Imorges stod vi op til sne - masser af sne! Uden for døren lå en kæmpe snedrive, så det var hurtigt igang med skovlen og få ryddet en sti rundt i haven, og dernæst at få fodret fuglene og dernæst fårene!
Sådanne vejrsituationer plejer at være kanon til at fange ænder, svaner og lignende, så Gert blev kontaktet og han var frisk på en tur og omkring middag ankom vi til Maribo! Det viste sig hurtigt at fuglene var rigtigt nemme at fange og først blev 2 blishøns mærket, hvorefter det lykkedes at fange hele 21 gråænder!
Herefter havde vi ikke flere 3´er ringe med, så det kunne ikke blive til flere ænder, men det lykkedes til gengæld at fange en grønbenet rørhøne!
Herefter kørte vi til Sakskøbing hvor endnu en blishøne fik personnummer og det lykkedes også at fange en hættemåge! Derudover stod der en hættemåge med en af Kjelds farveringe på samt en finsk-mærket fugl. Den sidste blev desværre ikke aflæst fuldstændigt!
Herefter var vi en tur i Nysted, men her lå fuglene desværre for langt ude til fangst, så vi kørte til Nykøbing Havn, hvor en stormmåge med farvering hurtigt blev spottet. denne fugl var mærket i Estland, så en super fed aflæsning!
Sidst men ikke mindst blev 2 fine knopsvaner også forsynet med ring!
På turen tilbage til Gedser nåede termometret ned på -17 grader!!! Det er blevet vinter på Sydfalster!
Jesper Brinkmann
Fotos: Marie-Sofie Søby
Ingen kommentarer:
Send en kommentar