Dagen gryede med hård vind fra sydvest og finregn,
så nettene kom først op til kl. 9. Som ventet var der ikke meget i krattene og ringmærkningstotalen blev derefter på sølle 4 rødhalse på godt 5 timer.
Dagens altoverskyggende ornitologiske begivenhed indtræf ved
10:30-tiden hvor jeg på en rundtur i haven akkurat ser halen af en storfalk stryge
om bag træerne i fyrhaven. Jeg husker ikke om jeg fik kikkert på men
den virker i hvert fald stor og kraftigt bygget. Jeg tænker, at det må være den
calidus (type) Vandrefalk som Preben Berg og Asbjørn Jensen så d. 16/11 selvom
jizze´et ikke helt passer. I klipklapper racer jeg ud til vejen og de 200 meter
hen til kanten af fyrhaven hvorfra man kan overskue markerne mod vest.
Foto: Asbjørn Jensen
Falken har
muligvis været nede at sidde på marken i mellemtiden, for da jeg kommer frem
ser jeg den flyve et kort stykke hen at sætte sig i en remise 370 meter væk. Fuglen
falder nærmest i et med baggrunden og jeg kan ikke rigtig se noget på den i håndkikkerten.
Jeg skynder mig derfor tilbage på fuglestationen efter mit zoom-skop, og
heldigvis sidder falken samme sted da jeg kommer tilbage. Nu kan jeg meget fint
se en stor og bredskuldret falk sidde med ryggen til. Oversiden er gråbrun og i ansigtet
har den grålig kind, og en smal, og i forhold til vandrefalk, svagt aftegnet
skægstribe. Issen er mørk og den har lys øjenbrynsstribe samt to lyse pletter i
nakken. Jeg kan også konstatere, at halen stikker et pænt stykke ud bag
vingespidsen. Til min overraskendelse ligner det altså en lys ung Jagtfalk og
ikke en calidus Vandrefalk som jeg havde forventet. Jeg ringer til Sebastian Klein og
beskriver fuglen, og han mener bestemt også, at det på beskrivelsen må være en Jagtfalk,
og at det i hvert fald ikke kan være calidus´en fra forleden som han tjekker billedet af på Netfugl.
Jeg overvejer at løbe tilbage efter kameraet, men vælger at blive da jeg meget
gerne også vil se dens proportioner i flugten og undersidens tegninger. Jeg
ringer derefter til Hans Lind og fortæller, at der efter alt at dømme sidder en Jagtfalk på Odden. Han skynder sig afsted og får også fat på Asbjørn Jensen,
som ”bevæbnet” med kamera lige er ankommet til p-pladsen på den anden side af
haven. Asbjørn og Hans er hurtigt fremme og Asbjørn når heldigvis lige at knipse to
billeder inden fuglen letter og forsvinder om bag remisen. Jeg ser nu jagtfalken
flyve væk ned mod Gedser langs kysten. Cirka ud for Frisenfelt vender den dog om
og komme tilbage samme vej. Ved remisen tager den højde over havet hvorefter
den flyver indover fyret i ca. 100 meters højde. I flugten virker hovedet mørkt og det ses at kroppen
er kraftigt længdestribet mens undervingens dækfjer virker mørke. Fuglen viser også
de klassiske Jagtfalk-proportioner, dvs. bredmavet, lille hoved, bred arm og
afrundet vingespids. Fuglen ses desværre mod en lys himmel i flugten, hvilket
må være forklaring på, at jeg kun lige akkurat kan se kontrast mellem dæk- og svingfjer
i undervingen, i det korte øjeblik den er om, at passere skråt henover mig. Jeg
taber fuglen af syne bag træerne ved fyret.
Da jeg kort efter når op til landevejen er fuglen allerede væk.
En flok måger er dog på vingerne oppe ad kysten, som vider om, at den må være fortsat et stykke
nordpå i hvert fald. Jeg er ikke bekendt med om den blev eftersøgt i området senere
på dagen men Bøtø-området og Rødsand - og alt der imellem - er oplagte steder, at søge efter den. Det
er nok heller ikke umuligt, at den kigger forbi odden igen i morgen, hvor
der i øvrigt også kunne komme godt med havfugle i den friske søndenvind!
Det er blot anden gang, at Jagtfalk observeres ved Gedser, og på Falster
i det hele taget. Første fund er fra 30/10-13/11 2005 Gedser Odde og Rødsand. Arten
er også truffet tre gange på Lolland, senest 27/2 2009 Rødby Havn, hvor "deres særligt
udsendte" også havde en finger med i spillet.
Tjek forresten lige den afsluttende
bemærkning på gårsdagens blogindlæg...:-)
TEO
Ingen kommentarer:
Send en kommentar