tirsdag den 5. januar 2010

Sneet inde i Gedser!







Her et lidt forsinket indlæg for de sidste par dage! Der skete nemlig det at snevejret fortsatte i Gedser og det blev så voldsomt, at vi til sidst sneede helt inde på stationen og samtidigt forsvandt internettet, så vi blev delvist omskåret fra omverdenen!

Det har dog ikke fraholdt os fra at give den gas med ringmærkningen hernede! I forgårs aften gik jeg på stranden med kether og lys og det lykkedes ret nemt at fange 3 almindelige ryler, som så blev mærket. Næste morgen stod jeg tidligt op og gik ud igen. Lige nede foran stationen lettede en ung hættemåge og fløj 20 meter ud på noget grødis og lagde sig. Jeg masede mig vej gennem grødisen og nettede mågen, så det var ny mærkeart for Gedser odde! Efter mærkningen af mågen gik jeg videre, og fandt hurtigt en rødben. Den stod på noget gyngende tang, men umiddelbart mente jeg godt, at jeg ku gå på det, så gik ud mod den, og det gik fint. Da jeg så skal tage det sidste skridt ud mod rødbenen, synker jeg i til lårene og iskoldt vand blandet med isklumper fosser ned i mine støvler, og rødbenen flyver sin vej:( Turen tilbage til stationen var mildest talt en kold omgang!

Om aftenen var jeg dog klar til endnu en tur på stranden, men alle fuglenen stod desværre meget besværligt på grund af isen. 2 gråænder stod dog på stranden og det lykkedes at fange den ene. Herefter går jeg videre, og lidt efter står der en fin sædgås på stranden. Regner selvfølgelig med, at det var den vi mærkede for få dage siden, men går hen til den for at tjekke og sørme om ikke det er en ny fugl, så den bliver nettet. Danmarks 12. og 13. ringmærkning af sædgås gennem tiderne er altså sket i Gedser på 3 dage! Således opløftet ovenpå denne begivenhed går jeg igen på stranden, men i min opmuntrede sindstilstand overser jeg at det er ren is jeg går på og lidt efter er jeg frit flyvende og lander med halebenet direkte ned på en sten! Efter et par minutter på isen med smerter lykkes det at komme på benene og tilbage til stationen!

Idag var vejen ud til stationen så endelig ryddet og Gert kom og hentede os. Da vi kører op mod Frisenfeldt render en sædgås over vejen, og jeg vælter ud af bilen og løber gåsen op. Det var endnu en umærket sædgås, men den var afkræftet så afleverede den hos Hans, som ville sende den videre til en vildtplejestation! Fuglene begynder at ku mærke det hårde vejr nu!

Vi kørte videre til Maribo hvor 2 gråænder, 1 blishøne og 3 hættemåger bliver mærket. Der var også rigtigt mange måger med ringe. 3 var særligt spændende! 1 tyskmærket hættemåge stod pludselig i flokken. Derudover var der to hættemåger som er mærket for ganske få dage siden i København, så det beviser at fuglene altså bare vælter sydover for tiden i dette kolde vejr!

Jesper Brinkmann
Foto: Marie-Sofie Søby

1 kommentar:

stju41 sagde ...

Hvad klimaet dog kan bringe af overraskelser - og farer. En ting er at falde i vandet under udførelse af sit arbejde, men når man så også bliver omskåret mens man venter på at vejen bliver ryddet, så må man overveje, om man tør binde an med Gfu.

Spøg til side. Flot at nogen vil tage en tørn med alternative fugle i det vejr.

C-160