torsdag den 26. maj 2011

Formidling for 2. klasse fra Nørre Skole og den første tornskade

Nettene var endnu engang oppe meget tidligt, og første runde afslørede, at nye gulbuge var ankommet. Indtil i dag har jeg næsten kun fanget vores egne fra tidligere år, men i dag var der kommet nye fugle uden ringe. Én enkelt gammel gulbug ringmærket af mig selv i august 2009 blev også aflæst. Sjovt, at jeg har haft fat i den med års mellemrum, og at den har taget turen til Afrika hvert efterår og er kommet tilbage til netop GFU-haven. Lidt op ad formiddagen fangede jeg en grå fluesnapper og minsandten om ikke årets første rødryggede tornskade sad i H2 ved 8-tiden. Jeg fik taget 8 fine blodprøver til "West Nile Virus"-projektet, som allerede er sendt til analyse på Lindholm hos veterinærerne.
Ved 8-tiden kom Hans ud på stationen og varmede op, for allerede én time senere ankom 2. klasse fra Nørre Skole i Nykøbing F. De var meget livlige og interesserede i at se fuglene tæt på. De fik bl.a. set en rødrygget tornskade, en karmindompap og en gærdesanger, og i andet forsøg lykkedes det at finde en fugl i et net, som jeg kunne tage ud, imens de så på. Hans forevigede det hele med kameraet...



GFU blog v./ Rune Tjørnløv

Ingen kommentarer: