fredag den 19. marts 2010

En blæsende dag med forårstegn











19.marts 2010

8/8 skyer ved solopgang. Blæst af konstant varierende styrke, men oftest så nettene stod som lodrette trampoliner. Det skulle åbenbart ikke være den dag, hvor det 'sjove' nåede over Østersøen. Men forløberne var der i beskedent antal. På første runde hang der både rødhals og fuglekonge - en af hver. Lidt overraskende, men meget velkomment. På næste runde var der også en gærdesmutte, og helt uden garnnøgle. Men det kunne nok ikke lade sig gøre, når nettene stod så spændt.

Ellers var der indtil middag lidt af hvert af de fugle, som der fanges hver dag. Ikke noget at skrive hjem om. Men på netlukningrunden kl 16 fik fuglefangsten sin anden luft. Min sandten om ikke der sad to kærnebidere (også kaldet boltsakse, kan jeg forstå) i hejsenettet sammen med et broget udvalg af kvækerfinker, bogfinker, musvitter og blåmejser. Kærnebideren er ikke en fugl jeg ofte har i hånden. Det er faktisk 42 år siden. Så det er en fugl, hvis næb indgyder respekt og forsigtighed. Men disse to eksemplarer opførte sig dannet og nøjedes med at sige en meget højfrekvent lyd.

Meget passende en han og en hun så forskellene kunne sammenlignes. Ren anskuelsesundervisning. Desværre svigtede mit gamle kamera netop som jeg havde linet hannen op til fotografering i fuld figur. Rigtig ærgerligt, så jeg må ud og fange en ny i morgen. Den er jo her i nabolaget, kan jeg forstå på Louis.
En blæsende dag, der blev rundet godt af.

Dagens mærkninger:

Bogfinke 8
Rødhals 2
Kvækerfinke 9
Musvit 4
Grønirisk 8
Solsort 1
Blåmejse 3
Gærdesmutte 1
Fuglekonge 1
Kernebider 2
----------------------
i alt 39

Masser af aflæsninger. Blåmejserne har åbenbart slået sig ned i haven og elsker at gynge i nettene. Men ikke nogen at skrive om.
I morgen får vi regn det meste af dagen.

Stig
C-160

Ingen kommentarer: