onsdag den 13. august 2014

Stille start, men et brag af en afslutning!

Dagen startede stille ud indenfor, for vinden blæste en del. Anders åbnede nettene i løbet af formiddagen, hvor vi desuden fik besøg af både Hans og Benny (og selvfølgelig Molly). Hans og Benny fortsatte med projekt vindues-renovering, og kom et rigtig godt stykke i dag!
Vi brugte selv formiddagen på at have besøg af Anders' kusine og hendes søn, samt en familie turister. Alle fik en tur rundt i haven og fik lov til at se lidt fugle. Og så fik vi ordnet noget så kedeligt som at flytte brænde.
Bevis for, at Hans rent faktisk lavede noget i dag (i hvert fald noget af tiden) ;-) 
Da Hans skulle hjemad kørte vi med ind for at få handlet ind. Så skiltes vi ved Brugsen, for Hans skulle hjem og marcherede tilbage mod stationen. Men der skulle ikke gå lang tid før vi mødtes igen! Da vi nåede ud til den første mark, opdagede Anders nemlig en ualmindelig orange sommerfugl, som skulle vise sig at være en Orange Høsommerfugl (Colias croceus)! Det er en sjælden gæst herhjemme, og Hans havde ikke set den i mange (og jeg mener: rigtig mange) år, så vi fik ringet og han kom drønende ud for at se skønheden! Så skiltes vi igen - denne gang med kæmpe store smil efter et rigtig godt fund!
Orange Høsommerfugl (Colias croceus) Foto: Hans Lind
Hjemme på stationen igen nåede jeg knap ind ad døren, før Anders susede forbi for at komme ud og åbne nettene igen. De næste timer gik hurtigt, og pludselig var det tid til at få gang i kødgryderne. Mens Anders var ude og jeg lavede mad fik vi pludselig besøg - endnu en flok turister, som denne gang spurgte efter Hans. Og ved I hvad? Pludselig stod han her sørme igen!
Mens kødsovsen stod og simrede gik jeg en tur rundt med Anders. Over haven hang mindst 50 måger, som guffede insekter. Desuden fik vi et glimt af Spurvehøgen (Accipiter nisus). Og mens vi gik mellem nettene fik vi pludselig øje på en Tårnfalk (Falco tinnunculus), som i høj fart jagtede, hvad vi troede var en svale. Denne svale lavede en vild undvigelsesmanøvre, hvor den styrtdykkede lige få meter fra os. Så diregerede den lige uden om os og bagom os over i et net. Og så kan I ellers tro, at Anders kunne få gang i benene! Han fløj hen og greb fat i netfaget, og til stor glæde lå der ikke en svale, men en Sanglærke (Alaunda arvensis)! Så fik jeg æren af at mærke den, og det blev denne dags første nye mærkeart for mig! Det bedste af det hele var at se de to akrobater i luften, sikke en oplevelse!
Sanglærke (Alaunda arvensis)   
Sanglærkens vinge. Her ses det tydeligt, at den er ved at gro nye fjer ud, som en del af sommerens fældning. 
Sanglærkens meget lange bagklo
Halvvejs på næste runde kommer jeg til et net med 4 fugle, hvoraf den ene fanger min opmærksomhed. En forholdsvis stor sanger - lignede lidt en havesanger i str. XL! Min intuition sagde høgesanger, men jeg kunne alligevel ikke helt tro på det. Jeg ringede til Anders, som kom løbende og bekræftede - efterårets første Høgesanger (Sylvia nisoria)! Mens Anders løb tilbage hørtes mit jubelråb i stationshaven, og der gik kun få sekunder før jeg hørte Hans' tilråb fra den anden ende af haven.
Fuglen blev sat op til den store fotosession, og med smilene smurt ud i ansigterne slap vi den store sanger fri. Jeg gik let på tå ind i køkkenet, mens Anders og Hans gik sidste runde og lukkede net. Pludselig hørte jeg dem kalde, og gudhjælpemig om de ikke råbte at de har fanget endnu en Høgesanger (Sylvia nisoria)! Hans pillede den ud af det sidste net, som skulle lukkes. Sådan gik det til, at vi fik 2 høgesangere på en time, og både Anders og jeg fik mærket en hver!
Dagens første eksemplar af Høgesanger (Sylvia nisoria)  
Close-up af dagens første Høgesanger (Sylvia nisoria)

Dagens anden Høgesanger (Sylvia nisoria) meldte sin ankomst lidt sent, hvilket tvang os til at fotografere indendørs. Billederne blev muligvis lidt dårligere, men fuglen var bestemt ikke ringere end den første! 
Således gik dagen i Gedser. En af de lidt mere specielle dage, som vi husker lidt klarere. Klokken er nu langt over sengetid for to ringmærkere, og med fantastisk god lasagne i maverne er det ved at være sengetid. Anders klarer i skrivende stund dagens indtastning, så alt er klappet og klart til endnu en god dag på Gedser Fuglestation i morgen.

Blog Heidi Vibe Frederiksen - Fotos Anders Odd Wulff Nielsen 

Ingen kommentarer: