fredag den 12. februar 2010

Polske svaner, høns og haler

Polskmærket knopsvane ved Sdr. Bådelav
Fredag d. 12. feb.
Endnu en dag med fangst i haven: 4 solsorte, 4 sjaggere, 3 skovspurve og minsandten hele 6 silkehaler, der blev forsynet med ring! - Og endnu en dag med rovfuglebesøg: Hele 2 gange kom en tårnfalk og røg i nettet, og øv - øv - øv - begge gange smuttede den ud igen.
Midt på formiddagen aftalte Gert og jeg, at vi skulle på en lille svanetur til Nykøbing, og som sagt, så gjort. Ved Slotsbryggen, hvor fuglene i aftes var meget sultne, var der blevet fodret med valset korn, så de var ikke helt medgørlige, men vi fik dog 10 knopsvaner. Derpå kørte vi til Tingsted å ved Fakta, hvor de var mere sultne, så 12 yderligere fik ring på. Der lå en Stor Skallesluger, der var meget tæt på at blive ketchet. I stedet blev det til 2 blishøns.
Der er i havneområdet flere svaner med udenlandske ringe, bl.a. disse 2 med polske ringe. Den nederste er en såkaldt "polsk" svane, nemlig den genetiske variant, der er hvid det første års tid (altså ikke en grim ælling). Den har desuden brunlige fødder mod den normale sorte farve.
Det er vigtigt at få aflæst svaner med danske og udenlandske ringe, så man kan følge med i deres liv og færden. Hvis du har aflæst svaner eller andre fugle med ringe, kan du melde dem til Zoologisk Museum på dette link: http://www.zmuc.dk/ring/fugle-ring.htm hvorpå man senere modtager et brev med de oplysninger, man har på fuglen.
NB. På de 2 fotos ses ikke hele ringnummret, idet der mangler det første bogstav.
Polskmærket "polsk" svane ved Slotsbryggen

Fotos: Asbjørn
Tekst: Hans

Ingen kommentarer: