onsdag den 6. august 2014

To af de bedre: Orange Høsommerfugl og Stenpikker

Dagen startede som sædvanlig kl. 04.00 på fuglestationen, og nettene var oppe 04.45. Jeg fik lavet et blogindlæg, mens de mandlige ringmærkere gik første runde - jeg glemte vist de latinske navne, men det er vel undskyldt på den tid af dagen, formoder jeg.
Nå men, dagen kom ikke til at byde på lige så mange fugle som de sidste to foregående, men til gengæld fik vi større variation og flere forskellige arter. Dagens total af nymærkninger nåede op på 82, fordelt på 14 arter. Gærdesangeren (Sylvia curruca) toppede (som forventet i disse dage) med 26, tæt fulgt af Tornsangeren (Sylvia communis), som vi i dag fik mærket 19 af. Det var tydeligt, at der i nattens/morgenens løb var kommet Tornsangere til haven.
Løvsangeren (Phylloscopus trochilus) lå også pænt højt med 10 nymærkninger i dag.
All time favorite! Gærdesanger Sylvia curruca
Anders Odd Wulff Nielsen
Men nok om dem vi havde mange af, nu skal vi til det lidt mere spændende! Vi fangede kun en enkelt Nattergal (Luscinia luscinia) i dag, men til gengæld to Rødstjerter (Phoenicurus phoenicurus), fem Rørsangere (Acrocephalus scirpaceus), fire Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca) og fire Stære (Sturnus vulgaris). 

Alle disse lækre arter nåede vi inden kl. 10.40, hvor vi lukkede nettene for denne dag.
Klokken 13 havde vi en aftale med Hans, som ville køre os en tur til Bøtø Nor, for at vi kunne komme lidt væk "hjemmefra", og få mulighed for at se de sorte storke. To nye blev meldt ud i formiddags. Desværre var der ingen storke at se, så vi må jo bare finde vores egne på et tidspunkt! Men en dejlig tur var det nu alligevel, hvor vi blandt andet hørte Vagtel (Coturnix coturnix).

Da vi landede hjemme på Fyrvej gik vi alle i hver vores retning: Anders tog til Birkemose og tog en dukkert, Anton gik en tur ud i marken og jeg tog min bog under armen og gik ned til vandet.
Turen for Anton skulle vise sig at være lidt mere spændende end vores andres. Faktisk meget mere spændende! Han fandt den fantastisk flotte Orange Høsommerfugl (Colias croceus)!
Den var meget aktiv, men Anton var heldigvis vedholdende og fik bestemt sommerfuglen, som der er et billede af herunder.
Orange Høsommerfugl Colias croceus
Anton Herrig Liebermann 
Efter vores små ture fandt vi sammen i huset igen, Anton for at tage en tur ud på diget og vi andre for at få ordnet lidt forskelligt. Jeg fik ryddet op og gjort rent i vores ringmærkningslaboratorium, som nu er 100% klar til mange fugle i morgen! Mens Anders og jeg sad ude og spiste vendte Anton atter hjem, og han fik fornøjelsen af at have os som udsigt, mens han spiste. Anders og jeg var nemlig ude og sætte lærkenet op på den gamle fårefold. For sjov holdt vi dem åbne, og det viste sig at være en glimrende ide! Da Anders gik ud for at lukke, sad der en Stenpikker (Oenanthe oenanthe) i det ene net. Jeg fik æren af at mærke den, altså blev det til endnu en ny mærkeart! Fuglen blev kun anden ringmærkede af sin art på denne fuglestation i år.
Stenpikker (Oenanthe oenanthe), 1K
Anders Odd Wulff Nielsen
Stenpikker (Oenanthe oenanthe), 1K
Anders Odd Wulff Nielsen 
Det har været en dag med fart på, og uden middagslur til nogen i flokken, kalder dynerne efterhånden!

Blog Heidi Vibe Frederiksen 

Ingen kommentarer: