mandag den 17. oktober 2011

Stille dag på Odden

Kraftig vind fra syd er ikke den bedste opskrift på mange fugle i Gedser, og det blev endnu en gang bekræftet i dag. Fra tidlig morgen, var Craig, Jesper og undertegnede klar med ringene, men haven afslørede hurtigt sig selv, som værende næsten tom for fugle. Gærdesmutterne rørte lidt på sig, men meget af dagen gik med at aflæse i forvejen mærkede fugle. Det gav dog lidt tid til at studerer fældningsgrænser og tage fotos. 





Lidt op ad dagen begyndte Grøn,- og gråsiskener, samt stillitser at rører lidt på sig, men de slog sig aldrig rigtigt ned i haven. Det blev dog til to grønsiskener og en enkelt Stillits. En Munk, et par gransangere og en Jernspurv fik også ring om benet. 

På obsfronten bemærkede fjeldvågerne sig med ca. 15 stykker og lidt spurvehøge blev det da også til. Desuden så jeg en Tejst på havet og 3 blisgæs, 1 Havørn, 40 Bjergirisker, en sen Landsvale og et par splitterner blev det også til. Vi hørte også et bryn kalde gentagne gange fra krattet omkring det gamle hejsenet, men fik dog aldrig set fuglen, så vi kunne fastslå om den havde ring på. Men mon ikke det var den vi mærkede for et par dage siden. 

Her til aften lavede jeg spaghetti med kødsovs til hele hytten - det var slet ikke så ringe endda. Vejrudsigten for i morgen, ser meget blæsende ud, så vi pynser på at tage med Gert til Maribo for at mærke ænder og blishøns, og måske en enkelt svane. 

Jeg vil være her til på Torsdag sammen med Jesper. Indtil da håber jeg på nogle gode dage på danmarks sydspids. Uanset om der er fugle eller ej, er det ihvertfald en fornøjelse endnu en gang at være tilbage!

GFU-blog, v. Anders Odd Wulff Nielsen
Fotos: Anders Odd Wulff Nielsen

Ingen kommentarer: