søndag den 18. januar 2009

Weekend i Gedser







Fredag aften efter arbejde tog jeg afsted mod Gedser, og på vejen tog jeg den unge ornitolog Ragnar Smith med. Om lørdagen gik vi ud og åbnede net om morgenen, og fik ret hurtigt fanget en blåmejse og lidt kvækerfinker. Lidt efter kom der en masse folk til stationen, da vi havde optællingsmøde, hvor vi skulle tjekke alle de ringmærkede fugle fra 2008 for fejl, inden vi skal afrapportere til zoologisk museum. I mellem tiden var der ankommet en stor flok silkehaler og sjaggere til haven og på næste runde fik vi fanget 2 sjaggere og 4 vindrosler. I alt blev det til 21 mærkede fugle om lørdagen! Om aftenen kom Gert ned til stationen for at hente Ragnar og jeg, da vi skulle op og se om vi kunne fange nogle vadere ved Elkenøre strand. Da vi stod og skulle til og ud af døren kom der imidlertidigt et enormt lysglimt, og vi snakkede en del om at det var et mærkeligt kraftigt lyn, og det viste sig jo så også at det var en meteor vi havde set:-)



Næste morgen drønede vi til Maribo for at se, hvad vi kunne fange der, og vi fik hurtigt fanget lidt blishøns, gråænder og sørme også en grønbenet rørhøne! På isen sad to havørne og holdt øje med det hele! Herefter drønede vi til Nakskov, hvor vi fik mærket en ung svane og aflæst en meget gammel svane. Dagen sluttede i Sundby hvor vi fik mærket endnu en svane og i alt fik vi i løbet af dagen fanget følgende: 3 knopsvaner (heraf 1 aflæsning), 7 gråænder (heraf 2 aflæsninger), 3 blishøns, 1 grønbenet rørhøne. Derudover aflæste vi to hættemåger og 2 stormmåger, så en fin dag!



Jesper Brinkmann Fotos: Gert Jepppesen

Ingen kommentarer: