mandag den 13. august 2012

Besøg fra Tyskland

Vejret var noget forandret da jeg stod op her til morgen. Ret hård vind fra østsydøst var bestemt ikke ønskesituationen for en ringmærker hernede. Der var da også ret dødt i nettene de første runder, men da varmen kom begyndte der at ske lidt og blandt andet en skovsanger og endnu en græshoppesanger kunne ringmærkes. Mange svaler fouragerede igen idag i haven, men kun en enkelt landsvale fandt sin vej til nettene, mens 2 gule og 1 hvid vipstjert også gik i. Endelig gik hele 2 spætmejser i nettet idag, så nu er der mærket 13 her i år. Til sammenligning har vi aldrig tidligere mærket mere end 3 på et helt år! Til gengæld kom der ingen store flagspætter idag, men det skal nok tilskrives vindretningen.
Udover fugle gjorde vinden også at nettene idag blev fyldt med blade, og man begynder at kunne mærke at efteråret nærmer sig med hastige skridt! Imellem alle bladende fandt jeg også en fin stor grøn løvgræshoppe. Heldigvis kunne den forsigtigt tages ud af nettet og kunne slippes fri igen. Læg mærke til de utroligt lange antenner, som var længere end selve græshoppen!
Om eftermiddag fik vi besøg af nogle tyske venner nemlig Dr. Jürgen Kaatz og Iris. Hans kiggede ud samtidigt og vi fik en kop kaffe og en hyggesnak om hvad der var hændt siden sidste gang de besøgte stationen.
Efter folk var taget hjem gik jeg i krig med krattet omkring H1, og det har allerede pyntet selvom der stadig mangler meget!
Jesper

Ingen kommentarer: