Efter en spændende morgen med solskin og ringmærkning på Gedser Fuglestation, blev vi enige om at dele vores historie med Jer.
I forbindelse med faget Danmarks Fauna - Hvirveldyr fik vi øjnene op for de danske fugle og for vores manglende viden på det område. Vi læser biologi på Københavns Universitet og kender derigennem Rune, som bruger al sin fritid på at ringmærke fugle. Efter at have klaget vores nød til ham, forbarmede han sig over os og tog os med til Gedser Fuglestation for at lære os om ringmærkning og feltbestemmelse.
Vi ankom torsdag aften til en lækker middag, som Runes fantastiske kæreste Mathilde, havde lavet. Der var en rigtig hyggelig stemning i huset, og vi var meget overraskede over de gode faciliteter på fuglestationen. Inden sengetid fik vi en rundvisning i haven og lærte hvordan man sætter net op og tager dem ned.
Det var knap nok morgen da vækkeuret ringede (kl. 3), men efter et chokolade-ædegilde var vi friske som havørne.
Vi håbede på at fange en masse sangere, da de især voldte os problemer til øvelserne i artsbestemmelse. Heldigvis havde de hørt vores kald, og mødte talstærkt op.
Vejret var flot, og i takt med at solen stod op kom der flere og flere fugle i nettene. Rune var meget tålmodig, og lod os gætte forkert flere gange, før han afslørede fuglenes sande identitet. Efter at have fanget et par løvsangere blev de lette at genkende. Vi nåede også at fange havesanger, gærdesangere, tornsanger og munk. Som timerne gik fik vi også finker og en stær i nettene. Stæren skød med skarpt, men heldigvis var det overvejende på Runes bukser.
På ruten mellem nettene nåede vi at se en del arter som blandt andet viben, gul vipstjert, hvid vipstjert, gulbug, mursejler og edderfugl. I nogle af tilfældene nåede vi ikke at fokusere i kikkerterne før fuglene var væk igen, men vi stoler på Runes falkeblik og dømmekraft.
Da vi var nået så langt hen på morgenen at almindelige mennesker begyndte at stå op, blev skyerne utætte. Det betød jo desværre en afslutning på dagens ringmærkning. Vi fik i al hast taget nettene ned igen, og reddede i den forbindelse en lille løvsanger, der havde fået våde fødder.
Det blev til i alt 27 ringmærkninger fordelt på 8 arter, og det er jo ganske godt gået perioden taget i betragtning.
Vi er blevet meget klogere på ringmærkning og artsbestemmelse af almindelige havefugle og er rigtig taknemmelige for at vi kunne komme og opleve en dag i en fuglenørds liv!!
Med venlig hilsen
Lykke og Sophie
fredag den 5. juni 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar