevel så heldigt, at der på hver runde var 1 eller 2 fugle - hovedsagelig aflæsninger - som vi kunne vise frem til de mange gæster. Der kom faktisk 160, heraf ca. 30 børn, og det er vi ganske godt tilfredse med. I mødelokalet kørte diasshowet hele tiden, og der var god handel med kasser, fuglefrø, naturbøger samt kaffe og te.
Folketidende kom med fotograf og journalist og var der en halv time, hvor vi ikke havde én eneste fugl i nettet, men de mange Admiraler og et Hvidt C blev nydt til duften af de gærede nedfaldsblommer, ja, man må jo improvisere lidt engang imellem!
Lidt senere havde vi en Rød Glente overflyvende stationen, og rigtig mange fik den at se. Vores indtryk var, at publikum havde haft en god oplevelse.
Stor tak til alle, der hver især gjorde sit til, at det blev en fin dag.
Endelig i dag mandag med overskyet vejr og hård SV-vind: Bombet tilbage til stenalderen med kun 5 fugle.
Kommer omslaget i morgen? Det kan da kun gå fremad.
Billeder fra "Åbenthus-dagen" kan ses her: http://gedserfuglestation.dk/galleri/thumbnails.php?album=264
HLI

Ingen kommentarer: