mandag den 20. august 2012

Første stordag i 2012

Som skrevet på bloggen igår forventede jeg ikke de store mængder fugle idag på trods af perfekt vejr. Fik da heldigvis skrevet, at alt kan ske i Gedser, for allerede på første runde var der masser af fugle og blandt andet 4 nattergale og 2 græshoppesanger kunne mærkes. Da jeg var næsten færdig med første runde, var der pludselig kald fra løvsangere overalt i haven og det var tydeligt at der havde været fald. Jeg gik en hurtig tur op til nettet F3, og det var helt proppet med fugle, så ringede til Hans og Gert og sagde at de gerne måtte komme ud og hjælpe til. Vi fik dog hurtigt mærket fuglene og samtidigt blæste det op, så næste netrunde leverede kun 4 fugle. Så troede jeg egentlig at dagen var slut, men så lagde vinden sig igen og resten af dagen kom der nye løvsangere trækkende til haven. Dagens mærkning endte på 486 fugle hvoraf ca 270 var løvsangere.
En fin dværgfalk gav flyveopvisning over fårefolden om eftermiddagen og i de tidlige morgentimer kunne en lille fluesnapper høres kalde fra poppelhegnet og den blev også set kortvarigt.
Til aften ankom Henrik Jørgensen til stationen, og han bliver helt frem til den 15. september.
Imorgen bliver vejret også udemærket til ringmærkning, så der kommer nok en ny bunke fugle!
Jesper

Ingen kommentarer: