Gransanger 2k+
Imellem runderne var jeg ude at gå en tur i området. Jeg spottede en falk, der kom trækkende i aktiv flugt målrettet mod syd ude langs østkysten. Den trak ufortrødent syd i modlys på nogen afstand, og jeg havde kun håndkikkert til rådighed, så jeg kunne kun vurdere proportioner, flugtmåde og silhuet. Jeg er overbevist om, at det var en Aftenfalk. Jeg kunne med det samme se, at det ikke var en af de almindelig falkearter, som jeg alle har set en del af i foråret. Men jeg vil ikke artsbestemme en så sjælden fugl uden at have set dragtskarakterer, så den forbliver desværre ubestemt.
Jeg forstår dog ikke, hvor årsungerne bliver af. Jeg burde fange masser af nyudfløjne unger fra havens og omegnens ynglefugle. Imidlertid har jeg endnu ikke fanget en eneste næsten tre uger efter, at fx. Blåvand fangede deres første i år. Sidste år på dette tidspunkt var der også fanget 1k-fugle i mange dage her på Odden. Forklaringen må ganske enkelt være den kolde vinter. Gedser Odde virker som en ø, fordi der er vand på næsten alle sider. Når østersøen stadig er usædvanlig kold for årstiden pga. den lange frostperiode i vinter, så vil det naturligvis påvirke de lokale ynglefugle, som forsinker deres yngel. Mange af dem er også ankommet senere i år, fordi de har overvintret længere mod syd på flugt fra kulden Det er et kendt fænomen, at foråret kommer senere til Gedser Odde end resten af landet, fordi det omkringliggende, store hav tager meget lang tid om at blive opvarmet. Der er utroligt nok en forskel på hele 14 dage mellem Gedser By og Odden i tidspunktet, træerne springer ud, selvom der kun er 3 km. i fugleflugtslinje! Til gengæld er det dejligt lunt noget længere på efteråret end i resten af landet, eftersom Østersøen holder på varmen.
Asger
Foto: Asger Lykkegaard
Ingen kommentarer:
Send en kommentar