onsdag den 13. oktober 2010

Stationens 3. natravn mærket - Nu med billeder!

Onsdag d. 13/10 2010: Jeg er selv på farmen, men med mulighed for asssistance med at mærke eventuelle fugle. Jeg satte 9 net til en start - overvejede bla. F4, men gjorde det alligevel. Det viste sig lidt senere at være en god disposition!

Anders Prehn dukkede op lige ved daggry, og han ville godt med på første runde. F3 gav en aflæsning af en rødhals fra i går, og i F4 sad der noget, der på afstand lignede en drossel, så ganske roligt hen og pille den ud. MEN - det var ikke en drossel, men derimod stationens tredie natravn gennem tiderne - og min fjerde! Tilmed en meget sen fugl, den 4. seneste ifølge DOF-basen.


De nærmeste ornitologer på Odden blev orienteret, og hurtigt ankom Gert, der hermed fik sin første natravn på Lolland-Falsterlisten. Vi slap fuglen i nærheden af nogle udgåede træer, men nej, den fløj den anden vej og forsvandt over huset. En halv time senere fandt vi den siddende på det sammenrullede Ø11, men kun kortvarigt, for den forsvandt mod de høje sølvpopler. Asbjørn dukkede op lidt efter, og han ville kigge efter den i træerne, mens der blev ringmærket videre.

Ved 9-tiden kom et ægtepar fra Roskilde, og de havde på Odden hørt om natravnen, så den ville de da gerne se. Da jeg ikke vidste, hvor den lige nu befandt sig, fik de tilbud om at gå med på en runde, og minsanten om den ikke IGEN sad i F4!!! Alle, også Asbjørn, var glade, og efter et par fotos mere fløj den op og satte sig i en død elm i fyrhaven, desværre kun et halvt minut, hvorpå den forsvandt længere ind i haven.
Fuglen var uden hvide pletter på vinger og hale, men med antydning af et par lyse pletter på struben.



Resten af dagen gik stille og fredeligt, med 4-5 glenter overflyvende og en masse bramgæs og blisgæs.
Små 80 fugle mærket i dag. Udover natravnen var det almindeligheder, men dog en spurvehøg og til sidst en ringdue i Ø11.

Der opdateres senere med fotos fra dagen.

Hans Lind - gruppens natravnemærker! :-)

Ingen kommentarer: