torsdag den 27. august 2009

Få fugle og spændende edderkopper

De foregående dage, har budt på mellem 40-50 fugle i nettene, men dagen i dag kunne ikke helt leve op til de sidste dages standarder. Ialt blev 25 fugle ringmærket. Her iblandt brogede fluesnappere, rødstjerter, diverse sangere og en enkelt spurvehøg, 1k han. Årets 7. skovsanger blev mærket af Stig, imens jeg tog mig af spurvehøgen.
Ud på eftermiddagen gik jeg en tur ud imod Odden, for at se lidt vistjerter og sommerfugle. Idet jeg stod og iagttog nogle sommerfugle ved kysten bag den offentlige parkeringsplads, faldt jeg pludselig over en fantastisk flot hvepseedderkop. Arten er tidligere observeret på fuglestationens område blot en gang tidligere og Hans Lind har set en i baghaven for en del år siden. Jeg tilkaldte Stig og Ina, som kom ud og så edderkoppen og sammen fandt vi i alt 6 individer af hvepseedderkop inden for 50m. x 5m..

Hvepseedderkop 27/8 09. Foto: Rune S. Tjørnløv

GFU-blog v./ Rune S. Tjørnløv & Stig Jürgensen

onsdag den 26. august 2009

Mange besøg og en "pap'gøje" i garnet

De forgangne dage har budt på adskillige spændende oplevelser. - Træk af hvepsevåge, enkelte fiskeørne, 1 blå kærhøg og 1 ung aftenfalk (se galleriet) er blevet set omkring fuglestationen.

Mange forskellige folk har gæstet stationen i de seneste dage; Den 23/8 kom Søren Klarskov fra Boeslunde, der havde taget Preuss den tidligere leder af Ringmærkningscentralen med sig. Desuden stødte Palle Nygaard til og deltog i mærkningen. Per Bo Hansen var endnu engang på stationen og Hans Lind kiggede ud med morgenbrød. - Stationen summede af liv.
Der var også masser af fugle i nettene og vi havde en fantastisk dag med omkring 150 nymærkninger.

Jimmy Skat havde tilbragt dagen med at obse på Odden sammen med bl.a. Louis, og han blev på stationen i et par dage. Brian Maar har også været på GFU i flere omgange, og har de seneste dage set vendehals og spurvehøg i hånden.

Efter at have spist en særdeles fremragende middag hos Louis kunne jeg tage imod vores nye x-mærker Stig Jürgensen og hans kone, der efter få dage på stationen, har fået mange gode fugle imellem hænderne.
Dagstotalerne for ringmærkningen har ligget på omkring 40-50 fugle, så det har ikke været overvældende, men der har så sandelig været nogle gode arter i nettene. Stig har bl.a. mærket vendehals (nr. 5 i år), husrødstjert og spurvehøg.

Husrødstjert 1k. Foto: Rune S. Tjørnløv

Fuglen blev desuden forevist for Simon Vikstrøm, der gæstede haven.
En anden stor og dejlig overraskelse var, da en lille korsnæb pludselig sad i N2. - Jeg har engang fanget en på Anholt, men venligt ladet den gå videre til en anden. Det var derfor en ny mærkeart for mig, og blot nr. 2 mærket på Odden nogensinde, idet Simon Vikstrøm mærkede den første 28/8 2002. Hans Lind beretter, at han i et maveonde har mærket 3 i rørskoven på Kroghage for mange år siden. Den lille korsnæb var overvejende gulgrøn, men med enkelte indslag af rødt, hvorfor det må dreje sig om en 1K han.

Lille korsnæb 1k han med fældning af 2 svingfjer. Foto: Rune S. Tjørnløv

Er den ikke flot? - Det er næsten som at få en helt ny art....

GFU-blog v./ Rune Skjold Tjørnløv

lørdag den 22. august 2009

Nybyvej juli måned.



Der er nu ved at komme, lidt flere fugle ved "Lervejshus", så det er lidt mere spændende, at ringmærke igen. Jeg forsøger at mærke, så ofte det er muligt, når ellers arbejdsplanen tillader det.

Det er ofte de 2 net, der står i bevoksningen, tæt på huset, der giver flest fugle.

Det er blevet til 21 arter, fordelt på: Munk 39 - Musvit 26 - Blåmejse 11 - Grønirisk 5 - Sumpmejse 2 - Bogfinke 3 - St. Flagspætte 1 - Solsort 8 - Rødhals 8 - Spætmejse 3 - Dompap 9 - Kernebider 6 ( heraf en 1k ) - Løvsanger 1 - Gransanger 1 - Gærdesmutte 2 - Havesanger 1 - Gulspurv 1 - Skovspurv 1 - Rødstjert 1 - Træløber 1 - Gulbug 1.

I alt 131 fugle.

Når der ikke er så meget at ringmærke, nyder jeg de mange sommerfugle, jeg har i haven, især den store Kejserkåber, som har været meget talrig, den vil gerne fouragere på de mange sommerfuglebuske, jeg har fået planet.

Nu går jeg bare og venter på, at trækket skal gå igang, dette plejer at give et eller andet spændende i haven.

torsdag den 20. august 2009

Stille nordvestenvind giver masser af fugle i nettene.

Der har igennem længere tid været en strid vestenvind ind over Danmarks sydligste punkt. - Ikke ligefrem ønskeligt for ringmærkningen og mærkningstallene for august har da heller ikke været lige så store som for de foregående år i samme periode. Natten til onsdag var lettere overskyet og med svag nordvestenvind var det noget nær optimale betingelser for et småfuglefald.

Løvsangerne kom onsdag morgen og efter en enkelt runde, havde jeg mærket ca. 70 fugle inden jeg ringede til Hans Lind, for at få lidt assistance, så jeg kunne fortsætte med alle net åbne. På første runde hang der 22 løvsangere i samme net (Ø6)! Hans havde taget sin søn med som notar. Allerede efter 2. runde var vi tæt på 180 fugle. Imellem løvsangere, tornsangere, gærdesangere, skovpibere, broget flue m.m. sad også 2 vendehalse, der blev vist frem til flere tilkomne gæster. -Den første af de 2 vendehalse er efter nogen spekulation blevet vurderet til en 1k pga. øjenfarve, imens fugl nr. 2 var en 2k+ med mahogni-farvet øje og typiske hånddækfjers-mønster.

Foto: Vendehals 1k. Fotograf: Rune S. Tjørnløv

Onsdag den 19/8 blev årets største dag indtil videre med 242 mærkede fugle!
Dagen i dag 20/8 bød på noget færre fugle, og mærkningen var noget mere hygge-præget end i går.
I alt blev der mærket omkring 60 fugle i dag med 2 interessante individer imellem;

Foto: Broget fluesnapper 2k+ han med sort hale. Fotograf: Rune S. Tjørnløv

Broget fluesnapper har normalt hvide halesider, men jeg har set op til 3 fugle med helt sort hale i Gedser igennem tiderne. Dette passer imidlertid bedre på hvidhalset flue eller den nordafrikanske brogede fluesnapper, men det er bare en broget, fordi fuglen har meget hvidt omkring tertiærerne og meget lille hvid vingeplet, der slutter langt inde i hånden. - Dette er vel en mangelvare i felthåndbøgerne.

Endelig blev årets 8. karmindompap fanget og ringmærket omkring kl. 12;

Foto: Karmindompap 1K. Fotograf: Rune S. Tjørnløv
Først på morgenen fik jeg et kort glimt af en hede-/steppehøg, men fuglen viste kun overside og forsvandt lige så hurtigt, som den var dukket op. Louis, der obsede på Odden fra solopgang til kl. 17 kunne berette om mere end 200 trækkende sortterner!!


GFU-blog v./ Rune S. Tjørnløv

































søndag den 16. august 2009

Vendehalse, takvinger og sultemærker i fjerene

Et sammenkog fra de seneste dage ved GFU.

Først og fremmest har det blæst ret så kraftigt, men på trods af det har ringmærkningen nu ikke været så dårlig endda.


Den 14/8 blev der mærket 22 fugle i alt med skovpiber og grå fluesnapper som det sjoveste. Endnu en blæsende dag fulgte, men alligevel blev 72 fugle mærket fra solopgang til middag. Heriblandt var en stor og flot spurvehøg hun 1k.

Foto: Per Bo Hansen, 15/8 09. GFU
Man kan se de flotte dråbe-formede fjer, som fortæller at fuglen er født i år.

På denne vindomsuste dag blev der bl.a. mærket rødstjert, broget flue 2, grå flue - efterårets første 1k-fugl, og sidst men ikke mindst blev vendehalsen, som Hans Lind mærkede forleden aflæst i hejsenettet og fremvist til PerBO Hansen og André, der havde overnattet på stationen.

Ved 10-tiden ankom Rune Palmquist, med et lille udsnit af Køge Fuglegruppe. I alt 3 personer fik forevist ringmærkning og der blev snakket fugle, drukket kaffe og spist morgenbrød.
De sidste dage har budt på et stort influx af sommerfuglen, nældens takvinge. - I starten af august var det især tidselsommerfuglen og dagpåfugleøje, der dominerede. - Desuden blev der set blåbåndet pragtvandnymfe, der er et vandvittigt flot insekt og vist nok ret så sjælden på disse kanter.
Dagen i dag har budt på 33 nymærkninger og en feltobset vendehals her til aften. - Den sad på en nyhøstet mark 1km. nede ad poststien.

Afslutningsvis vil jeg bringe et billede af en gærdesanger-hale, hvor man tydeligt ser, at fuglen har haft en længere periode med dårlige fødemuligheder, der kan resultere i tydelige sultemærker i fjerene. - Det ser næsten ud som om, Lucky Luke har været på spil med 2 seksløbere (i alt 12 halefjer).

Foto: Gærdesanger med sultemærker i fjerene. Foto: Rune Tjørnløv


GFU blog-indlæg v./ Rune Skjold Tjørnløv








torsdag den 13. august 2009

Hals og burfugl!




Torsdag den 13. august.
Fangsten startede en god time senere end normalt på denne årstid på grund af en god gang regn, men kl. 06:15 var alt klar til det store rykind, som jeg havde håbet på måtte komme. Det udeblev dog, men positivt var det med fugle på hver netrunde.
Som bebudet sattes skovsangerkald på CD-afspilleren ved hejsenettet, og en enkelt blev da osse fanget, bare i den anden ende af haven. Stadig nogle Gulbuge, Kærsangere og en Rørspurv, og nu er der ved at komme lidt gang i Løvsangerne. Op ad dagen fløj en Rødrygget Tornskade i H2.
Sjovest og mest overraskende var lukkerunden mellem kl. 13 og 14: I hejsenettet sad en stærkt gul fugl, der viste sig at være en Kanariefugl! (8. maj 2008 havde vi også en kanariefugl, den var dog mere orange). Efter at have fået fotograferet burfuglen gik jeg videre og skulle lukke resten at nettene, og sørme om der ikke sad en Vendehals og slangede sig i Ø6!!! Årets første, som kunne skrives ind på ringlisten, 32 mærkede fugle i dag.
GFU var pænt besøgt i dag. Udover ringmærkeren kom Asbjørn, Louis, Gert og Simon. Mens vi sad i solen og nød en kop kaffe, kom et ægtepar fra Nordsjælland og fik vist stationen og fik tips om gode lokaliteter her på Lolland-Falster. 2 Ravne og en Hedehøg/Steppehøg blev set i dag. Tekst: Hans Lind
Fotos: Gert Jeppesen (fotos følger senere)

Endnu en Høgesanger


2k han Hvid Vipstjert, i stærk fældning!


Ung Høgesanger


Onsdag den 12. august.
Vikar for Rune i dag og i morgen, så nettene var rullet ud til kl 05:00. Det blev en dag med byger af vekslende styrke og en del vestenvind, men det tvang da ind imellem lidt fugle ned i stationshaven, således 2 Hvide Vipstjerter og 2 Skovpibere. Med stjerterne fra i dag er vi nu oppe på 14 stk i 2009, og det er det bedste år nogensinde på stationen.
Ellers en pæn blanding af af sensommerens sangfugle: Løv, Torn, Gærde, Kær samt aflæst 2 Nattergale, som Rune har mærket i den sidste uges tid.
Kl. 10, mellem et par byger, sad der sandelig årets 3. Høgesanger, denne gang i det nyligt opsatte net Ø3, og på lukketuren gav det en Rødrygget Tornskade.
En ganske god dag, total 29 nymærkede fugle. I morgen prøver jeg nok at afspille lidt kald af Skovpiber ved hejsenettet, hvis da ikke dagen drukner i regn.
Hans Lind

lørdag den 8. august 2009

Vandvittig dag på GFU

Efter de to fund af vandsanger i DK dagene forinden, blev det hurtigt besluttet, at der skulle spilles vandsanger-lyde ved vores pile-hegn henover natten.

Jeg havde netop fået en af vennerne fra biologi-holdet på besøg og vi fik sat cd-afspilleren i gang tæt på F3 i pilehegnet.

Nettene var åbne som sædvanlig en halv time før solopgang, og den første fugl vi fik øje på i nettet, havde et megakraftigt øjenbryn, og den sad præcis i det net, hvor lyden stod tæt op ad. Fuglen blev pillet forsigtigt ud, og det kunne konstateres at den havde hvad jeg vil kalde issestribe, godt nok noget udflydende, men alligevel. Generelt havde fuglen en helt anden grundfarve end hvad jeg har set på en sivsanger. Den var varmt gul, halen virkede meget rund, men jeg kunne godt se, at den ikke var så stærkt tegnet på ryggen. - Efter et hurtigt kig i ringmærkerbiblen, som jeg ikke fik meget ud af - Vingen lå i overlapszonen og der var umiddelbart ikke noget at hente i vingeformlen - ringede jeg til Louis, der stod på Odden og til Hans inde i Gedser. - Jeg var på det tidspunkt meget sikker på, at det måtte være en vandsanger. - Måske et sted i underbevidstheden også farvet af at den netop havde siddet i nettet med lyden, men det var virkelig fordi fuglen adskilte sig fra hvad vi plejer at se blandt de relativt få sivsangere vi fanger i Gedser.
Da først Hans og Louis var ankommet gik vi indenfor og åbnede for godteposen. - Da jeg tog fuglen ud af posen, blev der sagt; "Det er en vandsanger!" - og det bekræftede mig kun i, at det sgu ikke kunne være en sivsanger, jernbaneskinner eller ej. Vi fik hurtigt set på forskellige vandsangere på nettet med mere eller mindre udflydende issestribe, og vidste godt, at vores fugl var lidt svagt tegnet, men vi var forblændet af "Heat of the moment", hvor man ikke tænker klart, og at vi umiddelbart alle 3 var enige om, at det måtte da være en vandsanger, med de farver. Vi tømte hurtigt nettene og, der blev bl.a. fanget en gammel sivsanger, som blev taget med tilbage til sammenligning.
I mellemtiden var Gert Jeppesen ankommet, og vi tog fuglen ud til fotografering. - Da jeg tog fuglen op, blev der bl.a. sagt "hold kæft, hvor er den flot", alt sammen noget, der farvede situationen. - Men ja, det er jo ikke noget godt kendetegn at den er flot:) - Det var den solsort i Skagen, der blev meldt ud som gråstrubet drossel vel også, skråpen i nordhavnen, eller rylen for kort tid siden.

Den såkaldte vandsanger var en 1k, og vi kender udmærket til at farverne på unge og gamle fugle kan adskille sig en hel del, men det gik galt alligevel.

Først blev der taget billeder af den vandvittige sanger alene, dernæst sammen med den gamle sivs, og de to fugle virkede så forskellige, at der bare måtte være tale om to forskellige arter. Helt forskellige grundfarver, den påståede vands var mindre end den gamle sivsanger og halen var faktisk noget rundere.
Det var ikke et vildt ønske om en vandsanger i Gedser, der drev værket. Vi troede simpelthen bare, at med de farver og den kæmpe forskel der var imellem de to fugle, måtte den unge af dem være en vandsanger.
Da der var gode billeder af dyret, blev den sluppet og der blev gået lidt flere netrunder, imens jeg forsøgte at melde fuglen ud på dofcall, som selvfølgelig var nede den dag.

Kort efter fangede vi en 1k høgesanger, der jo også er en meget sjælden fugl. - Det var Gedser's anden i år.

Ud på eftermiddagen fik Gert Jeppesen tilsendt et par billeder til netfugls galleri. Jeg fik lidt tid efter en sms om at arten var blevet ændret til sivsanger! Jeg tænkte bare, at der måtte være sket en eller anden fejl. Jeg fik aftalt med netfugl-redaktionen, at de skulle fjerne billederne indtil vi selv havde kigget på kræet igen og vurderet sagen lidt fra oven. - Ja, den manglede jo godt nok de rygstriber, men alligevel... - Vi fik set lidt billeder af både vandsanger og sivsanger på nettet og blev klar over, at der var sket en fejl. Vi havde fået bekræftet hinanden i noget, som det ikke var, og så kan det gå stærkt. Havde vi blot brugt lidt mere tid og set lidt flere billeder på nettet fra starten, var det nok ikke kommet så vidt. Den lignede i hvert fald ikke den tegning af en ung sivs, som kan ses i "fugle i felten", som vi i øvrigt også kender dem på de her kanter.

Her er nogle billeder af den vandvittige sanger; Alle taget af Gert Jeppesen.

Tja, man lærer noget hele tiden. Nogle dage mere end andre. Nogle gange på den bløde måde, andre gange på den hårde.

Alligevel er man nødt til at reagere på en fugl, som ser markant anderledes ud, end hvad man plejer at fange. - Hvis bare man hver gang tænker.. - Nej, den ligner sku lidt en gulbug, eller en kærsanger, så det er det nok, så finder man heller aldrig noget.

GFU og undertegnede beklager endnu engang at vi fik gejlet hinanden op til at tro, at det var en vandsanger, men den er nu rettet i notesbogen. På denne højst besynderlige dag, blev der ringmærket og bestemt alder og køn på; gul vipstjert 2, hvid vip 1, sivsanger 2, kærsanger 3, rørsanger 1, gulbug 3, høgesanger 1, gærdesanger 1, tornsanger 13, havesanger 1, løvsanger 1, skovspurv 3, Grønirisk 2, Tornirisk 1, Karmindompap 1. - Alt dette der er vores job hører folk ikke meget om, men kommer der en sjælden fugl, bliver fokus stillet ind. - Når billederne bliver vist, kan alle andre sidde derhjemme med armene over kors i den bløde med en kop kaffe i hånden og det er ofte helt anderledes.

Nå, men det kan jo være at der kommer en med rygstriber og smal issestribe, en af de næste dage. Så hører I fra os igen...:)

GFU (tekst ved Rune Tjørnløv)

torsdag den 6. august 2009

Et par rigtig gode morgener, med gode antal af tidlige trækkere og rovfugle på himlen.

Dagen i går, gik hen og blev rigtig god. Jeg havde fået besøg af min fugle-/ringmærker-ven igennem mange år, Rasmus Bøgeskov Larsen, der glædede sig til igen at få acroer, hippoer, løvs'er og torns'er imellem fingrene. Onsdag den 5/8 blev den hidtil bedste dag på Odden i efteråret indtil videre. - 69 fugle kunne mærkes; rødstjert 5, kærsanger 6, rørsanger 1, sivsanger, gulbug 5, gærdesanger 8, tornsanger 9, havesanger 8, løvsanger 20, grå fluesnapper 4, br. flue 1, skovspurv 1! Næsten alle arter vidner om, at efterårstrækket er i fuld gange og at den kommende periode kommer til at byde på en masse af vores flotte og mange forskellige trækfugle.

Vi lukkede net omkring kl. 11 og kunne her i selskab med Jørgen Munk, notere en 2-3k havørn, der kredsede rundt på enorme vinger over markerne umiddelbart nord for stationen.



Skovrandøje studeres i insektholder. Foto: Rune S. Tjørnløv




Udover fuglene, blev det til lokalt sommerfuglehit, i det en skovrandøje slog sig kortvarigt ned i brombærene lige uden for stationen.
Resten af dagen blev brugt på at kigge sommerfugle med Hans Lind. Vi fik set den meget sjældne sorte ildfugl et sted omkring Gedesby. Det er det eneste sted i landet den findes.

Dagen i dag bød også på et pænt antal fugle i nettene. Morten Kristensen var endnu engang dukket op på GFU og gik med rundt sammen med ringmærkerne. En nattergal fra et par dage før blev aflæst, ellers fordelte mærkningerne sig på gærdesanger, tornsanger, gulbug, havesanger, munk, kærsanger, rørsanger, tornirisk og dagen blev rundet af med en flot gammel hun rødrygget tornskade.





Rødrygget Tornskade 2k+ hun. Foto: Rune S. Tjørnløv

Pludselig kom en 2k han hedehøg lavt ind over stationen og blev senere fundet af Louis på Odden! - Også en lille præstekrave var ude at vende denne morgen og kaldte et par gange over stationshaven.


Jeg håber de gode takter fortsætter lidt endnu, inden vejret skifter.


v./ Rune Skjold Tjørnløv

Nye genfund!

Har nu modtaget lidt yderligere genfund:

9U16370 Grønirisk hun 1k mærket Gedser odde 28/9-2008 fundet død Gedser by 2/8-2009 afstand: 4 km.

9D33002 Gulbug 1k mærket Gedser odde 19/08-2007 fundet død Västanvägen, Sverige 17/7-2009 afstand: 1386 km


9D67188 Blåmejse 1k mærket Gedser odde 16/10-2008 dræbt af kat 7/5-2009 Roskilde afstand: 121km

AP25330 blåmejse mærket 5/11-2008 Hoogkerk, Holland aflæst Gedser odde 14/4-2009 afstand: 389km

Endelig så sad jeg sidste gang jeg var i Gedser og kiggede lidt i de gamle notesbøger, og her opdagede jeg, at der var aflæst en gærdesmutte den 11/10 2007, som ikke var en af vores ringe, og da den ikke var streget ud, kunne jeg se at den ikke var sendt ind til zoologisk museum, så det fik jeg hurtigt Hans til at gøre. Det viste sig at gærdesmutten var ringmærket på Grenen, Skagen 17/10-2006 af rolf! Afstand: 362km.

Mvh

Jesper Brinkmann

mandag den 3. august 2009

Mandag: Absolut godkendt!




Ved 6-tiden skulle jeg overtage ringmærkningen, idet Rune havde ærinde i storstaden resten af dagen, og han havde allerede vist vejen ved at mærke eftersommerens første Karmindompap, en 1k-fugl, som måske er udruget i nærområdet.
Imidlertid begyndte det at regne så småt, men jeg vurderede, at det var forsvarligt at fortsætte fangsten ved at gå rundt hele tiden. Der kom dog også mindre end 1 mm i løbet af et par timer.
Der var enkelte fugle på alle runder, mest Tornsanger og Løvsanger, men så sandelig også en Skovsanger. En ung Husrødstjert kunne skrives på mærkelisten sammen med lidt Kærsangere og Gulbuge.
Selv lukkerunden ved 12-tiden gav gode ting: Dagens 2. Skovsanger og en ad. Nattergal. Total 20 nymærkninger af 11 arter.
Men Nøddekrigerne lod sig ikke se i dag.
Tekst og billeder: Hans Lind

lørdag den 1. august 2009

En sjælden Gedser-specialitet og kærsangerfald

Nettene var oppe i god tid og morgenkaffen kunne indtages i de første lysskær inden første runde. Efter at have mærket en kærsanger gik jeg op imod F03, hvor jeg med det samme ser en lille giftigt udseende acrocephalus med kraftigt lyst øjenbryn. Jeg piller roligt fuglen ud og kan konstatere at det må dreje sig om en buskrørsanger. Da det er en ny verdensart for mig og det samtidig er en meget svært bestemmelig art venter jeg med sejrsdansen og tager fuglen med
tilbage til stationen for at tage mål og konsultere litteraturen.
På første runde hang der 16 fugle, hvoraf de 10 var kærsangere. De skulle lige klares inden jeg kunne få tid til måltagning og billeder. I alt blev der mærket 23 kærsangere denne morgen!

Jeg vil ikke gå i detaljer omkring mål her, men kan oplyse at vingemålet var 63,5mm., øjenbrynet kraftigst foran øjet og fuglen havde kærsangeragtige farver med meget svag rusttonet overgump.



Fotos: Buskrørsanger 2k+ ringmærket Gedser Odde 1/8 kl. 05.30 af Rune Tjørnløv.

Læg især mærke til den korte vinge, lyse øjenbryn, der er kraftigst foran øjet og fuglens grundfarve, der minder mere om kærsangerens grundfarver end om rørsangerens.

Fotograf; Rune Tjørnløv
En beskrivelse af fuglen vil blive tilsendt SU med detaljer om mål og flere billeder.
Meget vigtigt som assisterende "kendetegn" var det at jeg holdt fuglen sammen med en kærsanger, der skrappede som de nu gør. - Til det svarede buskrørsangeren nogle 3-5 sekunder korte strofer med pludrende sang, der var en fryd for øret. Så bliver det ikke bedre....

Gedser rules...

V./ Rune Skjold Tjørnløv