fredag den 27. maj 2011

En enlig svale med rød ryg på afveje...

Efter en meget stille morgen med kun 4 fugle i ringmærkningen og 2 nyudfløjne solsorte-unger som det mest ophidsende, skyndte jeg mig at pakke sammen og køre ind imod Brugsen for at poste et brev. Ved det sydøstlige hjørne af stationshaven fouragerede en del land- og bysvaler meget lavt og jeg besluttede mig for at tjekke dem, som jeg ofte har gjort, men før i dag har jeg aldrig været heldig. Jeg får kun tjekket 4 landsvaler førend den fedeste rødryggede svale kommer "dansende" ind i billedet. Jeg når lige at ringe til Hans, men da han er til tandlæge, tager han den ikke og den går på tlf-svarer. Senere ringer Hans og siger at jeg har indtalt én besked på hans svarer: "Der er den kraft***... Hold kæft hvor vildt..."
Fuglen blev set rigtig godt på 10-15m.'s afstand og forsvandt til sidst i retningen af Birkemose. Det lykkedes at tage nedenstående dogme-billede igennem håndkikkerten. De blå-sorte "bukser", lang kløftet hale og rustrøde overgump kan anes.
Arten kommer fra syd-europa og meget få rødryggede svaler ses hvert år i Danmark på træk. Det var ny Danmarks-art for undertegnede, nr. 342, hvilket viser med sin tydelighed, hvor svær denne art kan være at få at se. Fuglen blev eftersøgt af lokale ornitologer, men uden held.

GFU blog v./Rune Skjold Tjørnløv

Ingen kommentarer: