Rune og jeg var blevet enige om, efter at have set vejrudsigten i går, som lovede regn og blæst fra morgenstunden, at det nok ikke kunne lade sig gøre, at sætte net op i dag. Da vi stod op ved 04.00 tiden så det da også håbløst ud, med en stiv vestenvind blæsende ind i haven, så det var umuligt at finde læ nogle steder. Vi kunne så glæde os over, at få mulighed for at sove lidt længere for en gangs skyld.
Ellers har jeg fået dagen til at gå med at lave en oversigt over fældningsstrategier for europæiske småfugle, så man hurtigt kan få et overblik over fællestrækkene inden for hver artsgruppe. Rune har ført regnskab med forskellige ting, der iblandt fået bestilt ringmærkningsudstyr og lavet nyhedsbrev, og er samtidig ved at gøre sin bachelor færdig. I morgen bliver det nok heller ikke til noget ringmærkning! Rune, Hans og Clausjannic skal nemlig ind til København og lære at sætte dataloggere på karmindompapper fra morgenen af. Vejret lover da heller ikke godt for i morgen, så det gør nok ikke den store forskel alligevel. Onsdag ser det bedre ud vejrmæssigt, så det ser jeg frem til.
Johan
1 kommentar:
Jeg er lige faldet over denne interessante blog. Den vil jeg holde lidt øje med :-)
Send en kommentar