På et tip fra min private
fugletræk-guru - PB - om, at dagens friske sydøstenvind kunne kaste et pænt søfugletræk af sig, lod jeg nettene stå og bevægede mig i den kolde og klare
morgenluft ud til Sydstenen med skop og notesbog. Allerede inden solopgang
strøg smålommer af sted mod sydvest, og der var også siskener i luften så
alting tegnede godt. Lidt op ad morgenen indfandt Asbjørn sig på obsposten i
læ bag den gule bygning hvorfra man har et godt udsyn både til lands og til
vands.
Søfugletrækket holdt mig ganske godt
beskæftiget i 5 timer indtil maven knurrede og det var tid til en bid mad på
fuglestationen. Træktotalerne blev pæne for visse arter uden på nogen måde, at
være prangende. Lomtrækket gik desværre noget i stå om formiddagen og endte på
107 rødstrubede, 15 sortstrubede og 11 ubestemte. Den klart mest talrige art
var Sortand med 2.875, men 123 Toppet Skallesluger skal også fremhæves. Der trak
også 2 unge rider forbi odden men blot 8 dværgmåger, hvilket var færre end jeg
havde håbet, så de skal nok have lidt mere vind for at komme herop..
Bram- og Blisgæs, 23. nov. 2012
Asbjørn snød mig med en Havørn, som
han havde set flyve nord fra p-pladsen, men vi kiggede begge langt efter
gårsdagens Jagtfalk. Midt på morgenen landede en flok blandede gæs på marken
ude på odden som vi kunne nyde - hvis man må det uden brug af kniv og gaffel -
fra obsposten.
/ TEO
PS: Beklager den forringede billedkvalitet på bloggen siden i går - der arbejdes på sagen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar