onsdag den 21. november 2012

Vind gav fugle i krattene


Dagen gruede med dis og frisk søndenvind. Efter gårsdagens ringe småfugle-fangst, var det uden store forhåbninger, at nettene blev åbnet, ikke mindst da nattens vejr havde været ganske blæsende. Mine anelser blev dog heldigvis gjort til skamme da der rent faktisk var kommet en del nye fugle til. Der var mestendels tale om Solsort og Rødhals, som stod for hhv. 10 og 8 ex. ud af dagens i alt 20 ringmærkede fugle.

Ved middagstid kiggede Asbjørn forbi fuglestationen til en kop kaffe. Han kunne bl.a. berette om 8 Røde Glenter og Blå Kærhøg.



Mindst én større flok Bramgæs var igen i dag ud at vende ved odden, som naturligvis blev behørigt tjekket for røde halse. Og en sværm hjejler på et par tusinde eller mere cirklede samtidig rundt over Gedser by. Mon der var en større rovfugl i området…

Troels Eske Ortvad

Ingen kommentarer: