torsdag den 6. august 2009

Et par rigtig gode morgener, med gode antal af tidlige trækkere og rovfugle på himlen.

Dagen i går, gik hen og blev rigtig god. Jeg havde fået besøg af min fugle-/ringmærker-ven igennem mange år, Rasmus Bøgeskov Larsen, der glædede sig til igen at få acroer, hippoer, løvs'er og torns'er imellem fingrene. Onsdag den 5/8 blev den hidtil bedste dag på Odden i efteråret indtil videre. - 69 fugle kunne mærkes; rødstjert 5, kærsanger 6, rørsanger 1, sivsanger, gulbug 5, gærdesanger 8, tornsanger 9, havesanger 8, løvsanger 20, grå fluesnapper 4, br. flue 1, skovspurv 1! Næsten alle arter vidner om, at efterårstrækket er i fuld gange og at den kommende periode kommer til at byde på en masse af vores flotte og mange forskellige trækfugle.

Vi lukkede net omkring kl. 11 og kunne her i selskab med Jørgen Munk, notere en 2-3k havørn, der kredsede rundt på enorme vinger over markerne umiddelbart nord for stationen.



Skovrandøje studeres i insektholder. Foto: Rune S. Tjørnløv




Udover fuglene, blev det til lokalt sommerfuglehit, i det en skovrandøje slog sig kortvarigt ned i brombærene lige uden for stationen.
Resten af dagen blev brugt på at kigge sommerfugle med Hans Lind. Vi fik set den meget sjældne sorte ildfugl et sted omkring Gedesby. Det er det eneste sted i landet den findes.

Dagen i dag bød også på et pænt antal fugle i nettene. Morten Kristensen var endnu engang dukket op på GFU og gik med rundt sammen med ringmærkerne. En nattergal fra et par dage før blev aflæst, ellers fordelte mærkningerne sig på gærdesanger, tornsanger, gulbug, havesanger, munk, kærsanger, rørsanger, tornirisk og dagen blev rundet af med en flot gammel hun rødrygget tornskade.





Rødrygget Tornskade 2k+ hun. Foto: Rune S. Tjørnløv

Pludselig kom en 2k han hedehøg lavt ind over stationen og blev senere fundet af Louis på Odden! - Også en lille præstekrave var ude at vende denne morgen og kaldte et par gange over stationshaven.


Jeg håber de gode takter fortsætter lidt endnu, inden vejret skifter.


v./ Rune Skjold Tjørnløv

Ingen kommentarer: