torsdag den 7. august 2014

Fuglestation nr. 1 i Danmark

Morgenens mærkning startede for to meget (læs: abnormt) trætte ringmærkere kl. 04.40. Temperaturen holdt sig stabilt på de 20 grader fra vi åbnede til vi lukkede 10.20. Skyerne dækkede for den direkte sol det meste af morgenen, hvilket gav os gode muligheder for fangst. Morgenens total af nymærkninger nåede da også op på 86, så ikke en helt dårlig dag!
Igen var fangsterne præget af spændende arter som Broget Fluesnapper (4 stk) (Ficedula hypoleuca), Rødstjert (3 stk) (Phoenicurus phoenicurus), Nattergal (1 stk) (Luscinia luscinia), og sidst men ikke mindst, så havde vi vores første Skovsanger (Phylloscopus sibrilatrix) under vores ophold - ja vi blev da beriget med 2 stk! Ingen klager fra Fyrvej efter sådan en dag!
Skovsanger (Phylloscopus sibrilatrix) 2k+ 
En ung Tornsanger (Sylvia communis) har mæsket sig i brombær inden den blev fanget, det ses på den rosa farve på brystet. Det ses desuden også på klatten der kommer ud i den anden ende..   
Ved middagstid trængte søvnen sig på, og vi endte med alle at falde i søvn - også selvom det ikke var meningen! Sådan går det, når man lever med 4-6 timers søvn og aktive morgener. Runden vi går hver halve time er ca. 900 meter, så kan I selv regne ud hvor meget vi får stæset rundt! 
Anders og jeg stod begge op omkring kl. 15, og derefter åbnede Anders net igen. Anton sover stadig på nuværende tidspunkt, så mon ikke han er udhvilet kl. 04?
Gulbug (Hippolais icterina) 1K 
Rødrygget Tornskade (Lanius collurio) 1K
Billedet er af et eksemplar fra 2013, men fangsten i dag var af samme alder
Det blev ikke til mere end 17 fugle ved eftermiddagens mærkning, men med en spredning på 9 arter er det nu meget pænt. Vi fik vores første Hvide Vipstjert (Motacilla alba) i august, og gør os klar til mange flere! Desuden havde vi endnu en Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca), hvilket bringer dagens total af arten op på hele 5 eksemplarer. Og så fik vi endelig vores første Rydryggede Tornskade (Lanius collurio). 
Vi måtte lukke nettene igen kl. 18 grunden regnens indtog, men så var der jo også tid til lidt aftensmad og indtastning.

Alt i alt blev det altså til 103 fugle i dag, fordelt på 16 arter.
Hvid Vipstjert (Motacilla alba) 1K
Må siges at være en af mine yndlingsfugle - Sjov, flot og nem at have med at gøre (både i felten og i hånden)!
Så har vi jo i dag slået både Keldsnor, Ishøj, Blåvand og Skagen med antal mærkede fugle. Gedser rykker nu! Man har vel lov til at blære sig lidt, og være stolt af sin fuglestation? 

Blog Heidi Vibe Frederiksen - Fotos Anders Odd Wulff Nielsen

Ingen kommentarer: