Efter en sviptur til storbyen er fuglestationen igen bemandet med undertegnede. Nettene blev åbnet ved solopgang i svag vind og typisk november-dis. Fangsten begrænsede sig til 14 fugle på 5 timer, og Blåmejser blev topscoren med 5 mærkninger.
Jeg har lagt æbler ved et par af nettene for, som madding for
drosler og silkehaler, og det ser ud til, at virke efter hensigten. Eftersom den officielle
ringmærkningssæson er slut er der også mulighed for, at afspille fuglestemmer
for, at trække fugle til. Denne teknik virker rigtig godt på bl.a. Silkehale,
så dem skal der nok også blive ringmærket flere af i den kommende tid, - men der var nu kun et par stykker forbi haven i dag.
Bramgæs over haven, 27. nov. 2012.
Sidst på eftermiddagen kom der en flok på omkring 1000
Bramgæs indover stationshaven. Fuglene er formentlig en del af de 10.000, som
forleden blev talt på ved Skelby, Sydfalster. De var kortvarigt nede, at stå på
marken men dampede af igen da der nok var for meget færdsel i
området.
/Troels Eske Ortvad
Ingen kommentarer:
Send en kommentar