onsdag den 8. december 2010

20.000 for Gedser Odde er nu en realitet... Og hvilken én...

Her til morgen, var vi naturligvis spændte på, hvad fugl nr. 20.000 for Gedser Odde skulle vise sig at blive......
Hvad gemmer der sig mon i posen? Fotos: Stig Jürgensen.
Da vi havde sat nettene, stod jeg som så mange gange før og satte kaffe over i køkkenet. Ud af vinduet kunne jeg se en stor finke med kraftigt næb hoppe rundt ude ved foderpladsen. - Det var en kernebider og den var ved at gå ind under det hjemmelavede sænkenet, som jeg få dage forinden havde hængt op. Stig kom ind med en silkehale, som fik ring på som nr. 19.999 - En flot 1k hun.
Kernebider-fangsten var ved at udvikle sig til et spændingsdrama og Stig og jeg tog plads ved hvert vores vindue. Jeg råbte ud til Stig; " har den røven indenfor?" Ja, det havde den og vupti blev fælden udløst og fangede kernebideren! Fugl nr. 20.000 mærket på Gedser Odde i 2010 og samtidig den første fugl, jeg nogensinde har fanget i mit sænkenet.


Ring nr. 20.000 sættes på.. Det havde kunnet ses på ringmærkerens brede smil, men det kunne simpelhen ikke være på billedet. Fotos: Stig Jürgensen.

I løbet af dagen blev der mærket pænt med grå- og grønsiskener, nogle dompapper, solsorte og grønirisker. Alt i alt en rigtig flot dag med alsidig fangst af vinterfugle - dagens mærketal endte på 47 og kan ses i dofbasen.

Gedser Fuglestation er rigtig glade og stolte over at være kommet med i "klub 20.000" - Det er mange år siden, at der er mærket så mange fugle på et år, et sted i Danmark. Det er resultatet af et rigtig godt år, med masser af fugle, god dækning og en stor og stærk gruppe omkring Gedser Fuglestation, der har gjort dette muligt.

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

Ingen kommentarer: