mandag den 18. august 2014

Blæsevejrs-opdatering og en god video

Anders stod op kl. 04.15 for at tjekke ud i haven og tjekke vejrudsigten, vi har efterhånden lært at man ikke altid kan stole på dmi's forudsigelser. Dmi havde dog desværre ret i deres forudsigelser, det blæste en stiv pelikan her på sydspidsen, og regnen skulle begynde igen kl. 05.00, så vækkeuret blev sat til kl. 8, så kunne vi da komme ud af fjerene og lave noget andet.
Det blev altså ikke til noget ringmærkning i dag, og blæsten har været ret stabil omkring de 15 m/s det meste af dagen, med kraftigere vindstød.

Til trods for regn og blæst skal maddepoterne på GFU jo fyldes op, så vi bevægede os ud i blæsten hen over middag. Blæsten var streng, men der var ingen regn - da vi gik. Jeg kan love jer for, at der kom regn i stride strømme på hjemturen. Men trods lyn, torden og vand fra oven nåede vi hjem med nogenlunde tørre varer!

Blæsevejrs-eftermiddagen gik med at lave dejlig suppe, forberede kage og få klaret indtastning af genfangster fra de sidste dage. Og når ja, så har vi hørt en ny sang om fugle. Den er blevet frigivet i dag, og den er altså lidt fjollet! I kan lytte til den her. Vi kan jo synge om, at vi kigger på fugle, når vi nu ikke kan være ude og kigge på dem selv i dag.

Desuden skal I lige have et link til en fin video Anders optog den anden dag af Vendehalsen (Jynx torquilla). I skal gøre jer selv den tjeneste at se den, for det er en spektakulær fugl! Den vender og drejer hovedet og strækker den lange hals for at ligne en slange, og på den måde skræmme fjender. Og jeg må desværre konstatere, at rare ringmærkere også går under fjender i vendehalsens kartotek. Tryk her for at se Anders video!

Nu er der blommekage og sofahygge for resten af aftenen, vi stempler ud på GFU!

Blog Heidi Vibe Frederiksen 

Ingen kommentarer: