Jeg ankom til stationen kl. 22.15 efter en hård, men brandspændende fodboldkamp imod ærkerivalerne i kollegieturneringen, hvor vi sejrede med 3-2 efter hektiske 2 x 45min..
Derfor smed jeg mig omgående på madressen, da der efter udpakningen fra bilen blot var små 4 timer til nettene skulle op.
Nettene blev sat op fra kl. 03.00 og alle net var rejst 03.45. Det var allerede tydeligt at det ville blive en fantastisk flot dag med høj solskin og måske ikke så meget andet...
De første par runder gav et par gulbuge og en løvsanger. Det virkede lidt halvsløjt, men pludselig sad der en flot tornirisk (2k) han i ø7.
En munk og en havesanger samt en enkelt grans og et par gulbuge mere fandt vej til netmaskerne denne morgen. I alt blev det til 12 nymærkninger og 3 egen-aflæsninger af gulbug, tornsanger og musvit.
Efter 3 helt døde runder fra kl. 07.30 blev nettene klappet sammen.
Der bliver set lidt lundsangere rundt omkring og tiden er jo god, så jeg håber på vingebånd de næste dage...
Eftermiddagen gik med eksamenslæsning i evolutionsbiologi og selvfølgelig kikkerten ved siden, hvis noget skulle aflede opmærksomheden. Kl. 16.29 kom et stort og vandvittigt flot træk af mere end 250 små kobbersnepper. De kaldte ivrigt og fløj i næsten V-formation mod sydøst. Der var både flotte orangefarvede hanner i sommerdragt og mere anonyme hunner. Tilsammen udgjorde de eftermiddagens højdepunkt. - Dog måtte denne oplevelse konkurrere imod ca. 200 Knortegæs, der trak syd lidt omkring kl. 17.
v./ Rune Skjold Tjørnløv
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar