onsdag den 3. juni 2009

Vejrforandring - og lidt flere fugle




Onsdag d. 3. juni.
Rune var klar med alle garnene åbne kl. 04.15, og der var da også en smule gang i fuglene fra morgenstunden: Ingen NUL-runder, og det er da altid positivt! 3 munke, et par havesangere og løvsangere samt de sædvanlige gulbuge kunne indføres i lommebogen sammen med en grå fluesnapper, så nu er vi oppe på 3 af dem i dette forår!

Nu begynder de lokale ynglefugle at producere mærkeklare unger: 1 kuld musvitunger fra kassen på brændeskuret og en nyudfløjen tornirisk kunne også mærkes i dag.

Rune måtte på arbejde, så jeg overtog mærkningen ved 9-tiden. Der skulle komme en gruppe mennesker fra Guldborgsund kommune, som gerne ville se lidt ringmærkning, så jeg blev ved til ud på eftermiddagen. Selvom trækket stort set var gået dødt, kunne jeg da vise dem tornsanger, rørsanger og gulbug.

Vejret var noget ustabilt med byger, endda med hagl.
En karmindompap lod sig høre kortvarigt i stationshaven.
Tekst: Hans Lind
Fotos: Hans og Rune

Ingen kommentarer: