Idag havde DMI lovet svag vind fra syd ved 5-tiden, men så skulle det også blæse kraftigt op hurtigt derefter. Det blev dog ved med at være svag vind, hvilket var helt kanon, for idag blev det til 133 mærkninger i haven. Det var løvs og gærdesanger der totalt dominerede fangsten, men 3 nattergale og 1 karmindompap var dejlige afvekslinger. Karmindompap har nu sat ny årsrekord med 23 mærkede til dato.
Fie nød godt af de mange fugle i nettene og blev hurtigt skrap til at pille dem ud af netmaskerne. Mellem netrunderne gik vi ned til stranden for at kigge lidt og jeg fik hurtigt spottet en sølvmåge med ring. Den var mærket i 2001 ved Holeby, og derefter aflæst adskillige gange i Tyskland, mens det var første aflæsning på dansk jord efter mærkningen.
Omkring middag gæstede Gert og Preben Berg stationen til en snak og en tømning af sommerfuglefælden. Igen denne gang var der sjove dyr i fælden. For det første var der hele 4 eksemplarer af grøn lav-ugle denne gang, så det tyder på, at de er ved at etablere sig i DK. Et andet spændende dyr i fælden var 2 eksemplarer af ege-processionsspinder. Denne art lever heldigvis ikke i Danmark endnu, men nogle få eksemplarer bliver fundet på træk fra sydeuropa herhjemme hvert år. Grunden til at vi heller ikke skal ønske at den bosætter sig i DK er at larven er ekstremt allergifremkaldende, og hvis man er uheldig at opholde sig i nærheden at et sted hvor de er talrige, kan hospitalindlæggelse være nødvendig! Indtil nu er der dog kun fundet hanner af arten i DK, og det er en flot spinder, så lad det bare blive ved med at være sådan:)
Til aften lavede vi hjemmebagt pizza til det sultne stationspersonale, og efter maden drog Rune mod København.
Om aftenen kom stationsleder Hans Lind også ud på stationen med et par venner. Hans havde fødselsdag idag, så vi takkede ham pænt for det fine ringmærknings-vejr han havde sørget for!
Jesper Brinkmann
1 kommentar:
Det øverste billede, af natsværmeren, viser spinderen Furcula furcula, se her i galleriet: http://gedserfuglestation.dk/galleri/displayimage.php?album=search&cat=0&pos=0
mvh/Hans
Send en kommentar