Da jeg stod op imorges mødte Louis og Hans, der vidst trængte til at finde en dyne og en seng efter at have studeret natsværmere natten lang! De havde desværre ikke set de helt store sjældenheder, men var vidst udemærket tilfredse! Jeg fik sat nettene op og lavet en spand kaffe, og samtidigt kom tågen rullende ind over odden og mindskede sigten til under 100 meter! Så måtte dagen jo blive ligesom den foregående tænkte jeg, hvor tågen også ødelagde fangsten. Efter første runde havde jeg dog mærket 4 solsort og 1 sangdrossel, så havde jeg allerede mærket lige så mange som hele den foregående dag.
På 3. runde ser jeg på afstand en fugl i H4 jeg tror er en spætmejse, men da jeg kommer hen til den kan jeg konstatere, at det er en lille flagspætte istedet! Så var dagen i den grad reddet, for det er kun 3. gang at denne art mærkes på stationen, og i det hele taget er det ikke en fugl der ringmærkes særligt ofte i DK. Efter at jeg slap spætten fløj den hen i det nærmeste døde elmetræ og gav sig til at hakke løs. Jeg kunne stå og kigge på den på kun 5 meters afstand, og den havde tilsyneladende straks glemt, hvad den lige havde været igennem.
Tågen havde gjort vores stråtag godt vådt og det var noget småfuglene kunne bruge. 3 husrødstjerter, 5 skovspurv og 2 løvsangere for rundt på taget og fandt insekter og andet spiseligt. I løbet af dagen lykkedes det at få mærket alle 3 husrødstjerter og en stor flagspætte fløj også i nettet, mens 2 andre ikke ville fanges idag. Årets første 1k gule vipstjert blev og mærket samt en kærsanger og alt i alt blev der mærket 31 fugle hernede idag. Derudover var der en gulirisk på trækforsøg.
Efter at have fået sovet lidt kom Hans ud igen og kørte en masse skrammel på genbrugspladsen, og Anders Zuschlag var nede og tage en kopi af databasen. Om eftermiddagen kiggede Munken og Allan Hagensen ind, de havde været på jagt efter Østlig takvinge hele dagen uden held desværre. De havde dog set hvid admiral og markperlemorsommerfugl m.m. Østlig takvinge er for dem der ikke ved det en meget en meget sjælden smuk sommerfugl der kun er truffet 11 gange herhjemme. Igår meldte Sverige om en mindre invasion, da der var fundet en hel del individer. Da arten kommer trækkende hertil fra Rusland og de baltiske lande er Bornholm og Gedser nok nogle af de bedste steder at eftersøge arten. Håber der bliver fundet nogle!
Imorgen er det min sidste dag hernede i denne omgang, og desværre skal det blæse en del, så bliver nok ikke til meget ringmærkning, men kan vidst også kun være tilfreds efter at have mærket en masse fede arter de sidste 10 dage: Gøg, lille flagspætte, 3 stor flagspætte, 35 digesvale, 8 husrødstjert, 2 skovsanger, 2 spætmejse, træløber, 3 rødrygget tornskade, kernebider, karmindompap. Af obs er det blevet til blandt andet 2 gamle pirol-hanner, biæder og gulirisk samt mange rovfugle for årstiden.
Når jeg kommer igen den 1. august vil der være endnu mere at se på, så vi ses hernede til vandsanger i august!
Jesper
Fotos: Jesper Brinkmann og Tom Nygaard Kristensen (google)