Hård sydvestenvind om natten er ikke optimalt trækvejr hernede, så det blev endnu en ret stille dag i Gedser. Første runde producerede endnu en nattergal, så de fortsætter heldigvis med at komme. Ellers var der ret dødt, men da det klarede op kom der lidt gang i fuglene og dagens total endte på 32 mærkninger. De sjoveste fugle sad i et nyt net jeg har sat op på fårefolden i håb om at fange sanglærke. Der gik nemlig 2 hvide og 1 gul vipstjert idag, mens en stenpikker lige nøjagtigt fik kastet sig uden om nettet.
Ellers kom Benny Steinmejer et smut ned på odden og sagde hej sammen med hans dejlige hund Molly. Gert kiggede ned for at tømme sommerfuglefælden, og idag var der igen et hit i fælden da en grøn lav-ugle var blandt dyrene i fælden. Ved sidste tømning var der også en i. Det skal sammenlignes med at der i den nye bog "Danmarks Sommerfugle" er angivet at der er 75 fund i DK gennem tiderne! så den er hård!
Efter at havde ordnet fælden lukkede vi net og kørte ind til Hans som bød på kaffe og en snak om sommerfugle. Vi faldt i snak om duehalen, som jeg aldrig havde set og små 5 minutter efter udbryder Gert "Der flyver sgu da en Stellatarum". Og ganske rigtigt hang der en duehale ved Hans´ sommerfuglebusk. Endnu en fin sommerfugl i Gedser idag!
Derefter kørte vi på odden igen og udskiftede vores hejsenet, så det nu igen bør kunne fange fugle!
Om aftenen kørte vi hjem og fik et dejligt måltid mad hjemme hos Gert, hvorefter vi kørte ned til den lokale ungdomsklub og købte en ny stationscykel for sølle 150kr.
Og så skulle ringmærkeren også i seng!
Jesper Brinkmann
Foto: Gert Jeppesen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar