Efter nogle vilde dage med store mængder af fugle, er vinden gået i sydøst og antallet af mærkninger ligger nu på et noget mere beskedent niveau.
I stedet for store mængder af trækfugle, har flere usædvanlige arter løbet med opmærksomheden. Den 29/9 blev der mærket en ung Misteldrossel helt tidligt om morgenen -en ud af mange overflyvende mistler, der var gået ned i haven.
Rune med Misteldrossel 1k. Foto: Hans Lind.
Ringmærkningstotalen den 29/9 var også helt forrygende med 606 mærkninger, herunder en skovhornugle, som Hans Lind kom ind med under armen, da han ankom til stationshaven på cykel kl. 06.30.
På den sidste dag i september, blev der også mærket mange fugle. Efterdynningerne fra de store trækdage gav endnu en god mærkedag med 199 mærkede fugle, her iblandt en lille gråsisken. Desværre ville nr. 200 ikke flyve i, inden nettene blev pakket sammen.
Oktober startede brat med en Lille fluesnapper på allerførste runde, der gjorde sit til at kick-starte endnu en god måned. Dagen sluttede med 161 ringmærkninger, hvilket også er ganske pænt, men i forhold til de helt store dage med omkring 800-1000 mærkninger, synes det ganske lidt. - Ja, man bliver hurtigt godt forvent.
Fredag eftermiddag fik vi besøg af Åse og Jørgen, der har gæstet stationen flere gange i år. - De kunne jo se på bloggen, at der var gang i løjerne, og hvem vil ikke gerne opleve det på nærmeste hånd. En gruppe fra Dof-Vestsjællands ungdom havde booket en guidet tur og de fik fuld valuta for pengene, da 3 skovskader pludselig kunne fremvises. Det er bestemt ikke hverdagskost med skovskader i nettene, men der er gode chance for at mærke flere af disse meget smukke fugle, da der er invasionsagtige tendenser i gang i Skandinavien. Da vi sad og ringmærkede skovskader, kom Gert pludselig ind med et stort smil om munden og en stor spurvehøg hun i den ene hånd. - Det var en flot fugl, men det der virkelige lunede på en kold efterårsdag, var det faktum, at fuglen bar en finsk ring om benet. - Se billeder af den finske spurvehøg og skovskaderne i GFU's galleri.
GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv
søndag den 3. oktober 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar