torsdag den 9. august 2012

Invasionen fortsætter

Idag var vinden lidt svagere end de sidste par dage og samtidigt var den drejet om i nordvest. Den vindretning giver straks forhåbninger om en god dag ved nettene hernede, så nettene blev hurtigt sat op. I de sidste dages blæse-vejr har vi ikke haft stor flagspætte i haven, så det var spændende at se om de kom igen nu hvor vinden havde lagt sig en smule.

Der gik ikke længe før jeg hørte den første i haven og senere kom endnu en til haven og begge blev fanget og ringmærket. Dermed er der nu mærket 30 i juli/august, hvilket allerede er langt flere end vi plejer at fange på et helt år! Bliver spændende om denne meget tidlige invasion fortsætter året ud?

Der var også godt med fugle i nettene og mange godbidder imellem da både husrødstjert, nattergal, bynkefugl, 3 rødrygget tornskade og en spætmejse blev ringmærket idag. I alt endte dagen på 119 mærkninger.

Af obs var der blandt andet en ravn på odden samt et par havørne der legede med hinanden i luften.
Preben Nielsen var nede og følge med i ringmærkningen og få nogle gode fotos. Daniel Palm stod ved sydstenen og obsede, men desværre var der ikke meget træk, så han kiggede ind og gik med på et par runder, men desværre var også mærkningen gået død på dette tidspunkt.
Hans Lind kiggede også ud med familien, da barnebarnet Lærke skulle se lidt fugle - måske er der en ny ringmærker på vej?
Ellers gik dagen med at udskifte et par net og rydde noget mere krat.
Jesper
Fotos: Preben Nielsen

Ingen kommentarer: