fredag den 22. august 2014

Ny observatør til stationen

Dagen startede med en 8 m/s fra sydvest. Slet ikke den bedste vind man kunne ønske sig, men den lidt mildere vind giver fuglene tegn til at trække, selvom den blæser i den lidt forkerte retning! Første runde var meget tynd, men efterhånden kom der lidt gang i fuglene. Vi nåede op på 75 mærkninger, slet ikke dårligt på en dag med de nævnte vindforhold.

Der var gang i trækket af Skovpibere (Anthus trivialis) denne morgen, og det blev da også til 4 styks i nettene. Derudover havde vi af nævneværdige fugle både 2 Nattergale (Luscinia luscinia), 7 Rødstjerter (Phoenicurus phoenicurus), 1 Sivsanger (Acrocephalus schoenobaenus)(En flot gammel sag!), 2 Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca) og desuden 10 Løvsanger (Phylloscopus trochilus). Det begynder at tyde på, at løvsangerne snart gør deres indtog - og vi byder dem hjerteligt velkommen når det sker! 
Og nu mens jeg sidder og skriver, kommer Anders ind med en Ringdue, som lige er fanget! Så må man jo holde en lille pause. I den lille pause blev det også til en omgang aftensmad og en Spurvehøg. 
Spurvehøg (Accipiter nisus)
Foto: Anders Odd Wulff Nielsen
Tilbage ved tasterne igen kan jeg fortælle, at vi har fået ordnet en masse i haven i dag, skiftet et net og strammet et par af de gamle. Jeg har plukket lidt brombær, og på vej ind for at hente en skål mødte jeg en af stationshavens små beboere, en af dem som ikke flyver til Afrika. Han hedder Konrad, og han har små fine pikke på ryggen, et flot pindsvin er han! Han er lidt sky, men når vi får ham at se, så er det oftest når han grynter afsted i det tidlige morgenlys. 

I dag har vi også fået fornøjelsen af at byde Daniel Eskildsen velkommen til stationen. Han skal bo her og har sin plads ude på sydspidsen (altså når han ikke hygger sig inde med Anders og jeg!), hvor han skal observere den næste uges tid. Så får I forhåbentlig lidt at vide om guldet fra sydspidsen! 

Nu er det aftensmaden indtaget her på Fyrvej, og vi runder af for en god dag. 

Blog v. Heidi Vibe Frederiksen

Ingen kommentarer: