Min sidste dag på jobbet var meget stille og rolig, men med en behagelig overraskelse. Jeg havde kun mærket 6 fugle, da jeg ved 10-tiden gik min sidste lukkerunde her i foråret. Til min store overraskelse kunne jeg pille min første Spætmejse ud af F4 som den allersidste fugl, jeg mærkede under mit ophold! Det var en rigtig fed fugl at stå med i hånden og kun den 11. Spætmejse, der bliver mærket på Gedser Odde gennem tiderne. Pudsigt nok er de fleste af dem taget i sommermånederne. Derefter var det så tid til pakning, rengøring og oprydning, inden jeg ved 13-tiden forlod Gedser og kunne se tilbage 2 ½ forrygende måneder på Danmarks sydspids.
Lysbuget Spætmejse 2k+
Jeg havde rigtigt store forventninger til mit forår hernede, da 2010 var første gang med fuld dækning i hele forårsperioden (kun marts manglede et par uger). Og jeg må sige, at disse forventninger blev mere end indfriet! Uden at overdrive må man sige, at foråret 2010 blev det suverænt bedste i Gedsers Fuglestations historie.
Totalt blev der mærket 3583 fugle på Gedser Odde i perioden 1. marts - 15. juni. Det er hele 817 flere fugle end sidste års rekord! Antallet af arter var også klart det højeste, idet det blev til hele 62 forskellige mærkede arter - 4 flere end sidste års rekord!
Marts måned havde ca. halv dækning og gav totalt 649 mærkede fugle, hvilket er klar månedsrekord. Fra 27/3 og resten af foråret var der kontinuerlig dækning, hvilket selvfølgelig også afspejler sig på årets total. April var dog præget af dårligt vejr og blev ret skuffende med kun beskedne 853 mærkede fugle. Det er langt under, hvad det er muligt at fange i april. Maj tog i dén grad revanche og blev en helt igennem forrygende måned med imponerende 1855 mærkninger, hvilket er mere end 700 flere fugle, end der tidligere højest er mærket i denne måned. Maj var domineret af svage vestlige og nordvestlige vinde, som gav helt gunstige forhold for mærkningen. Hele syv dage alene i maj endte på over 100 mærkede fugle, og årets tre største mærkedage var da også alle at finde i maj: 20/5 281, 17/5 197 og 14/5 191. Førstenævnte var samtidig den antalsmæssigt bedste forårsdag nogensinde. Perioden 8-22. maj var en drømmeperiode at være mærker i, da det blev til mere end 1400 fugle og dermed næsten et gennemsnit på 100 fugle pr. dag! I juni lå antallet af mærkninger på et noget lavere niveau, idet det kun blev til 226 mærkede fugle. Det var dog alligevel nok til at slå den tidligere juni rekord.
De mest talrigt mærkede arter i foråret var Løvsanger 886, Rødhals 325 og Jernspurv 259. I løbet af forårets tre måneder lykkedes det os at sætte imponerende 23! forårsrekorder (tidligere rekorder i parentes):
Nattergal 5 (4), Rødstjert 123 (56), Stenpikker 2 (1), Solsort 119 (62), Sangdrossel 41 (37), Sivsanger 4 (0), Gulbug 98 (71), Gærdesanger 135 (86), Tornsanger 222 (200), Munk 87 (56), Skovsanger 9 (6), Gransanger 119 (83), Løvsanger 886 (529), Grå Fluesnapper 49 (8), Broget Fluesnapper 78 (16), Halemejse 5 (4), Træløber 4 (3), Korttået Træløber 4 (1), Bogfinke 103 (87), Kvækerfinke 125 (21), Grønsisken 16 (12), Kernebider 4 (2) og Rørspurv 27 (23).
For mange af arterne er det nogle ret vilde rekorder, som mangedobler de gamle. På denne liste er det bemærkelsesværdigt, hvor godt Afrikatrækkerne er repræsenteret. De har ganske enkelt haft et fremragende forår i Nordeuropa generelt. Det var dejligt at se, da det efterhånden er en del år siden, at de har gjort det så godt. Det var dog langt fra ventet, da Afrikatrækkerne havde et rigtigt skidt efterår over hele Nordeuropa i 2009. Hvor fuglene så gemte sig sidste efterår, er svært at sige. Kortdistancetrækkerne skuffede derimod, men det var rimeligt forventeligt efter den kolde isvinter. Det blev til 8 udenlandske aflæsninger: 1 spansk, 5 svenske og 2 belgiske samt en fremmed dansk.
Foråret gav også hele 3 nye mærkearter for stationen: Turteldue, Pirol og Sydlig Nattergal. Andre sjældne og fåtallige fangster var: Vendehals 1, Blåhals 2, Buskrørsanger 1, Høgesanger 1, Rødtoppet Fuglekonge 5 og Lille Fluesnapper 1. For bare at nævne de mest spændende.
Derudover blev også til en masse andre spændende og usædvanlige iagttagelser i Gedser-området i løbet af foråret:
Islom 1, Sølvhejre 1, Sort Glente 9, Kaspisk Måge min. 1, Rovterne 1, Lille Flagspætte 1, Sortrygget Hvid Vipstjert 1, Sortstrubet Bynkefugl 2, Ringdrossel 2, Hvidhalset Fluesnapper 1, Pirol 7, Gulirisk min. 3 (12 datoer), Karmindompap min. 30, Hortulan 3.
På trods af denne lange og flotte liste af fangede og observerede sjældne fugle, har det samlede antal fuglekiggere, der har besøgt Gedser-området i løbet af hele foråret, ikke været mere end 35. Og det er inkl. de lokale! Og mere end 80 % af tiden, har området udelukkende været dækket af undertegnede. Til sammenligning har der vel i gennemsnit været flere end 35 birdere hver eneste dag i Skagen alene i maj! Gedser har altså i dén grad været underbirdet og på trods heraf, er det blevet til masser af spændende fund og fangster. Jeg synes, at det er blevet bevist, at Gedser om foråret både kan give rigtig mange fugle og også en hel del sjældne. Hvis flere fuglekiggere lægger vejen forbi Gedser, så er jeg sikker på, at listen af sjældne fugle vil blive meget længere. The Gedser-double med Klippeværling og Østlig Bleg Gulbug på to dage i maj/juni-månedsskiftet 2003 beviste meget klart hvor utroligt giftigt Gedser kan være om foråret. Jeg håber derfor på at se flere fuglekiggere i Gedser til næste forår!
Jeg har virkelig været glad for min tid i Gedser her i foråret. Det har været en rigtig, rigtig fed tid, og jeg vil på det kraftigste anbefale andre at tage et forår hernede som ringmærker.
Tak til alle, der har fulgt med her på bloggen i løbet af foråret. Tilbage er der blot at ønske en god sommer til alle. Vi ses i Gedser
Asger
Fotos: Line Lykkegaard Møldrup
tirsdag den 15. juni 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Tak til dig, Asger, for nogle medrivende beretninger. Det har været skidespændende at følge - og en opmuntring for os, der blev i Jylland ;-)
Hej, Asger.
Jeg vil gerne, som en af dine meget trofaste læsere, sige dig mange tak for den underholdende, men samtidig meget oplysende måde du har fortalt om dine oplevelser i den periode, du har været på Gedser Fuglestation. Alt hvad du har fortalt viser din store interesse og glæde ved naturen, især selvfølgelig for fuglene.
Jeg vil savne dine, næsten daglige, rapporter, samtidig vil jeg se frem til, at du kommer tilbage på et andet tidspunkt.
Nu håber jeg, at du når at få indhentet dit søvnunderskud, før du skal holde ferie.
Kristian
Send en kommentar