tirsdag den 30. september 2014

Tidlig regn og sen rørsanger

Så er der igen nyt ansigt på GFU. Jeg, Heidi, er igen tilbage på pinden og har fået til opgave at skrive til jer derude i dag!
Det er nu ikke fordi morgenen bød på meget, for regnen silede så nettene ikke kunne åbnes. Vi stod op med jævne mellemrum og tjekkede vejrsituationen, men den var håbløs i lang tid. Ved middagstid var vejret alligevel med os, og vi kunne sætte net. Haven var stuvet fuld med fugle i mange afskygninger! Og ikke at forglemme, så var himlen også fuld af kald og forbipasserende gæster.

Det meste af dagen blev nu brugt på ringmærkning, og vi håbede sådan på at få misteldrosler i nettene, da de var i haven, men vi havde ikke heldet med os. Til gengæld fangede vi en rimelig sen Rørsanger (Acrocephalus scirpaceus), en Korttået Træløber (Certhia brachydactyla), to Rørspurve (Emberiza schoeniclus) og dagens rekord blev taget af Rødhalsene (Erithacus rubicula). Vi havde også mange af efterårets andre sædvanlige gæster som Gransanger (Phylloscopus collybita) og Fuglekonge (Regulus regulus). Alt i alt nåede vi op på 133 nymærkninger.
Rødhals (Erithacus rubecula). Bemærk den "forlængede" halefjer!
Vejret for i morgen ser lidt mere lovende ud end det gjorde i dag: Ingen regn og overskyet. Der skulle komme lidt vind, men det skal ikke slå os ud! Nord for os er der blevet mærket mange fugle i dag, så vi ved da, at der er flere på vej.

Til aften har Andreas forkælet alle om bordet med is, så nu kan vi alle gå sukker-mætte og børne-glade i seng.

Blog: Heidi Vibe Frederiksen
Foto: Anders Odd Wulff Nielsen

mandag den 29. september 2014

Hans som tv-stjerne

I dag kom TV ØST på besøg fra morgenstunden for at følge med i ringmærkningen og snakke med Hans. Klik her for at se udsendelsen. Der var helt vindstille og det kastede heldigvis nogle fugle af sig, så vi havde noget at vise frem. Det blev til omkring 200 mærkninger, heriblandt Sortmejse og Husrødstjert, der blev nye ringmærkningsarter for mig.
Sortmejse (Periparus ater)

Husrødstjert (Phoenicurus ochruros)
På odden blev der i dag set en Lapværling og inde i haven havde vi tre overflyvende Hedelærker. I morgen lover de desværre regn, men vi må se hvad det bliver til...

Blog v. Andreas Bennetsen Boe
Fotos: Anders Odd Wulff Nielsen

Åbent hus på Gedser Fuglestation

I dag blev en stille dag ved nettene, men en travl en på andre måder. Vi startede ud med få fugle i nettene, dog to Spurvehøge (Accipiter nisus). For at hjælpe til ved arrangementet var Rune, Hans, Benny, Clausjannic og Gert m.fl. stødt til. Det blev en rigtig hyggelig dag med ca. 200 besøgende, der fik et indblik i hvordan ringmærkning fungerer. Flere børn lyttede intenst når Benny fortalte historier om hvordan Fuglekongen (Regulus regulus) fik sit navn og specielt to var dybt fascineret af at se flere små fugle blive ringmærket i laboratoriet, hvilket var dejligt at se! Det blev dog kun til 40 fugle fordelt på otte arter, men alle fik da set nogle fugle.
Foto: Hans Lind
På odden er der i dag blevet set Rødstrubet Piber (Anthus cervinus), Sodfarvet Skråpe (Puffinus griseus) og Blåhals (Luscinia svecica)! Vejrudsigten for i nat kunne godt tyde på at vi får travlt i morgen, så det er godt at vi nu er fem mand til at tømme nettene.

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

lørdag den 27. september 2014

The adventure begins!

Hej!

It's our first day at Gedser and since we're going to be here until the end of the season we thought we should introduce ourselves

Abbi is Canadian and Joe is from Australia. We've both spent the past few months working at Long Point Bird Observatory in Canada and we're looking forward to all the new European birds!


So... this is us.
This morning was a great first day, nice weather and a good variety of species. We banded a total of 64 birds; lots of Robins (Rødhals), Chiffchaff (Gransanger) and Blue Tits (Blåmejser) with a few other bits and pieces thrown in. Abbi's personal favourite was one of the five Sparrowhawks (Spurvhøg) that were banded, her first raptor!


Westerly winds also provided some good raptor observations, two Merlin (Dværgfalk) were seen in the area as well as a group of five Red Kites (Rød glente) alongside a Black Kite (Sort glente) which was a new species for Andreas.
Black Kite (Milvus migrans)

Tomorrow morning is the open day here at Gedser fuglestation so hopefully the good weather and birds will continue for our visitors!

onsdag den 24. september 2014

En meget urolig og meget rolig dag

Ja, det lyder lidt selvmodsigende at kalde dagen både urolig og rolig. Det urolige går på den kraftige blæst, vi har haft hele dagen, og som betød, at vi kun kunne åbne 16 af havens 27 net. Det rolige relaterer sig til dagens fangsttal, som kun kom op på 35. Fangsterne bar også præg af, at der ikke havde været den store udskiftning i haven, for 21 af fangsterne var aflæsninger af egne fugle.

Faktisk gav det af og til flere fugle, når vi kiggede opad. På nogle tidspunkter i løbet af formiddagen var der adskillige trækkende Røde Glenter og Spurvehøge over haven.


Nede på jorden fik vi ringmærket 3 Spurvehøge, 5 Gærdesmutter, 3 Rødhalse, 1 Gærdesanger, 1 Fuglekonge og 1 Rørspurv.

Spurvehøgene var et par store madammer, hhv. 1K og 2K+. Den tredje var også en 1K hun, men i lidt mere feminint format - nåh nej, i Spurvehøgenes verden er stor jo lig med feminin.
Vingerne blev nærstuderet og fotograferet. Det første billede viser en 1K vinge, det andet en ældre (2k+) vinge, hvor man kan se enkelte juvenile fjer:



Sidst på eftermiddagen kørte Andreas og jeg en tur til Bøtø, mens Anders tog en tur ud på odden.
Ved Bøtø var der pænt med ænder, gæs og vadefugle ved det høje tårn. Andreas var især glad for at se Dværgryle, som han ikke havde set længe. Der var dog ikke skyggen af Traner derude, og heller ikke en eneste rovfugl.

Anders fik set lidt andetræk, 35 Dværgmåger og en enkelt kjove (Mellem- eller Alm.). Og så aflæste han en Sølvmåge, som var ringmærket af Jesper Brinkmann den 20. juni på Tjørneholm.

Tilbage på fuglestationen samlede jeg nogle af havens æbler til en bagt æblekage, som vi fik til dessert efter at have nydt en dejlig kartoffelsuppe tilberedt af Anders. Jow jow, vi lever skam godt på fuglestationen, og efter det måltid er jeg sikker på, vi også sover godt.

Blog v. Susanne Primdahl



tirsdag den 23. september 2014

Gang i nettene igen!

Da vi åbnede net i dag kunne der høres Sangdrosler (Turdus philomelos) over det hele og der kom da heldigvis også lidt flere fugle i nettene end i går. 232 fugle fangede vi, hvoraf over halvdelen var Rødhalse (Erithacus rubecula). H4, hvor slåenkrattet blev ryddet for nyligt, fangede godt med fugle fra morgenstunden! Der var ikke så mange nævneværdige fugle i nettene i dag, men vi håber på at sydvestenvinden i morgen giver godt med Spurvehøge (Accipiter nisus).
På Odden er er i dag set Rødstrubet Piber (Anthus cervinus) og en Lapværling (Calcarius lapponicus)! Jeg tog derud efter ringmærkning, hvor der kom Dværgfalk (Falco columbarius) og en flot voksen han Blå Kærhøg (Circus cyaneus) forbi!
Blå Kærhøg (Circus cyaneus)
Dværgfalk (Falco columbarius)


Senere sluttede Susanne til og vi fik set lidt på andefugle trækket inden vi tog tilbage og spiste kylling og kål i karry, eller hvordan det bogstavrim skal stilles op... Det smagte meget godt, og sundt!

Torden, lynild og masser af Jernspurve

Dagen i dag (mandag d. 22/9) startede ikke så godt - vejrudsigten lovede regn, så kun de fire net nærmest huset blev åbnet. Der gik ikke lang tid, før det begyndte at buldre i det fjerne, og hurtigt kom det tættere på. Nettene blev lukket igen, og vi måtte pænt vente til vejrguderne gav lov til at starte ringmærkningen op igen.

Først kl. 9.30 kunne vi genoptage ringmærkningen, og lidt efter lidt fik vi åbnet alle nettene, og så fik vi travlt. I løbet af ca. en time fangede vi de fleste af dagens fugle.

Andreas fik sig en ny ringmærkningsart med dagens eneste Rørspurv, og på en lidt senere runde fik jeg også en, da jeg rundede en busk ved et af nettene, netop som en ung Tårnfalk kom susende ned i nettet. 

Med 105 ringmærkninger og 20 aflæsninger løb dagens fangster op i 125 fordelt på:
38 + 0  Jernspurv
33 + 5  Rødhals
11 + 0  Gransager
9 + 13  Fuglekonge
4 + 0  Gærdesmutte
3 + 0  Bogfinke
3 + 0  Munk
2 + 0  Sangdrossel
1 + 0  Rørspurv
1 + 0  Tårnfalk
0 + 1  Gærdesanger
0 + 1  Musvit

Over middag tog Andreas fri fra ringmærkningsarbejdet for at forberede aftensmaden. Han havde lovet os mexikanske pandekager.
Mens han passede sin plads i køkkenet fik vi besøg, først af Gert og lidt senere af Hans. Det var hyggeligt - ikke mindst for mig, som ikke har set dem, siden jeg besøgte fuglestationen i oktober sidste år.

Nettene blev holdt åbne til kl. 16.30, og da jeg bagefter kiggede ud ad vinduet, sad vores Tårnfalk på en af netstængerne ude på engen. Med en kikkert kunne man faktisk se dens nye ring. :-)

Dagen blev sluttet af med Andreas' lækre mexikanske aftensmad. Det var lidt dristigt af ham, for det smagte fantastisk, så nu risikerer han at få køkkentjans en anden gang.

Blog v. Susanne Primdahl

mandag den 22. september 2014

Nordvestenvind blev en fuser... (21/09)

Nåh... vindskiftet gav desværre ikke alle de fugle som vi havde regnet med. Dog fik mig og Susanne mange fugle gennem hænderne bla. en Spurvehøg (Accipiter nisus) til os begge. Ude på odden havde de en Rødstrubet Piber (Anthus cervinus), hvilket Morten Kofoed også fandt på Poststien og Jesper Brodersen fandt en Islom (Gavia immer) der fløj mod nord.
Kjove-tilstanden er igen almindelig...

Stationen er blevet noget tommere efter at Feltud m.fl. er taget hjem. Vi skal gøre vores bedste for at udnytte udgangseffekten!

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

lørdag den 20. september 2014

Feltud m.fl. på besøg

I går (19/09) blev der desværre ikke noget blog indlæg da vi havde travlt med flere ting bla. en stor middag tilberedt af Lau. Vi fik ringmærket 137 fugle heriblandt 3 spurvehøge og en ny Træløber (Certhia familiaris).
Ude på odden fik mange tilkomne set Mellemkjover (Stercorarius pomarinus), dog ikke så mange som rekord-dagen. Om aftenen kom Feltud, så der er godt med folk på stationen her i weekenden! Jeg har lovet at uploade nogle af alle mine dokuskud til DOFbasen så det vil ske i løbet af de næste dage.

I dag er gik meget godt med op mod 200 mærkninger! Heriblandt Stenpikker (Oenanthe oenanthe), Rødrygget Tornskade (Lanius collurio), Træløber (Certhia familiaris) og genfangst af begge de Rødtoppede Fuglekonger (Regulus ignicapilla), som vi fangede forleden.
På hukket har der været Rødstrubet Piber (Anthus cervinus), over stationen har der været to Hvide Storke (Ciconia ciconia) og Morten Kofoed Hansen har fundet Steppehøg (Circus macrourus) i Vesterhave!
Hvid Stork (Ciconia ciconia)



1K Steppehøg (Circus macrourus)
Foto: Ib Jensen
Mange rovfugle er kommet meget godt i dag, specielt Rød Glente (Milvus milvus) og Lærkefalk (Falco subbuteo) er kommt godt ind over stationen.


Vindretningen skifter i morgen så vi regner med rigtig mange fugle i nettene. Denne gang er vi fire til det, så vi håber at kunne holde flere net åbne end de andre dage med vindskift.


Blog v. Andreas Bennetsen Boe


torsdag den 18. september 2014

Mellemkjove rekord!

For at sige det kort mindede dagen i dag meget om i går, bare en tand bedre! Der var 106 mærkninger i dag, igen domineret af Gransanger. Der var igen en fed Rødtoppet Fuglekonge (Regulus ignicapilla) i nettet i dag en han og en Træløber (Certhia familiaris), som ikke var den vi har gået og genfanget i tre dage.
Ude på odden var der rigtig godt gang i den! Som altid en Rødstrubet Piber (Anthus cervinus) og igen var der kjover. I dag ikke alle fire (Stor manglede), men til gengæld Gedser rekord i Mellemkjover (Stercorarius pomarinus)! 47 var der passeret forbi da jeg forlod obsen, og Louis fortsatte. Hold øje med DOFbasen.
Mellemkjove (Stercorarius pomarinus) kom endnu tættere på i dag!
Lau der er på besøg er vist meget godt tilfreds med dagen i dag og han rundede den da også af med et solidt måltid, der både indeholdt ¡grøntsager! og den her:

Kæmpestøvbold (Calvatia gigantea)!
Blog v. Andreas Bennetsen Boe

onsdag den 17. september 2014

Østenvind dur også til noget.

Forventningerne til ringmærkningen d. 16/9 var ikke de største i denne periode med østenvind. Alligevel lykkedes det at komme op på 84 mærkninger med Rødhals (Erithacus rubecula) og Fuglekonge (Regulus regulus) som talrigeste. Det gav også en Grå Fluesnapper (Muscicapa striata) og en Ringdue (Columba palumbus) der vejede 535 gram!


Ude på odden var der Mellemkjove (Stercorarius pomarinus) og Rødstrubet Piber (Anthus cervinus). Anders mangler førstnævnte og jeg mangler stadig sidstnævnte. Vi har det dog stadig godt og har trøstet os med god mad til aften bestående af flanksteak med flødekartofler og tomatsalat. Vi har ingen idé om hvorvidt de ting passer sammen, men det smagte altså godt.

Onsdag d. 17/9

Vinden er fortsat i øst og vi fik mærket 88 fugle. Fangsten var dog lidt forskellig fra de andre østenvinds dage, med Gransanger (Phylloscopus collybita), som den talrigeste fugl. Der blev også fanget Grå Fluesnapper og to nye mærkearter til mig: Lille Gråsisken (Carduelis carbaret) og Rødtoppet Fuglekonge (Regulus ingicapilla)!
Rødtoppet Fuglekonge (Regulus ignicapilla), lækker art!
På sidste runde havde Anders overflyvende Hvidvinget Korsnæb (Loxia leucoptera) en ny ædel for ham!
Ude på odden var der i dag alle fire kjove-arter og Rødstrubet Piber (Anthus cervinus). Anders og jeg nåede to fede Mellemkjover (Stercorarius pomarinus), der kom tæt på kysten.
Mellemkjove (Stercorarius pomarinus)

Til aftensmaden lavede vi en sovs af Champignoner fra græsplænen, og Lau fra Gilleleje er ankommet han skal være her i et par dage, vi håber på at dele nogle af alle de gode kjover med ham!

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

mandag den 15. september 2014

Blæsevejrsdag

I går skete der pga vejret ikke det store, så jeg vil hoppe direkte videre til i dag: Det blæste meget fra morgenstunden og vi kunne derfor ikke åbne alle net. Det lykkedes dog at mærke 74 fugle med dem vi kunne åbne. Allerde på første runde sidder der en mellemstor fugl i et af de stormaskede net. Jeg spørger skeptisk Anders, som står tættest på: "Det er da ikke nogen Spurvehøg" og Anders svarer fornøjet henne fra nettet: "Næh, det er en Natravn (Caprimulgus europaeus)!"

Så nåede jeg også at få den som mærkeart i år og det er stadig den fedeste art jeg har oplevet i hånden! Næste overraskelse kom da der sad en Græshoppesanger (Locustella naevia) i nederste fag på lukkerunden. Så trods blæsten blev det en god mærkedag.
Græshoppesanger (Locustella naevia)
Efter at have givet ringmærkningslaboratoriet en omgang rengøring og vasket poser, gik vi en tur ud på odden til Louis der i dag havde haft Lille Kjove (Stercorarius longicaudus) og Storkjove (Stercorarius skua) på klods hold. Vi fik dog ikke set andet end lidt Sortstrubet Lom (Gavia arctica), en Almindelig Kjove (Stercorarius parasiticus) og nogle Dværgmåger (Hydrocoloeus minutusi).

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

lørdag den 13. september 2014

Vingebånd til Anders

Vi vågnede op i morges til en klar himmel, der hurtigt skyede til efter nettene blev sat op. Allerede på første runde skabte tågen, den lette finregn, nordøstenvinden og kald fra krattene en umiskendelig hit-stemning. De biologisturende var med på runderne og Sebastian der har været på stationen før hjalp til med at pille ud. På anden runde lægger Anders mærke til et underligt kald fra den phyl, som Sebastian er ved at pille ud. Han skynder sig nærmere og en nærmere inspektion afslører en Lundsanger (Phylloscopus trochiloides)! En ny mærke-art for Anders og en ny DK'er for resten af banden.
Lundsanger (Phylloscopus trochiloides)

Selvom vejret udfordrede os nåede nåede vi op på over 100 fugle, med bla. en Grå Fluesnapper (Musicapa striata) og to Rødryggede Tornskader (Lanius collurio) hvoraf den ene bare ikke ville tie stille...
Vejret fik dog hurtigt sat en stopper for ringmærkning og på odden pakkede de også sammen. Derude fik de dog både set to Rødstrubede Pibere (Anthus cervinus), to Rovterner (Hydroprogne caspia) og en Nordlig Blåhals (Lucinia svecica svecica)!
Til eftermiddags tog de studerende op til Bøtø Nor, Anders tog en lur og jeg gik i krig med slåen krattet omkring H4. Det blev rigtig godt og det skal nok fange noget godt inden efteråret er omme. Jeg glemte dog havehandsker så denne omgang blogskrivning har været pænt smertefuld...
Vejrudsigten i morgen lover stedvis snorken og jævn til hård søvn, men vi skal nok være ude og finde noget godt når regnen lægger sig oppe ad dagen.

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

fredag den 12. september 2014

Nyslået græsplæne.

Det blev desværre ikke til noget indlæg i går (11/7), da både Anders og jeg havde noget søvn vi skulle indhente. Der var stadig en del fugle i haven og lidt op ad dagen kom der en forbi og slog græsset i fårefolden, hvorefter vi skyndte os at sætte nettene dernede op. Det gav fire Gule Vipstjerter (Motacilla flava) og en Stenpikker (Oenanthe oenanthe)! Der var også 6 Spurvehøge (Accipiter nisus) i nettene og bedst som jeg pillede en stor hun ud og tænkte alt var godt, for de to hanner jeg allerede havde pillet ud var gået fint, sad der tre klør i min pegefinger. Heldigvis kom Anders hurtigt til undsætning.


Spurvehøg (Accipiter nisus) - variation hos 1k hanner
I dag (12/7) var der færre fugle i haven end de sidste par dage, men stadig nok til at holde os beskæftiget hele morgenen og formiddagen. Det gav  bla. to Grå Fluesnappere (Muscicapa striata) og en Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca) men svensk ring. Jeg prøvede kræfter med min første Blåmejse (Cyanistes caeruleus), hvilket et kort øjeblik fik mig til at stille spørgsmåltegn ved min kærlighed til de små bevingede skabninger.
Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca)
Hans og Gert var her i dag og viste et hold fra Højskolen Marielyst rundt. Det var en succeses og de efterlod en dejlig masse kage. I aften kommer et hold biologi-studerende fra Århus Universitet, som skal være her weekenden over. Det skal nok blive hyggeligt!

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

torsdag den 11. september 2014

Rødhalse overalt...

Jeg nævnte i går her på bloggen at i dag (10/9) godt kunne gå hen at blive travl med nordvestenvind. Det blev den så sandelig! Vi startede med at åbne 10 net, men allerede efter første runde var vi nede på syv. Der var Rødhalse (Erithacus rubecula) overalt! I nettene, i buskene og på den nyslåede plæne. Dagen gav 373 mærkninger, med et trecifret rødhalseantal og ellers mange Løvsanger (Phylloscopus trochilus), Munk (Sylvia atricapilla) og Havesanger (Sylvia borin). Vi måtte have Hans til at hjælpe med at pille ud og senere kom Gert også. Hans pillede bla. en Løvsanger (Phylloscopus trochilus) mærket i Norge ud af nettet! Af andre spændende arter i nettet skal nævnes en Stillits (Carduelis carduelis) og en Sivsanger (Acrocephalus schoenobaenus). De blev begge nye mærkearter for mig. Anders er gået tidligt i seng for at være udhvilet til i morgen, hvis der skulle vise sig at blive lige så travlt.
Lille Fluesnapper (Ficedula parva) er desuden i dag blev set i krattet ved sydstenen på odden og en anden hørt i stationshaven.

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

tirsdag den 9. september 2014

Rovfuglenes dag

I dag kunne vi ikke åbne alle net pga. vinden og det blev derfor kun til 27 nymærkninger. Sydvestenvind gav dog som forventet en del Spurvehøge (Accipiter nisus). Med fire styks i de to stormaskede net på anden netrunde troede vi at vi skulle sætte rekord. Dog døde det hen og vi endte på "kun" 12 + en Tårnfalk! (Falco tinnunculus).
På odden holdt Louis godt styr på de mange rovfugle. Jeg sluttede mig til ham op ad dagen og inden jeg tog hjem var der blevet noteret tre Aftenfalke (Falco vespertinus) og rekorden på 92 Tårnfalke (Falco tinnunculus) blev slået. Inden jeg ankom havde der været Rødstrubet Piber (Anthus cervinus) der på det sidste er blevet en daglig fugl.
1K Aftenfalk (Falco vespertinus), en af i alt tre.

Mange rovfugle kom helt tæt på i dag! Her en AD Hvepsevåge (Pernis apivorus)
I nat kl 24:00 i nat går vinden i nordvest og sådan fortsætter det i morgen, så vi forbereder os på mange fugle i nettene!

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

mandag den 8. september 2014

Nordvestenvind slår til

I går lovede jeg jo fugle og det kom der så sandligt også allerede første runde gav en fed Natravn og endnu en 1K Lille Fluesnapper uden ring. I alt 126 mærkninger med Rødhals og Jernspurv som de talrigeste, hvoraf langt størstedelen blev fanget på de første 3 runder. Heldigvis kom Hans os til undsætning og hjalp med at pille ud. Natravnen var ny mærke- og DK-art for Anders, hvilket bare gjorde den ubeskriveligt fede fugl endnu bedre!

Natravn (Caprimulgus europaeus)
Hen mod middag var der ingen fugle i nettene mere, så de blev lukket og mens Anders bevægede sig ind mod byen gik jeg ud på odden til LHa. Ikke lang tid efter kommer en 1K Aftenfalk trækkende, den forsøgte to gange, en rigtig fed oplevelse og en ny DK-art for mig. Obsen bød også på godt med Lærkefalke!
1K Aftenfalk

Lærkefalk
Her til aften er begge nye DK-arter blevet fejret med to af Anders' venner og en masse hjemmelavet pizza!

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

Piberdag og Kursusafrunding

Nettene blev åbnet lidt senere i dag pga. regn, det varede dog ikke længe før vi kunne begynde at sætte dem op og allerede på første runde hører Anders en Lille Fluesnapper (Ficedula parva), som da også sad i nettet på den efterfølgende runde. En fin 1k fugl, der blev ny mærkeart for mig.
En melding om Markpiber (Anthus campestris) på odden fik Anders og jeg til at smide alt hvad vi havde i hænderne (Bare rolig det var tomme poser) og løb derud. Velvidende at nettene var i trykke hænder ved kursusvejlederne. Det lykkedes os ikke at se den, dog var der en masse andet godt, alle de samme rovfugle, som i går og derudover en Blå Kærhøg (Circus cyaneus). Der var også hele tre Rødstrubede Pibere (Anthus cervinus) i dag, den ene mens vi var der, undertegnede mangler den dog stadigvæk... Det forlyder at Louis har et øgenavn klar til mig i morgen.
Lærkefalk (Falco subbuteo)
Blå Kærhøg (Circus cyaneus) Laaangt væk
Der blev desværre ikke lejlighed til et gruppebillede, men kurset er gået fremragende med god vejledning og masser af fugle 67 nymærkninger i går og 93 i dag.
På en af de sidste netrunder i eftermiddags havde vi fire Spurvehøge (Accipiter nisus), i alt gav det seks i nettene i dag.
Der er meldt svag nordvestenvind hele natten, så vi regner med en giftig dag i morgen, der er allerede tilkaldt assistance!

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

lørdag den 6. september 2014

Kursusdag

I dag var der godt me fugle i nettene, som kursisterne kunne prøve kræfter med. Heriblandt var en tidlig Vindrossel (Turdus iliacus) og så brillerede fårefoldsnettene med både Skovpiber (Anthus trivialis) og Bynkefugl (Saxicola rubertus). Det er dobbelt så mange fugle som i går!
I haven var der igen i dag en Gulirisk (Serinus serinus) der tog to runder med kald over hovederne på os.













Allerede på første netrunde sås en Lærkefalk (Falco subbuteo) overflyvende og da Anders og jeg bevægede og ud på odden var der også godt med rovfugle! Fiskeørn (Pandion haliaetus), Lærkefalk (Falco subbuteo), Dværgfalk (Falco columbarius), Rørhøg (Circus aeruginosus), Rød Glente (Milvus milvus), Hvepsevåge (Pernis apivorus) og masser af Spurvehøge (Accipiter nisus). Af andre fugle skal nævnes en flok Traner (Grus grus), en Bjergvipstjert (Motacilla cinerea) og en Rødstrubet Piber (Anthus cervinus) fundet af Anders.
Hvepsevåge (Pernis apivorus)
Traner (Grus grus)
Spurvehøg (Accipiter nisus), en af mange!
I morgen lover de lidt skift i vejret så vi glæder os til at se hvad der hænger i nettene!

fredag den 5. september 2014

Shorts i september!

Østenvinden fortsætter, så idag var meget som de andre dage med 66 nymærkninger. Der var dog flere interessante heriblandt: Spurvehøg (Accipiter nisus), Rødrygget Tornskade (Lanius collurio), Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix), Grå Fluesnapper (Muscicapa striata) og Hvid Vipstjert (Motacilla alba). Hvoraf de sidste tre blev nye mærkearter for mig. Den Hvide Vipstjert (Motacilla alba) blev den første fugl i de ny-opsatte net i fårefolden, de virker altså!

Hvid Vipstjert (Motacilla alba alba) 1k
Foto: Anders Odd Wulff Nielsen
Anders var skarp på runderne i dag og fandt både en overflyvende Gulirisk (Serinus serinus), der kaldte og en kaldende Lille Fluesnapper (Ficedula parva) i krattet for enden af Poststien.
Ude på odden har de i dag haft Hortulan (Emberiza hortulana) og Lille Kjove (Stercorarius longicaudus). Alt i alt har der altså været mange spændende fugle i området i dag!
Her til sidst på dagen har vi ryddet op på hele stationen i det gode vejr. Der er nemlig kommet kursister. Pernille, Johanne, Hans kommet som skal på ringmærkerkursus med Henning, Morten, Kim, Jennifer og Hans i weekenden. Vi skal prøve at tage et gruppebilllede for at udrede navneforvirringen!

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

torsdag den 4. september 2014

Skoleklasse og netreperation

Dagen startede med en stille ringmærkning, hvor alle nettene var oppe for at fange en fornuftig mængde fugle. Trods 38 beskedne mærkninger var der en 1k Rødrygget Tornskade (Lanius collurio) i blandt, det var spændende at prøve kræfter med sådan en første gang! Anders fandt også en overflyvende Rødstrubet Piber (Anthus cervinus) på runde, der at par minutter senere blev meldt ud på odden. Jeg nåede den ikke, men Anders har lovet at vi fanger en inden så længe...
Rødrygget Tornskade (Lanius collurio)
Senere kom en 5. klasse på besøg, som Hans og Gert viste rundt. Et fint arrangement hvor ungerne fik set Munk (Sylvia atricapilla), Løvsanger (Phylloscopus trochilus), Rødhals (Erithacus rubecula) og en Fuglekonge (Regulus regulus), som en af børnene genkendte før Hans fortalte det!
Eftermiddagen blev i dag brugt hjemme på at fikse nettene i fårefolden, som gerne skulle give lidt andre arter end vi ser inde i haven. Her til aften ankom Jesper til en god omgang lasagne, med hjemmedyrket chili. Det var en af de stærke, men han har det godt igen.

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

onsdag den 3. september 2014

Rødhalsetræk og Kaspisk Måge

I dag var mere stille end i går, med en total på 47 nymærkninger uden noget specielt nævneværdigt, udover at der er kommet tidligt gang i rødhalsetrækket. De relativt få fugle i dag har dog givet mere tid, til at jeg kan få fugle gennem hænderne, så jeg er meget tilfreds!
Mere spændende var odden i dag, hvor vi som i går bevægede os ud efter ringmærkningen. Her så vi 7 Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), 1 ung Havørn (Haliaeetus albicilla), 12 Almindelige Kjover (Stercorarius parasiticusog 2 Små Kjover (Stercorarius longicaudus), sidsnævnte var ny art for undertegnede, hvilket blev fejret her til aften med god mad og drikke. Desuden fandt Anders en Kaspisk Måge (Larus cachinnans), der kom trækkende forbi.
Kaspisk måge (Larus cachinnans) 1K
Foto: Andreas Bennetsen Boe

Den sidste del af eftermiddagen gik med lidt havearbejde så der ser bedre ud, når der kommer en 5. klasse forbi i morgen.

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

tirsdag den 2. september 2014

Novice på Odden.

Sent i går aftes ankom undertegnede (Andreas Bennetsen Boe) til stationen for at blive oplært i ringmærkning. Derfor håbede jeg jo at Anders kunne vise en masse fugle frem så jeg kunne suge til mig. Det blev da også en god dag med 85 nymærkninger, deriblandt en flot Stenpikker (Oenanthe oenanthe). Af genfangster skal nævnes en Nattergal (Luscinia lusciniaog en flot Lille Fluesnapper (Ficedula parva) han, der blev ringmærket for tre dage siden, hvoraf sidste lokkede Gert til. Selv fik jeg prøvet kræfter med Rødhals (Erithacus rubecula) og Rødstjert (Phoenicurus phoenicurus), som også var dagens talrigeste fugle.
Stenpikker (Oenanthe oenanthe)
Foto: Anders Odd Wulff Nielsen

Efter ringmærkningen tog vi ud på odden, hvor der var en smule stille med tre Almindelige Kjover (Stercorarius parasiticusog to Dværgmåger (Hydrocoloeus minutussom det bedste.
Anders finder Kjover!
Foto: Andreas Bennetsen Boe
I morgen loves der stort set samme vejr som i dag, så jeg glæder mig til endnu flere fugle helt tæt på.

Blog v. Andreas Bennetsen Boe

mandag den 1. september 2014

Massivt kjovetræk og en sen nattergal

I går søndag, drog Heidi og mine forældre tilbage til Fyn og derfor har jeg i dag klaret ringmærkningen på egen hånd. Det var en stille dag ved nettene med bare 22 ringmærkede fugle. Regnbyer fra morgenstunden gjorde at jeg kun kunne have ganske få net oppe i de første 2-3 timer efter solopgang. Efterfølgende klarede det dog op og jeg kunne slå alle net op, men lige lidt hjalp det.
GFU's pt. yngste kvindelige ringmærker og famøse blog-skriver i sit es. Vi ses igen til oktober!
En sen Nattergal (Luscinia luscinia) blev dagens bedste ringmærkede fugl. På odden berettede Anders Prehn m.fl. om et pænt træk af kjover der inkluderede 53 Almindelig Kjove (Stercorarius parasiticus) og 3 Lille Kjove (Stercorarius longicaudus).
Nattergal (Luscinia luscinia)
Her til aften ankommer Andreas Bennetsen Boe, som skal læres op i ringmærkningens ædle kunst og holde mig med selskab det næste stykke tid. Vi krydser fingre for en god dag ved nettene i morgen.

Blog og fotos v. Anders Odd Wulff Nielsen