Den første runde gav kun tre fugle: Et par egenaflæsninger af munk og havesanger. Eneste fugl uden ring var så til gengæld årets tredje vendehals! Den repræsenterede spættefamilien på bedste måde, for jeg havde da ventet at fange flagspætter i dag, men de udeblev totalt.
De næste netrunder rettede op på de manglende fugle: Diverse sangere kom i poserne : Her kan nævnes løvsanger, gransanger, rødstjert, en enkelt broget fluesnapper, havesanger, tornsanger og munk. Også en skovpiber fik jeg fat på i hejsenettet. Endda en mindre flok blandede mejser lod sig fange.
Derimod var der flere fugle, som det ikke lykkedes med: En spurvehøg røg i N5 lige som jeg kom derhen, med den var ude igen et halvt sekund efter! Senere fandt jeg i haven fjerrester fra en plukket solsort, og ved ringmærkningslabben lå skallen fra et nyklækket solsorteæg. Vi må ikke håbe, at det er en af forældrefuglene, som spurvehøgen fik til frokost!
Den anden episode var mere uheldig - for mig altså: Jeg kom hen mod et af nettene i det store åbne område, da jeg fik set en større fugl hænge lavt tæt på den ene stolpe: Jeg fór derhen, men en halv meter fra den fløj den ud på den anden side: En gøg! Den ville jeg ellers godt have haft fat på, det er efterhånden nogle år siden, at jeg har mærket sådan en.
Lidt over middag kom Jesper tilbage til Gedser Odde, og han overtog mærkningen igen.
Preben Berg var på visit efter nogle timers obs ved Sydstenen. Det mest interessante var hele fem rovterner, der enkeltvis trak forbi Odden. De to af dem fik jeg et tip om, men det lykkedes ikke at få øje på dem.
Hans.
1 kommentar:
Hej Hans, tak for din beretning, men jeg tror ikke der sker noget hvis det er solsorthannen, vi havde også han der blev spist af en spurvehøg, hunnen madede selv de 2 unger op. det var iøvrigt det 3 kuld det gik ud over, hun fandt ikke en anden han og den sidste unge render hende i røven endnu.
Hilsen Preben
Send en kommentar