torsdag den 29. januar 2009

Et par sjældent mærkede vinterfugle











28. januar 2009.
Der var lige nogle ting på stationen, der skulle checkes i ringbasen, og fårene skulle have de sædvanlige 2 baller hø, så lidt over middag åbnede jeg de fleste af nettene i det disede, stille vejr med et par frostgrader i håb om at mærke lidt finker.
1 netrunde gav da også en Grønirisk og et par Kvækerfinker, men der var meget få fugle i det hele taget. På næste tur hørte jeg en Sjagger skabe sig hysterisk fra det stormaskede net, og det var ikke så sært: Mindre end en halv meter fra droslen sad der en Stor Tornskade! Den var utrolig hidsig og bed gevaldig fra sig, mens jeg pillede den ud, og uheldigvis smuttede Sjaggeren sin vej, inden det blev dens tur til at komme i posen - øv - men den Store Torn blev da mærket, og det er ringmærkningsgruppens 1. vinterfugl af denne art.
Jeg blev dog ikke snydt for Sjaggere, for senere hang der 2 stk i Ø3. I skumringen fik jeg endnu en drossel, men denne gang en Sangdrossel, og det er også gruppens første januarmærkning nogensinde af Sangdrossel.
Jeg besluttede at forsøge uglefangst, så Gråsiskenkaldet blev skiftet ud med Perleugle. Det varede ikke længe, før der var hele 2 Natugler, der sad og tudede om kap med CD-spilleren: 1 fra fyrhaven og 1 fra det store træ med tårnfalkekassen. Perleuglekaldet blev skiftet til Natugle, men lige meget - eller lige lidt - hjalp det: Ingen uglefangst denne aften.
Men så fik sjælen da ro.
Hans Lind

Ingen kommentarer: