Idag stormede det en hel pelikan ved netopsætning, og forventningerne var endnu engang meget lave. Der var da heller ikke meget at lave på de første runder, hvor hovedparten af fangsterne var fugle mærket de tidligere dage. Lidt op ad morgenen var jeg på netrunde og her kunne jeg hører en spurvehøg skrige helt febrilsk. Forklaringen kom henne ved høge-nettet hvor spurvehøgen sad i nettet. Ved siden af høgen sad nemlig en ung rød glente, som lettede da den fik øje på mig og fløj lige ind i nettet. Herefter lavede jeg en 100-meter sprint der var en OL-guldmedalje værdig, men lige inden jeg nåede hen til nettet fik glenten revet sig fri og fløj lige forbi mig. ØV!
Sådan en start gør en lidt slukøret, men synet af 4 røde glenter og 1 sort glente lavt over haven fik humøret lidt op igen. Klokken 12 havde jeg kun mærket 35 fugle, og forventede egentlig ikke at fange mere, men så lagde vinden sig og vupti så kom blåmejserne igen. Sammen med dem kom en fed nøddekrige der rastede kortvarigt i haven. Dagen endte på 168 mærkninger godt hjulpet på vej af blåmejserne som det ses på videoen.
Derudover blev endnu 2 svenske blåmejser aflæst. Begge mærket ved Falsterbo!
Af obs kan også nævnes en sølvhejre der trak syd set af Jan og Jes.
Henrik kom tilbage til odden idag og bliver indtil onsdag. Gert var nede og lave lidt praktisk arbejde i løbet af dagen.
Imorgen har vi åben hus så kig gerne forbi og hør om vores daglige arbejde!
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar