lørdag den 14. august 2010

Fald!

Idag var det forventet, at der ville være fald på grund af vejret. Henrik Brænder og jeg var parat til at tage imod fuglene fra morgenstunden. Det viste sig da også, at der var rigtigt godt med fugle i haven, men ak ak efter blot 3 timers mærkning måtte vi lukke på grund af regn. Efter middag åbnede jeg dog de fleste af nettene igen da regnen stoppede. Det blev efterårets bedste mærkningsdag og 263 fugle blev mærket. Løvsanger dominerede med 144 mærkede men dagens absolutte topfugl blev broget fluesnapper, som satte ny dagsrekord med 58 mærkede!
På første runde hang desuden den første udenlandske aflæsning i august - en svensk løvsanger!
Der var også fine ting i fangsten blandt andet 2 landsvaler, 3 skovsangere og rødrygget tornskade.
Om morgenen flushede jeg også en græshoppesanger ude på fårefolden. Det sidste vi så til den var dog da den løb mellem benene på min kæreste og jeg ude på folden! Ellers blev der set lille præstekrave på stranden og Morten havde en meget sandsynlig sorthovedet måge.
Fies forældre samt to venner ankom til middag, og de lavede en fornem aftensmad!
Om aftenen var det igen tid til at kigge på natsværmere, så Gert kom forbi med rødvinssnore og lysudstyr. Det blev blandt meget andet til kanelbjørn, rødt ordensbånd og snerresværmer i løbet af natten!
Jesper Brinkmann