Denne vinter har været usædvanlig hård, og det er mange år siden vi sidst har haft lignende vejrsituationer! Dette kan også mærkes på fuglefronten, og fuglene begynder nu at bukke under for det kolde vejr og blishønsene har især svært ved at klare sig!
Vejret har dog også budt på muligheder for at fange fugle, som vi normalt ikke fanger mange af. I dk og i vores nabolande er der denne vinter mærket rigtigt rigtigt mange fugle! Mange af disse er måger. Mange af disse har udover deres aluring også fået tilføjet en farvering, så de er nemmere at aflæse med kikkert!
Men de mange mærkninger nytter ingenting hvis fuglene ikke aflæses! Så håber, at alle når de fremover er ude, husker at kigge efter fugle der bærer ringe og får skrevet nummeret på ringen ned, og hvis det er en farvering også husker at skrive farven på ringen.
Husk desuden at tjek de døde fugle for ringe - der er som sagt mærket rigtigt mange fugle denne vinter, så chancen for at finde en ringmærket fugl er stor!
Alle aflæsninger af ringe skal meldes til zoologisk museum på: http://www.zmuc.dk/ring/genmeldingsform.asp
Man vil så modtage svar derfra med mærkningsdata på fuglene.
Denne weekend kørte Kjeld Tommy Pedersen og jeg rundt på sjælland og udover at mærke en god sjat fugle, så fik vi også aflæst rigtigt mange fugle! Af måger havde vi 6 fra Finland, 4 fra Sverige og masser af danskmærkede. Derudover er svanerne nu begyndt at komme ind i havnene rundt omkring og når de står på isen er de nemme at aflæse med teleskop eller kikkert. Ved Lynæs havn aflæste vi en knopsvane med ring fra Letland - den var mærket ved Daugava river i 2005, og aflæst samme sted mange gange indtil 28.04.2009 og derefter er der ingen genfund før den pludselig ligger i Nordsjælland efter at have fløjet en tur på ca 850km! I Karrebæksminde kome der også hurtigt en knopsvane gående op til os da vi kastede lidt franskbrød, og som det kan ses på billederne var denne fra Lithauen! Nærmere bestemt var den mærket i Kaunas 1/2-2003. Derefter er den set to gange i Letland og nu ligger den altså i Karrebæksminde! Ved Bogø dæmningen lykkes det hurtigt at finde en knopsvane med blå halsring. Denne er også mærket i Letland i juni i år. Den er ikke set siden da, og da den er meget nem at aflæse med dens halsring må det skyldes at folk desværre ikke sender data ind når de ser denne fugl! Ved Bogø dæmingen så vi desuden af en pibesvane med gul benring. Denne skulle være mærket i Rusland af engelske ringmærkere, men denne mangler vi endnu data på. Som en lille bonus lå der desuden en hvidøjet and (se foto) her også, men man ser hvidøjet and oftere end man ser knopsvaner fra Letland, så svaneaflæsningerne blev hurtigt genoptaget:)
Håber at folk med dette indlæg har fået blod på tanden til at komme ud og aflæse en masse fugle - levende som døde! Der er brug for det!
Jesper Brinkmann
Fotos: KTP og JBR
Ingen kommentarer:
Send en kommentar