fredag den 1. august 2014

Blå himmel og ny spætte i haven

Vi skriver første august og har nu skudt gang i sidste sommermåned i dette år! Meget sommer var der ikke over den første time til halvanden i morges: Skyerne hang over Gedser Odde da nettene blev sat op, men ved solens indtog forsvandt skyerne, og vi fik udsigt til den flotte blå himmel. Digesvalerne så ud til at have noget af et tagselv-bord over stationens have i morges, men også de fik nok af solen efter et par timer. Desværre nåede ingen af dem at gå i nettene!
En ud af dagens to Løvsangere - Phylloscopus trochilus.
Disse dage er præget af ungfugle i nettene, og i dag fangede vi en Jernspurv (Prunella modularis), som var meget ung. En rigtig lille dunet sag! Vi nåede op på 37 nymærkninger i dag, hvoraf 10 var Gærdesangere (Sylvia curruca). Vi havde en fin vifte af arter i dag, 12 forskellige blev det til. Det mest bemærkelsesværdige i nettene var en ung Gulspurv (Emberiza citrinella).
I dag var vi så heldige at få besøg af Anders Zuschlag, som gik med os på en enkel netrunde. Da vi efter netrunden stod oppe foran huset, Anders, Anders og jeg fik vi lige glæden af at se en Almindelig Kjove (Stercorarius parasiticus). Den mobbede et par Splitterner (Sterna sandvicensis), hvoraf den ene endte med at gylpe lidt mad op, og så var den kjove vist tilfreds!
Også tre andre fuglekiggere var et smut forbi, og fik fremvist en Gærdesanger.
En ung Gærdesangers (Sylvia curruca) hale. Der ses en tydelig "growth bar", som indikerer en ændring i fuglens føde, mens den har ligget i reden.  

Tre unge Gransangere (Phylloscopus collybita) - Sandsynligvis unger fra samme kuld. 

Desuden har vi haft en spætte i haven i dag, men det har desværre ikke lykkes os at få den i kikkerten. Jeg sidder og krydser fingre for at det er en Lille Flagspætte (Dendrocopos minor), man har jo lov at håbe og drømme! Det er nu noget tid siden vi har hørt den tromme, men lige meget hvilken spætte det er, håber vi på at få den i nettet i morgen.

Til jer derude, som er lige så madglade som jeg, I må lige læse videre. Jeg kan ikke lade være med at nævne det, for jeg har lavet lækker indisk dhal i dag - godt med proteiner til aktive ringmærkere! Hvem sagde at man skulle leve af vand og brød fordi man bor på fuglestation? Livet er bare skønt her i Danmarks sydligste hus!
Og forresten skal der lige rettes et stort tak til de hjælpsomme medarbejdere i SuperBrugsen i Gedser, som måtte hjælpe mig med at finde halvdelen (overdrivelse fremmer forståelsen) af mine varer. Jeg håber I læser med! 

Blog: Heidi Vibe Frederiksen - Fotos: Anders Odd Wulff Nielsen

Ingen kommentarer: